HøjesteretHøjesteret tog stilling til, om udvisning af Tiltalte 1 — en 27-årig somalisk statsborger, der havde boet i Danmark siden han var 7 år — for røveriforsøg mod en taxachauffør og vold mod en medindsat var i strid med . Retten fandt, at der forelå meget tungtvejende grunde til udvisning med et indrejseforbud på 6 år, idet tiltaltes omfattende og alvorlige kriminalitet gjorde ham til en alvorlig trussel mod den offentlige orden.
Tiltalte 1 blev fundet skyldig i to forhold:
Tiltalte 1 kom til Danmark som 7-årig i 2005. Han er ikke gift eller samlevende og har ingen børn. Hans to yngre søskende, mormor, onkler og fastre bor i Danmark. Han har afsluttet 10. klasse, gennemført en HF-uddannelse og påbegyndt suppleringskurser til finansøkonomuddannelsen. Han har arbejdet i byggebranchen i 2022.
Han har en særdeles omfattende kriminalitetshistorik med over 30 strafbare forhold i perioden 2014–2024. De vigtigste tidligere domme er:
| Dato | Dom | Forhold | Straf |
|---|---|---|---|
| 10. juni 2015 | Retten i Holbæk | Røveri (grov vold), vidnetrusler, overfald på institutionsmedarbejder (som 17-årig) | 1 år 3 mdrs. fængsel, betinget udvisning |
| 4. december 2017 | Retten i Holbæk | Besiddelse af butterflykniv m.v. | 40 dages betinget fængsel med samfundstjeneste |
| 15. januar 2020 | Retten i Holbæk | Besiddelse af foldekniv | Bøde 3.000 kr. |
| 17. juni 2024 | Retten i Holbæk | Besiddelse af kniv og vildmarksøkse under retsmøde (juni 2022), besiddelse af 45,5 g hash med henblik på videresalg, besiddelse af kniv (januar 2024) | 5 mdrs. fængsel, advarsel om udvisning |
Tiltalte blev således efter byrettens dom i nærværende sag (februar 2022) og igen i 2022 fundet i besiddelse af våben, hvilket indgik i den seneste dom.
Han har ikke siden indrejsen været i Somalia og har ingen familie dér. Han taler kun enkelte ord somali, men må antages at have et vist kendskab til kulturen gennem sin herboende familie.
Tiltalte 1 påstod frifindelse for udvisning og i stedet en advarsel, samt stadfæstelse af strafudmålingen. Han gjorde gældende:
Muligheden for ophold på ny i Danmark er af rent teoretisk karakter, jf. herved præmis 69 i Menneskerettighedsdomstolens dom af 28. juni 2007 i sag 31753/02 (Kaya mod Tyskland).
Anklagemyndigheden påstod stadfæstelse, subsidiært kortere indrejseforbud eller advarsel. Hovedanbringender:
Forurettede 1 (taxachaufføren) krævede 20.000 kr. i godtgørelse efter erstatningsansvarslovens § 26, stk. 1 og 2, subsidiært stk. 4 samt betaling af taxaregning på 488 kr. Tiltalte påstod stadfæstelse af frifindelse for godtgørelse.
Parternes samstemmende påstande om fængsel i 1 år blev tiltrådt.
Højesteret fandt ligesom byretten og landsretten, at der under hensyn til røveriforsøgets karakter ikke var grundlag for at tilkende godtgørelse til taxachaufføren.
Efter udlændingelovens § 26, stk. 2, jf. § 22, nr. 6 og 8, skal Tiltalte 1 udvises, medmindre det er i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8.
Højesteret indledte med at fastlægge de retlige kriterier for proportionalitetsvurderingen, med henvisning til praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol:
De kriterier, der skal indgå i vurderingen, fremgår bl.a. af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 23. juni 2008 i sag 1638/03 (Maslov mod Østrig), præmis 68. [...] I et tilfælde som det foreliggende, hvor udlændingen er en ung person, der endnu ikke har etableret sin egen familie, skal der lægges vægt på karakteren og alvoren af den begåede kriminalitet, varigheden af udlængingens ophold i værtslandet, tiden efter den begåede kriminalitet og udlængingens adfærd i denne periode samt fastheden af sociale, kulturelle og familiemæssige bånd til værtslandet og modtagerlandet [...] Der skal foreligge meget tungtvejende grunde for at retfærdiggøre en udvisning, når der er tale om en fastboende udlænging, der er født her i landet eller indrejst som barn, og som har tilbragt det meste af sin barndom og ungdom her.
Det indgik endvidere, om den pågældende var advaret om, at fortsat kriminalitet kunne medføre udvisning, og indrejseforbuddets varighed, jf. bl.a. Goma mod Danmark, og .
Højesteret stadfæstede landsrettens dom.
Dette indebar:
Retten vurderede herefter de konkrete omstændigheder:
Tiltalte 1 er som anført straffet med fængsel i 1 år for bl.a. røveriforsøg over for en taxachauffør, i hvilken forbindelse han satte en kniv op foran taxachaufførens hals [...] Røveriforsøget må anses for alvorlig personfarlig kriminalitet rettet mod en person, der efter karakteren af sit arbejde er særlig udsat for vold.
Hans tidligere kriminalitet blev tillagt stor vægt:
Højesteret bemærker, at de forhold, som Tiltalte 1 blev dømt for ved dommen af 10. juni 2015, må anses for alvorlig personfarlig kriminalitet og ikke kan karakteriseres som "juvenile delinquency" (ungdomskriminalitet), jf. bl.a. præmis 73 i Menneskerettighedsdomstolens dom af 2. juni 2020 i sag 3138/16 (Azerkane mod Holland).
Retten lagde afgørende vægt på, at tiltalte efter at være advaret om udvisning, og efter byrettens udvisningsdom, fortsatte med alvorlig kriminalitet, herunder besiddelse af våben i en retssal.
Samlet konkluderede Højesteret:
Højesteret finder efter karakteren og alvoren af Tiltalte 1's samlede kriminalitet, at han generelt må anses for at udgøre en alvorlig trussel mod den offentlige orden, og at der er en betydelig risiko for, at Tiltalte 1 også fremover vil begå alvorlig kriminalitet i Danmark, hvis han ikke udvides. Hans gentagne overtrædelser viser således manglende vilje til at overholde dansk lovgivning.
Tilknytningsforholdet til Danmark var stærkt, men til Somalia var det begrænset, omend han gennem sin herboende familie havde et vist kendskab til somalisk kultur. Der forelå derfor meget tungtvejende grunde, der kunne begrunde udvisning.
Det følger af udlændingelovens § 32, stk. 4, nr. 4, jf. stk. 1, jf. stk. 5, nr. 1, at udvisning ved en fængselsstraf på 1 år skal ske med et indrejseforbud på 6 år, medmindre det er uproportionalt.
Højesteret fandt, at de samme grunde, der begrundede selve udvisningen, tillige medførte, at indrejseforbud på 6 år ikke var i strid med EMRK artikel 8. Retten afviste, at muligheden for fremtidig opholdstilladelse skulle tillægges særskilt betydning, jf. Højesterets dom af 3. oktober 2022 (U 2023.1 H).
