HøjesteretTre medlemmer af bandegrupperingen NBV, Tiltalte 2, Tiltalte 10 og Tiltalte 8, blev fundet skyldige i et groft overfald med slag og knivstik, der bragte den ene forurettede i livsfare. Højesteret tog stilling til, om det idømte opholdsforbud efter skulle omfatte hele Odense Kommune eller et nærmere afgrænset område, samt om varigheden skulle forlænges. Retten stadfæstede landsrettens afgørelse og fastslog, at opholdsforbuddet nødvendigt måtte gælde hele kommunen for at forebygge genoptagelse af kriminaliteten.
Tiltalte 2, Tiltalte 10 og Tiltalte 8 var medlemmer af bandegrupperingen NBV, der gennem flere år havde været involveret i en konflikt med grupperingen 9Hunna. Den 13. januar 2022 overfaldt de sammen med seks andre medlemmer af NBV to personer (Forurettede 1 og Forurettede 2) på en parkeringsplads ved Dannebrogsgade i Odense. Overfaldet omfattede slag og flere knivstik, således at Forurettede 2 kom i livsfare. Landsretten lagde til grund, at overfaldet var motiveret af bandekonflikten, og at der som led i konflikten blev anvendt skydevåben, jf. Straffeloven § 81 a, stk. 1.
De tiltalte blev fundet skyldige i legemsangreb af særligt rå, brutal eller farlig karakter, jf. Straffeloven § 245, stk. 1, og idømt ubetinget fængsel:
| Tiltalt | Straf | Bemærkninger |
|---|---|---|
| Tiltalte 2 | 4 års fængsel | – |
| Tiltalte 10 | 4 år og 6 måneders fængsel | Tillige dømt for overtrædelse af Straffeloven § 290, stk. 1 og lov om euforiserende stoffer. Tidligere straffet for vold. |
| Tiltalte 8 | 6 års fængsel | Tillige dømt for overtrædelse af Straffeloven § 191, stk. 2, jf. stk. 1 og knivloven. Tidligere straffet for vold. |
Sagen blev behandlet i første instans ved Retten i Odense, der den 28. oktober 2022 idømte opholdsforbud i et nærmere afgrænset område af Odense Kommune (postnumre 5000, 5220, 5230 og 5240). Østre Landsret ændrede ved dom af 12. december 2023 opholdsforbuddet til at omfatte hele Odense Kommune i 5 år.
Procesbevillingsnævnet meddelte den 29. maj 2024 begrænset anke til Højesteret, så anken alene angik opholdsforbuddets geografiske udstrækning og varighed.
Tiltalte 2, Tiltalte 10 og Tiltalte 8 påstod formildelse, så forbuddet blev begrænset til et nærmere afgrænset område i kommunen, svarende til byrettens afgørelse. Tiltalte 10 og Tiltalte 8 påstod subsidiært, at de generelt måtte passere Odense Kommune i øst- og vestgående retning med tog eller bil via motorvej E20.
Anklagemyndigheden påstod, at opholdsforbuddet skulle gælde i mindst 6 år.
Efter Straffeloven § 79 a, stk. 1, 1. pkt., kan den, der idømmes ubetinget fængselsstraf for en overtrædelse omfattet af § 81 a, gives opholdsforbud. Forbuddet kan omfatte et eller flere nærmere afgrænsede områder, hvor lovovertrædelsen er begået, eller hvor den gruppe, den domfældte tilhører, opholder sig, jf. stk. 2. Forbuddets varighed er 1 til 10 år, jf. stk. 5.
Af forarbejderne (Folketingstidende 2017-18, tillæg A, L 35) fremgår, at forbuddet som udgangspunkt skal omfatte den eller de kommuner, hvor lovovertrædelsen er begået, og at varigheden afhænger af straffens længde. For fængsel mellem 1 år og 4 år er udgangspunktet 3 til 6 år, og for fængsel over 4 år til 8 år er udgangspunktet 5 til 8 år. Den konkrete udstrækning fastsættes dog efter en proportionalitetsvurdering.
Højesteret henviste til dom af 15. juni 2023 (UfR 2023.3946), der opstillede kriterier for proportionalitetsvurderingen:
Der skal lægges vægt på bl.a. karakteren, omfanget og grovheden af den aktuelle kriminalitet og eventuel tidligere relevant kriminalitet og på, hvor et forbud mest effektivt vil kunne forhindre, at den pågældende genoptager sine kriminelle aktiviteter. Der må endvidere lægges vægt på den domtes personlige forhold, herunder familie, bopæl og arbejdsmæssige forhold.
Efter stk. 4 kan politiet meddele tilladelse til at færdes eller opholde sig i forbudsområdet, hvis det af særlige grunde er befojet. Forarbejderne forudsætter, at der som udgangspunkt gives stående tilladelse til transit gennem Odense via E20 eller med tog, medmindre der er risiko for misbrug eller vanskeliggørelse af håndhævelsen.
