HøjesteretHøjesteret tog stilling til, om Region Hovedstaden havde tilsidesat tilpasningsforpligtelsen efter over for en handicappet socialrådgiver, der pga. forværret helbred kun kunne arbejde 10 timer om ugen. Sagen angik navnlig rækkevidden af arbejdsgiverens pligt til aktivt at undersøge omplaceringsmuligheder i hele organisationen – og om henvisning til en jobportal var tilstrækkelig. Dommen fastslog, at regionen havde handlet ulovligt, idet forpligtelsen gjaldt hele regionen, og medarbejderen skulle have været omplaceret til en konkret ledig 10-timers stilling; det udgjorde ikke en uforholdsmæssig byrde.
Appellant, tidligere Appelindstævnte blev den 1. april 2011 ansat i fleksjob som socialrådgiver ved Region Hovedstaden på Rigshospitalet (Arbejdsplads 1, Klinik 1) med en ugentlig arbejdstid på 20 timer. Bevillingen til fleksjob skyldtes nedsat arbejdsevne som følge af kronisk tarmbetændelse – et handicap omfattet af forskelsbehandlingsloven.
I starten af 2018, forud for tilbagevenden efter barselsorlov, meddelte hun ledelsen, at hendes helbred var forværret, og at hun fremover kun kunne arbejde 10 timer ugentligt. Det førte til, at ledelsen indkaldte hende til en tjenstlig samtale med henblik på afskedigelse.
Ved et møde den 20. februar 2018 drøftede arbejdspladsen mulighederne for tilpasning. Ledelsen fandt, at den væsentlige opgavevaretagelse i stillingen som socialrådgiver på Klinik 1 ikke kunne rummes på 10 timer. Man undersøgte, om der var ledige stillinger i Center 1 (den organisatoriske enhed), men fandt ingen.
Ved den tjenstlige samtale den 5. marts 2018 tilbød ledelsen Appellant optagelse i Region Hovedstadens interne jobmatchsystem, RegionH Match. Her kunne hun oprette en omplaceringsagent og få tilsendt relevante stillingsopslag i hele regionen og opnå fortrinsret til samtale. Det blev samtidig aftalt, at ledelsen ville "undersøge dette for hele Region Hovedstaden, eventuelt via mail til personalechefer på Regionens øvrige hospitaler". Denne undersøgelse blev imidlertid aldrig iværksat; man valgte i stedet alene at henvise til RegionH Match og bad hende selv søge ledige stillinger.
Afskedigelsen blev effektueret den 31. maj 2018 med den begrundelse, at hun ikke længere var disponibel til at udføre de væsentligste funktioner i sin hidtidige stilling, da jobbet ikke kunne passes med 10 timer ugentligt.
Den 21. marts 2018 – samtidig med afskedigelsesprocessen – slog Region Hovedstaden en deltidsstilling op som socialrådgiver ved Center 2's Enhed for Psykologi, Pædagogik og Socialrådgivning på Rigshospitalet. Stillingen var på præcis 10 timer om ugen og rettede sig mod BørneUngeKlinikkens ambulatorium. Stillingsopslaget stillede blandt andet krav om socialrådgiveruddannelse, evne til tværfagligt samarbejde, selvstændighed, erfaring med forældre i sorg og krise samt opdateret viden om social lovgivning.
Appellant blev opmærksom på stillingen og søgte den. Hun kom til samtale, men fik den 4. maj 2018 afslag. Den skriftlige begrundelse var:
"Begrundelsen for, at det ikke var dig vi valgte til stillingen som socialrådgiver i Neuropædiatrisk ambulatorium var, at der blandt ansøgerne var en, der havde megen kommunal erfaring og dermed erfaring med reglerne i Lov om Social Service også set fra den side. (...) Den anden del var, at vi kan se, at vi på sigt har behov for, at den der sidder i stillingen har mulighed for at kunne gå op i tid. Hvilket du i samtalen gav udtryk for ikke ville være en mulighed for dig."
Hverken kravet om kommunal erfaring eller muligheden for at gå op i tid fremgik af selve stillingsopslaget. Den ansøger, der fik jobbet, havde da også kun 10 timer ved ansættelsen; hendes timeantal blev efterfølgende forhøjet til 28 timer, da der kom ekstra midler til.
Sagen blev indbragt for Ligebehandlingsnævnet, der fandt, at regionen havde overtrådt forskelsbehandlingsloven.
Ved Retten i Hillerød (byretten) fik Appellant medhold i, at afskedigelsen var i strid med lovens § 2 a, og hun blev tilkendt en godtgørelse på 310.000 kr. svarende til ca. 9 måneders løn, samt sagsomkostninger. Østre Landsret frifandt regionen med den begrundelse, at forpligtelsen var begrænset til Center 1, og at RegionH Match var tilstrækkeligt.
Højesteret behandlede sagen med fem dommere og afsagde dom den 3. december 2024.
