HøjesteretMellem forældrene til et barn født i 2010 opstod en tvist om forældremyndighed og samvær. Efter at faren havde fået forældremyndigheden alene, og samvær var fastsat, tilbageholdt faren barnet efter et utrygt samvær, og moren udviste en adfærd, der førte til et polititilhold. Familieretten ophævede samværet, og landsretten afviste morens anke med henvisning til, at der ikke var udsigt til et andet udfald. Højesteret stadfæstede afvisningen, idet sagen frembød særlige omstændigheder, der gjorde det åbenbart, at anken ikke kunne føre til ændring af afgørelsen.
Sagen angik forældrene til Barn, født i 2010. Parterne gik fra hinanden i 2012.
Ved dom af 22. november 2022 ophævede Familieretten den fælles forældremyndighed og tillagde Far forældremyndigheden alene. Samtidig fastsatte retten, at Barn skulle have samvær med Mor hver anden uge fra fredag efter skole til søndag kl. 14 samt i ferier.
Efter et samvær i julen 2022, der endte med, at Barn måtte råbe om hjælp ud ad et vindue og grædende ringede til sin far, besluttede Far at tilbageholde Barn fra yderligere samvær.
Den 7. februar 2023 fik Mor af Nordjyllands Politi et tilhold mod at kontakte eller følge efter Barn. Tilholdet blev senere stadfæstet af Statsadvokaten i Viborg.
Den 6. januar 2023 anmodede Far Familieretshuset om midlertidig ophævelse af samværet. Ved afgørelse af 9. marts 2023 bestemte Familieretshuset, at samværet midlertidigt skulle ophæves.
Familieretshuset indbragte sagen for Familieretten i Aalborg. Far nedlagde påstand om, at Barn ikke skulle have samvær med Mor. Mor nedlagde påstand om, at forældremyndigheden skulle overføres til hende alene, subsidiært fælles forældremyndighed med bopæl hos hende, samt at Fars samvær skulle være overvåget.
Mor fremkom under sagen med en række alvorlige, men udokumenterede, beskyldninger mod Far, herunder at Barn var blevet fejlmedicineret og havde været i livsfare, at Far havde gjort sig skyldig i to ikke nærmere specificerede overgreb, samt at Barn var blevet fodret med ”spandevis af insekter” og havde synlige kranieskader.
Familieretten fandt Mors forklaring påfaldende og lagde til grund, at Barn udviste betydelig modstand mod samvær på grund af utryghed ved Mor. Retten udtalte:
Mor har forklaret, at Barn i omfattende omfang har været fejlmedicineret, at hun derfor flere gange har været i livsfare, og at dette kan tilskrives Fars forsømmelighed. Det oplyste om Barns helbredstilstand er ikke underbygget af lægelige oplysninger og har heller ikke støtte i andre af sagens oplysninger, hvorfor det således ikke kan lægges til grund af familiерetten.
Endvidere har Mor forklaret, at Far og hans ægtefælle i øvrigt har gjort sig skyldig i et alvorligt omsorgs-svigt af Barn, herunder bl.a. vedrørende to ikke nærmere specificerede overgreb mod Barn. Dette har ikke støtte i andre af sagens øvrige oplysninger, herunder fra Barns skole, og kan således heller ikke lægges til grund af familiерetten.
Herefter ophævede Familieretten samværet mellem Barn og Mor efter forældreansvarslovens § 21, stk. 3, jf. § 4.
Mor ankede dommen til Vestre Landsret med påstand om, at forældremyndigheden skulle overføres til hende alene, subsidiært fælles forældremyndighed med bopæl hos hende, og at Fars samvær skulle være overvåget. Far påstod stadfæstelse.
Landsretten iværksatte overvejelser om afvisning efter retsplejelovens § 368 a og afviste anken. Landsretten lagde vægt på, at Mor var blevet varetægtsfængslet for overtrædelser af tilholdet, og at beskyldningerne mod Far fortsat var udokumenterede. Barn havde klart givet udtryk for, at hun ikke ønskede kontakt med Mor. Der forelå ingen nye oplysninger eller synspunkter, og landsretten fandt, at der ikke var udsigt til et andet udfald end i byretten.
Mor gjorde gældende, at hendes tidligere adfærd skyldtes psykisk sygdom, som hun nu var i behandling for, og at sagen burde realitetsbehandles, da samvær har afgørende betydning for barnets relation til hende. Hun henviste til, at Far i byretten havde forklaret, at Barn ønskede kontakt, og at en ny samtale med Barn kunne føre til et andet resultat.
Far fremhævede, at Barns ønske om kontakt var udtryk for tilstanden før det belastende samvær i december 2022, og at Barn efterfølgende klart havde afvist kontakt. Han pegede på, at Mor efter landsrettens dom var blevet dømt for overtrædelse af straffelovens § 242 og adskillige overtrædelser af tilholdet, men var fritaget for straf på grund af utilregnelighed og idømt psykiatrisk behandling med en længstetid på fem år. Det var åbenbart, at anken ikke kunne få et andet udfald.
Højesteret bemærkede indledningsvis, at spørgsmålet alene var, om landsretten med rette havde afvist anken for så vidt angik samværsspørgsmålet.
Retten fastslog det generelle udgangspunkt:
Efter retsplejelovens § 368 a kan landsretten afvise at behandle en sag i 2. instans, hvis der ikke er udsigt til, at sagen vil få et andet udfald end i byretten, og sagen ikke er af principiel karakter, eller andre grunde i øvrigt taler for, at sagen skal handles af landsretten.
Som anført i senest Højesterets kendelse af 28. maj 2024 (UfR 2024.3667) bør en ankesag ikke afvises af landsretten, hvis det ikke umiddelbart forekommer åbenbart, at der ikke er udsigt til, at sagen vil få et andet udfald end i byretten, hvis sagen indeholder principielle problemstillinger, eller hvis sagen f.eks. har særlig betydning for parterne.
For sager om ophævelse af samvær skærpede Højesteret kravet:
Højesteret finder, at sager om ophævelse af samvær har en sådan særlig betydning for den ankende part, at afvisning efter retsplejelovens § 368 a kun kan finde sted, hvis der foreligger særlige omstændigheder.
I den konkrete sag fandt Højesteret, at sådanne særlige omstændigheder forelå. Retten henviste til morens adfærd, de grove og udokumenterede beskyldninger mod faren, barnets klare og begrundede modstand mod samvær samt morens overtrædelser af polititilholdet og de strafferetlige følger. Disse omstændigheder gjorde det åbenbart, at anken ikke ville føre til et andet resultat.
Højesteret stadfæstede derfor landsrettens dom.
Der blev ikke pålagt kæremålsomkostninger for Højesteret.