Rigspolitiets evaluering af 31. januar 2022 konkluderede, at opholdsforbud kan være et effektivt redskab til at fjerne bandemedlemmer fra deres vante miljø, men at domstolene hidtil havde været tilbageholdende med at idømme kommunedækkende forbud.
Fyns Politis dokumentationsrapport af 22. juli 2022 viste, at NBV siden 2018 havde været involveret i ni skyderier som led i konflikten med Bøgetorvsgruppen, og at gruppen mistænktes for drabsforsøg, narkotikahandel og grov vold. I "Politifaglig vurdering ift. Straffelovens § 79 a" af 21. juli 2022 anbefalede politiet et opholdsforbud for hele Odense Kommune for de ti tiltalte i sagen, idet NBV's virkeområde var spredt over hele byen:
NBV's virkeområde er ikke begrænset til en bestemt del af byen. Deres tilholdssteder er dynamiske og flytter sig, og medlemmer er antruffet i store dele af Odense. Et forbud for hele kommunen vil have den største præventive effekt.
Også den supplerende vurdering af 27. juli 2022 fastholdt, at det nærmere afgrænsede område (postnumre 5000, 5220, 5230, 5240) var et subsidiært forslag. Kortmateriale i rapporten viste, at sigtelser mod NBV-medlemmer i 2020-2022 var sket på en lang række adresser i hele Odense.
De tiltalte gjorde gældende, at et kommunedækkende opholdsforbud var uproportionalt. Overfaldet var begået ét sted, og en afgrænsning til området omkring gerningsstedet eller NBV's traditionelle tilholdssted ved Nyborgvej ville være tilstrækkeligt. De henviste til deres personlige forhold:
Tiltalte 8 anførte endvidere, at et zoneforbud kunne have været tilstrækkeligt, og at et kommunedækkende forbud kun burde anvendes i de groveste sager.
Anklagemyndigheden henviste til lovens udgangspunkt om, at forbuddet skal gælde den kommune, hvor kriminaliteten er begået, medmindre tungtvejende grunde taler mod. Den meget alvorlige, banderelaterede vold kombineret med de tiltaltes omfattende kriminelle fortid gjorde et kommunedækkende forbud proportionalt. De tiltaltes personlige forhold kunne ikke føre til en undtagelse. Politiet havde vurderet, at den største effekt opnås ved et forbud for hele kommunen. Mulighed for transit skulle håndteres via konkrete tilladelser efter stk. 4, ikke som en generel undtagelse.
Højesteret indledte med at fastslå, at den begåede kriminalitet – et overfald med slag og knivstik i forening med en bandekonflikt og anvendelse af skydevåben – var alvorlig personfarlig kriminalitet. De tiltalte var medlemmer af NBV, en gruppering, der ifølge politiet var involveret i alvorlig narkotika- og voldskriminalitet, herunder gentagne skyderier.
Geografisk udstrækning
Retten lagde afgørende vægt på, at NBV's virkeområde ikke var begrænset til en bestemt del af Odense, men at sigtelser og antruffede medlemmer fandtes spredt over hele kommunen. Derfor var det nødvendigt, at forbuddet – i overensstemmelse med lovens forarbejder – omfattede hele Odense Kommune for at forhindre genoptagelse af kriminaliteten.
Det er nødvendigt, at opholdsforbuddet – i overensstemmelse med udgangspunktet i lovens forarbejder og politiets faglige vurdering – omfatter hele Odense Kommune, og Højesteret finder således ikke grundlag for at begrænse forbuddet, så det kun omfatter et nærmere afgrænset område i kommunen.
Transit gennem Odense
Højesteret udtalte, at forarbejderne til ordningen med polititilladelse efter § 79 a, stk. 4 må forstås sådan, at der som udgangspunkt gives stående tilladelse til transit via E20 eller med tog, medmindre konkrete forhold taler imod. Dette skulle dog ske ved ansøgning i det enkelte tilfælde, ikke som en generel indskrænkning af selve forbuddet. Derfor kunne de subsidiære påstande om generel transit ikke tages til følge.
Højesteret finder efter det, der er anført ovenfor om muligheden for at opnå tilladelse til transit gennem Odense Kommune, heller ikke grundlag for at begrænse opholdsforbuddet, således at de tiltalte kan passere gennem Odense Kommune i øst- og vestgående retning med tog eller bil, herunder via Fynske Motorvej E20.
Varighed
Landsretten havde taget udgangspunkt i 4 års fængsel for overfaldet og fastsat varigheden til 5 år efter en samlet proportionalitetsvurdering, der inddrog de tiltaltes øvrige kriminalitet, personlige forhold og tidligere straffe. Højesteret fandt ikke fuldt tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte denne vurdering.
Højesteret stadfæstede landsrettens dom. Statskassen skulle betale sagens omkostninger for Højesteret.
Samlet proportionalitet
Efter en samlet vurdering af forbuddets indhold, varighed, baggrund og formål samt de oplyste personlige forhold for hver af de tiltalte konkluderede retten, at opholdsforbuddet ikke udgjorde et uforholdsmæssigt indgreb.
