HøjesteretHøjesteret tog stilling til, om det var en rettergangsfejl, at Østre Landsret havde stadfæstet et byretsafslag på at lade et navneforbud gælde under en ankesag, uden at den domfældte havde haft lejlighed til at fremkomme med sine argumenter. Den domfældte var blandt andet idømt 2 år og 6 måneders fængsel for bedrageri af særligt grov beskaffenhed mod 99 investorer samt groft skattesvig. Højesteret fandt, at der forelå en væsentlig rettergangsfejl, fordi forsvareren havde tilkendegivet at ville indsende et kæreskrift, men landsretten traf afgørelse uden at fastsætte en frist og uden at de varslede bemærkninger forelå. Derfor ophævede Højesteret landsrettens kendelse og hjemviste sagen.
Sagen anlagt af Tiltalte 4 (forsvarer: advokat Dan Stampe-Terkildsen, beskikket) mod Anklagemyndigheden. Tiltalte 4 havde været dømt sammen med fire medtiltalte i en omfattende straffesag om investeringsbedrageri og skattesvig. Nærværende sag drejede sig alene om spørgsmålet om navneforbud for Tiltalte 4.
Ved Københavns Byrets dom af 13. marts 2024 blev Tiltalte 4 idømt fængsel i 2 år og 6 måneder for i forening med fire medgerningsmænd at have begået bedrageri af særligt grov beskaffenhed over for 99 gældsramte investorer. Investorerne var blevet formået til at optage lån og oprette kassekreditter under urigtige foregivender om, at lånebeløbene blev brugt til investeringer, der kunne give skattemæssige fradrag for renteudgifterne. Tiltalte 4 blev endvidere fundet skyldig i medvirken til groft skattesvig ved at have afgivet urigtige oplysninger til SKAT om renteudgifter til lån, der reelt ikke var ydet.
Straffens grundlag:
Dommen blev anket til landsretten med påstand om frifindelse, subsidiært formildelse.
Under byretssagen var der ved kendelse af 6. januar 2023 nedlagt navneforbud for blandt andre Tiltalte 4. Efter domsafsigelsen anmodede forsvarerne om, at navneforbudet i medfør af retsplejelovens § 31, stk. 1, nr. 2, jf. stk. 4, blev udstrakt til også at gælde under ankesagen.
Københavns Byret afslog anmodningen ved kendelse af samme dag. Retten lagde vægt på:
Efter en samlet afvejning finder retten, at hensynet til det offentliges interesse i at kunne få oplyst de pågældendes identitet på nuværende tidspunkt må veje tungere end hensynet til de domfældte.
Forsvareren for Tiltalte 4, advokat Dan Stampe-Terkildsen, kærede afgørelsen til landsretten. Det fremgik af retsbogen, at der ville blive indgivet kæreskrift og kæresvarschrift fra TV2.
Østre Landsret stadfæstede byrettens kendelse den 27. marts 2024. Landsretten inddrog følgende momenter:
Landsretten udtalte:
Efter en samlet afvejning finder landsretten, at hensynet til den offentlige interesse i en dækkende omtale af sagen, herunder af de tiltaltes identitet, efter at der er afsagt dom i byretten, vejer tungere end hensynet til de tiltalte.
Det fremgik af landsrettens retsbog, at Tiltalte 4 ikke havde udtalt sig i anledning af kæren. Der var hverken fastsat en frist for at afgive indlæg eller oplysninger om, at Tiltalte 4 havde frafaldet retten til at komme med bemærkninger.
Procesbevillingsnævnet meddelte den 21. juni 2024 tilladelse til at kære landsrettens kendelse til Højesteret.
Tiltalte 4's principale påstand: Nedlæggelse af navneforbud under ankesagen. Subsidiært: ophævelse af landsrettens kendelse og hjemvisning.
Anbringender:
Anklagemyndighedens principale påstand: Ophævelse af landsrettens kendelse og hjemvisning. Subsidiært: stadfæstelse.
Anbringender:
Højesteret lagde til grund, at advokat Dan Stampe-Terkildsen i byrettens retsbog havde tilkendegivet, at der ville blive indgivet kæreskrift på vegne af Tiltalte 4. Sagen blev fremsendt til landsretten med oplysning om, at kæren var indgivet af forsvareren.
Landsrettens retsbog viste, at Tiltalte 4 ikke havde udtalt sig, men der var ingen oplysninger om, at han havde frafaldet retten til at komme med bemærkninger, eller om, at landsretten havde fastsat en frist for at afgive indlæg.
På denne baggrund lægger Højesteret til grund, at advokat Dan Stampe-Terkildsen ikke som ønsket har haft lejlighed til at udtale sig på vegne af Tiltalte 4 inden landsrettens behandling af kæren, jf. retsplejelovens § 971, stk. 2.
Højesteret fandt, at denne fejl var af en sådan karakter, at landsrettens kendelse måtte ophæves for så vidt angik Tiltalte 4, og at kæresagen skulle hjemvises til fornyet behandling i landsretten.
Afgørelse:
Landsrettens kendelse ophæves for så vidt angår Tiltalte 4, og kæresagen hjemvises til fornyet behandling i landsretten.
Statskassen betalte sagens omkostninger for Højesteret.
