HøjesteretHøjesteret tog stilling til, om en statsløs palæstinensisk kvinde (Tiltalte 1), der var dømt for forsøg på vold mod en ansat under indlæggelse på en psykiatrisk akutmodtagelse og for hærværk, skulle udvises. Højesteret stadfæstede straffen på 14 dages betinget fængsel, men frifandt hende for udvisning og tildelte i stedet en advarsel. Retten fandt, at udvisning hverken var nødvendig for at forebygge uro eller forbrydelse eller proportional i forhold til den begåede kriminalitet, navnlig fordi hun havde boet over 10 år i Danmark uden tidligere relevant kriminalitet og der ikke var risiko for recidiv.
Tiltalte 1 er en 28-årig statsløs palæstinenser, der kom til Danmark som 18-årig i september 2014 som asylansøger. Hun har boet i Danmark i over 10 år, men har aldrig haft lovligt ophold, da hendes asylansøgning er afvist. Det har dog ikke været muligt at udsende hende til Algeriet, fordi den algeriske ambassade ikke vil udstede de nødvendige dokumenter. Hun taler dansk, har gennemført HF, læser til Stilling på DTU, har arbejdet som afrydder og tjener, og har en dansk kæreste. Hendes bror, tvillingesøster og mors søskende bor også i Danmark.
Anklagemyndigheden har rejst sagen. Tiltaltes forsvarer er Jytte Lindgård, beskikket advokat.
Tiltalte 1 blev tiltalt for to forhold begået under indlæggelse på en psykiatrisk akutmodtagelse:
Retten i Roskilde afsagde dom den 11. oktober 2023 (18F-9547/2022). Østre Landsret afsagde dom den 19. marts 2024 (S-2889-23) og fandt Tiltalte 1 skyldig i begge forhold. Landsretten idømte 14 dages betinget fængsel med 1 års prøvetid samt udvisning af Danmark med et indrejseforbud i 4 år.
For Højesteret (sag 39/2024) nedlagde Tiltalte 1 påstand om frifindelse, subsidiært stadfæstelse af straffen, samt frifindelse for udvisning, subsidiært en advarsel om udvisning.
Anklagemyndigheden påstod skærpelse af straffen og stadfæstelse af udvisningen, men med et indrejseforbud på 6 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 4.
Højesteret kunne ikke efterprøve landsrettens bevisbedømmelse, jf. retsplejelovens § 933, stk. 2 sammenholdt med § 912, stk. 1. Frifindelsespåstanden vedrørende skyldsspørgsmålet blev derfor forkastet.
Højesteret tiltrådte landsrettens strafudmåling:
Navnlig under hensyn hertil [at episoden fandt sted under indlæggelse, mens hun blev fastholdt] og desuden henset til den lange sagsbehandlingstid tiltræder Højesteret, at straffen er fastsat til fængsel i 14 dage, der er gjort betinget med vilkår om, at Tiltalte 1 ikke må begå strafbart forhold i en prøvetid på 1 år fra endelig dom.
Straffen var således betinget fængsel i 14 dage.
Spørgsmålet om udvisning skulle afgøres efter udlændingelovens § 26, stk. 2, jf. § 24, nr. 2, hvorefter Tiltalte 1 som udgangspunkt skulle udvises, medmindre det med sikkerhed ville stride mod Danmarks internationale forpligtelser – herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8 om ret til respekt for privatliv og familieliv. Højesteret koncentrerede sig om privatlivet, da Tiltalte 1 er ugift og barnløs.
Retsgrundlag
Enhver har ret til respekt for sit privatliv og familieliv, sit hjem og sin korrespondance.
Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder.
Højesteret vurderede, om udvisning var nødvendig og proportional efter EMRK art. 8, stk. 2, under anvendelse af de kriterier, der er opstillet af Menneskerettighedsdomstolen (EMD) i Maslov mod Østrig (dom af 23. juni 2008, sag 1638/03, præmis 68-69). De relevante kriterier omfattede bl.a. karakteren og alvoren af forbrydelsen samt tilknytningen til værtslandet og oprindelseslandet.
Rettens konkrete vurdering Tiltalte 1 var dømt for forsøg på vold og hærværk under ophold på en psykiatrisk afdeling. Straffen var betinget fængsel i 14 dage. Hun havde hverken før eller siden begået kriminalitet af betydning for udvisningsspørgsmålet (bøden for besiddelse af hash fra 2024 fandtes ikke relevant).
Hendes personlige forhold: hun talte og skrev dansk, havde gennemført HF, studerede på DTU, havde arbejde og var i praktik. Hun havde en kæreste og en stor nær familie i Danmark. Hun var opvokset i Algeriet, men havde boet over 10 år i Danmark og havde ringe kontakt til Algeriet.
Højesteret stadfæstede landsrettens dom med den ændring, at Tiltalte 1 tildeltes en advarsel om udvisning i stedet for udvisning. Straffen på 14 dages betinget fængsel med 1 års prøvetid forblev uændret.
Endvidere skulle statskassen betale sagens omkostninger for landsretten og Højesteret.
Højesteret udtalte:
Efter de konkrete omstændigheder ved den foreliggende kriminalitet sammenholdt med, at hun hverken før eller siden har begået kriminalitet af betydning for udvisningsspørgsmålet, finder Højesteret, at der ikke er grundlag for at antage, at der er risiko for, at hun fremover vil begå alvorlig kriminalitet.
På den baggrund konkluderede retten:
Højesteret finder herefter, at udvisning af Tiltalte 1 ikke kan anses for nødvendig for at forebygge uro eller forbrydelse og ikke vil være proportional i forhold til at opnå dette formål.
Derfor var betingelserne i EMRK art. 8, stk. 2, ikke opfyldt. Da udvisning således med sikkerhed ville stride mod konventionen, skulle hun frifindes for udvisning. I stedet skulle hun have en advarsel efter udlændingelovens § 24 b.
