HøjesteretHøjesteret tog stilling til, om en pilot, der udførte arbejde for flyselskabet Virksomhed A/S gennem et personalebureau (FCS) på Guernsey, var at anse som lønmodtager i det konkursramte selskab og dermed omfattet af Lønmodtagernes Garantifonds dækning. Piloten anmeldte krav på manglende løn og løn i opsigelsesperioden efter Virksomhed A/S' konkurs, men LG afviste dækning under henvisning til, at piloten ikke havde dokumenteret et direkte ansættelsesforhold med flyselskabet. Højesteret stadfæstede landsrettens frifindelse og udtalte, at det almindelige danske arbejdsgiverbegreb, som ikke må indsnævres i strid med insolvensdirektivets sociale målsætning, indebærer, at piloten alene var ansat hos FCS, og at ansættelsesforholdet med FCS ikke var proforma.
Appellant (piloten) nedlagde påstand om, at Lønmodtagernes Garantifond skulle anerkende at dække hans krav på løn for udført arbejde og løn i opsigelsesperioden i anledning af Virksomhed A/S' konkurs. Lønmodtagernes Garantifond påstod frifindelse.
Appellant søgte i efteråret 2016 ansættelse hos Virksomhed A/S. I november 2016 rettede Flight Crew Solutions (FCS) henvendelse med tilbud om samtale hos Virksomhed A/S. FCS er et selskab på Guernsey, der udlejer flypersonale.
Efter samtale med Virksomhed A/S og anmodning herfra sendte FCS i december 2016 en kontrakt til Appellant. Den 31. december 2016 indgik Appellant en "contractor's agreement" med FCS for perioden 1. april – 30. september 2017. Kontrakten blev dog opsagt af FCS den 17. februar 2017 efter meddelelse fra Virksomhed A/S. Appellant kontaktede Virksomhed A/S om mulig permanent ansættelse, hvilket blev afslået. Efterfølgende indgik Appellant på ny en "contractor's agreement" med FCS for perioden 1. oktober 2017 – 21. maj 2018 og derefter tidsubegrænset fra 22. maj 2018.
Det fremgik af kontrakten, at vederlaget blev betalt af FCS, og at betalingen var betinget af, at FCS' klient (Virksomhed A/S) betalte FCS for arbejdet.
Appellant gennemgik i april 2017 træning forestået af Virksomhed A/S og fløj efter vagtplaner udarbejdet af Virksomhed A/S. Han modtog månedlige lønsedler fra FCS.
Virksomhed A/S blev taget under konkursbehandling den 2. oktober 2018, og samme dag opsagde FCS kontrakten med Appellant. Appellant anmeldte herefter krav på manglende løn og opsigelsesløn til Lønmodtagernes Garantifond, som afviste kravene ved afgørelser af 16. december 2020 og 24. februar 2021.
Dækning fra Lønmodtagernes Garantifond forudsætter, at lønmodtageren har udført arbejde i skyldnerens tjeneste, jf. lov om Lønmodtagernes Garantifond § 2, stk. 2, jf. konkurslovens § 95, stk. 1, nr. 1. Der skal således foreligge et ansættelsesforhold direkte med det konkursramte selskab.
Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 2008/94/EF af 22. oktober 2008 (insolvensdirektivet), gennemført i dansk ret ved LG-loven, bestemmer i artikel 2, stk. 2, at direktivet ikke berører medlemsstaternes nationale retsregler for så vidt angår definitionen af udtrykkene "arbejdstager" og "arbejdsgiver".
Artikel 1, stk. 1: Dette direktiv finder anvendelse på tilgodehavender, som arbejdstagere i medfør af en arbejdsaftale eller et ansættelsesforhold hos arbejdsgivere, der er insolvente i henhold til artikel 2, stk. 1.
Artikel 2, stk. 2: Dette direktiv berører ikke medlemsstaternes nationale retsregler for så vidt angår definitionen af udtrykkene "arbejdstager", "arbejdsgiver", "løn", "erhvervet ret" og "delvis erhvervet ret".
EU-Domstolen har fortolket insolvensdirektivet i sagerne C-311/13 (Tümer) og C-101/21. Heraf følger, at medlemsstaternes skønsmargin med hensyn til at definere arbejdstagerbegrebet ikke er ubegrænset, men skal udøves i lyset af direktivets sociale målsætning: at sikre en EU-retlig minimumsbeskyttelse ved arbejdsgiverens insolvens.
Højesteret udtaler: "Det følger heraf, at en medlemsstat skal anvende det almindelige nationale arbejdstager- og arbejdsgiverbegreb, og at der ikke må ske en indsnevring heraf, der bringer insolvensdirektivets sociale målsætning i fare."
I C-311/13 (Tümer) fastslog Domstolen bl.a., at det ville stride mod direktivets sociale målsætning at frakende personer, der i national ret generelt anerkendes som arbejdstagere, den beskyttelse, som direktivet fastsætter (præmis 42-45).
I C-101/21 udtalte Domstolen (præmis 33-35), at definitionen af arbejdstagerbegrebet nødvendigvis henviser til et ansættelsesforhold, der giver ret til løn for udført arbejde, og at det ellers ville være i strid med den sociale målsætning at udelukke personer, der nationalt anerkendes som arbejdstagere.
Under sagens forberedelse for Højesteret anmodede Appellant om forelæggelse af en række præjudicielle spørgsmål for EU-Domstolen, herunder om fortolkningen af arbejdsgiver- og arbejdstagerbegrebet i insolvensdirektivet, samt om hvilke kriterier der skal lægges vægt på, når en insolvent virksomhed benytter en mellemmand. Højesteret besluttede den 1. oktober 2024 ikke at imødekomme anmodningen, idet retten fandt, at der ikke bestod rimelig tvivl om fortolkningen af direktivet eller EU-retten i øvrigt, og at visse spørgsmål angik den konkrete retsanvendelse. Anmodningen blev ikke gentaget under hovedforhandlingen.
Højesteret lagde til grund, at der ikke forelå nogen kontrakt mellem Appellant og Virksomhed A/S. Appellant udførte sine pilotopgaver for Virksomhed A/S på baggrund af aftalen med FCS. Det var ubestridt, at Appellant modtog løn fra FCS, og at FCS udsendte månedlige lønsedler.
Retten fandt, at der ikke var oplyst omstændigheder, der gav grundlag for at fastslå, at ansættelsesforholdet med FCS var proforma.
Højesteret udtaler: "Under hensyn hertil og i øvrigt af de grunde, der er anført af landsretten, tiltræder Højesteret, at Appellant ikke har godtgjort, at han var ansat som lønmodtager i Virksomhed A/S. Hans krav er derfor ikke omfattet af garantien i § 2 i lov om Lønmodtagernes Garantifond."
Højesteret stadfæstede således landsrettens dom.
Landsrettens dom stadfæstes.
Fagbevægelsens Hovedorganisation som mandatar for Brancheorganisationen Luftfart og Jernbane som mandatar for Appellant skal betale sagsomkostninger for Højesteret med 75.000 kr. til Lønmodtagernes Garantifond. Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.