Appellanten (Ligebehandlingsnævnet som mandatar) gjorde navnlig gældende:
Indstævnte (Region Hovedstaden) gjorde navnlig gældende:
Forskelsbehandlingslovens § 2 a bestemmer, at en arbejdsgiver skal træffe de foranstaltninger, der er hensigtsmæssige i betragtning af de konkrete behov for at give en person med handicap adgang til at udøve beskæftigelse, medmindre arbejdsgiveren derved pålægges en uforholdsmæssig stor byrde. Bestemmelsen gennemfører artikel 5 i beskæftigelsesdirektivet (Rådets direktiv 2000/78/EF).
EU-Domstolen fastslog i dom af 10. februar 2022, sag C-485/20 (HR Rail), at tilpasningsforpligtelsen kan indebære en pligt til at anvise en anden ledig stilling. Af dommens præmisser fremhæves:
"Artikel 5 i direktiv 2000/78 skal fortolkes således, at begrebet »tilpasninger til handicappede i rimeligt omfang« i denne artikels forstand omfatter det forhold, at en arbejdstager, (...) som på grund af sit handicap bliver erklæret ude af stand til at udføre de væsentlige funktioner i forbindelse med sin stilling, bliver anvist en anden stilling, som denne person er kompetent, egnet og disponibel til at bestride, medmindre arbejdsgiveren derved pålægges en uforholdsmæssig stor byrde." (præmis 49)
Det er en forudsætning, at der er mindst én ledig stilling, som arbejdstageren kan varetage (præmis 48).
Højesteret havde tidligere i dom af 6. september 2022 (UfR 2022.4946 H) understreget arbejdsgiverens pligt til at undersøge og eventuelt afprøve mulige hensigtsmæssige tilpasningsforanstaltninger, når arbejdsgiveren er bekendt med arbejdstagerens handicap og behov.
Organisatorisk udstrækning
Højesteret fandt, at tilpasningsforpligtelsen ikke kan begrænses til den organisatoriske enhed, hvori medarbejderen gør tjeneste. Arbejdsgiveren – her Region Hovedstaden som én juridisk enhed – skal aktivt undersøge mulighederne for omplacering i hele organisationen.
"Højesteret finder, at Region Hovedstaden ikke har godtgjort, at det ville udgøre en uforholdsmæssig stor byrde at undersøge og eventuelt afprøve mulighederne for at omplacere Appellant til en ledig stilling inden for hele Region Hovedstaden."
Der var intet grundlag i hverken forarbejder eller EU-retten for at begrænse pligten med henvisning til delegeret ansættelseskompetence. Det var derfor ikke tilstrækkeligt kun at søge i Center 1.
RegionH Match som foranstaltning
Højesteret fastslog, at en arbejdsgiver ikke kan nøjes med at henvise en handicappet medarbejder til en selvhjælpsløsning:
"Arbejdsgiveren kan ikke nøjes med blot at henvise arbejdstageren til selv at finde og søge ledige stillinger i konkurrence med andre ansøgere."
Tilbuddet om jobportalen opfyldte således ikke tilpasningsforpligtelsen.
Den konkrete stilling ved Center 2
Højesteret vurderede, at Appellant – ud fra stillingsopslagets indhold og hendes uddannelse og erhvervserfaring – var kompetent, egnet og disponibel til at varetage 10-timers stillingen.
De begrundelser, centeret havde givet for afslaget (kommunal erfaring og mulighed for at gå op i tid), fremgik ikke af stillingsopslaget og kunne ikke begrunde, at omplacering skulle være en uforholdsmæssig byrde. Regionen havde heller ikke i øvrigt godtgjort, at ansættelse af hende ville udgøre en sådan byrde.
"Den manglende omplacering af hende til stillingen ved Center 2 udgør dermed en overtrædelse af tilpasningsforpligtelsen efter forskelsbehandlingslovens § 2 a."
Højesteret stadfæstede byrettens dom.
THI KENDES FOR RET:
Byrettens dom stadfæstes.
I sagsomkostninger for landsret og Højesteret skal Region Hovedstaden betale i alt 208.500 kr. til Ligebehandlingsnævnet som mandatar for Appellant. Beløbet dækker advokatudgift med 200.000 kr. og retsafgift med 8.500 kr.
De idømte beløb skal betales inden 14 dage. Sagsomkostningsbeløbene forrentes efter rentelovens § 8 a.
Højesteret bemærkede samtidig, at det offentligretlige princip om at ansætte den bedst kvalificerede via opslag ikke begrænser omplaceringspligten efter forskelsbehandlingsloven.
Godtgørelse
Efter en samlet vurdering af krænkelsens karakter og Appellants anciennitet fandt Højesteret, at byrettens godtgørelse på 310.000 kr. – svarende til 9 måneders løn – var passende. Der var ikke grundlag for at nedsætte beløbet.
