HøjesteretFire lodsejere fik i 2013 eksproprieret arealer til etablering af Aarhus Letbane. Højesteret tog stilling til, om der i ekspropriationserstatningen skulle fradrages den værdiforøgelse, letbanen havde tilført lodsejernes restejendomme. Retten stadfæstede landsrettens dom og frifandt letbaneselskabet og de øvrige myndigheder, idet vejloven giver hjemmel til fradrag for fordele uden krav om, at anlægget er en forudsætning for byudvikling, og idet skønsmændene havde vurderet fordelen til 30 kr./m², hvilket oversteg det tillæg for forventningsværdi, som lodsejerne havde modtaget.
I forbindelse med anlæggelsen af Aarhus Letbane blev der i 2013 eksproprieret arealer fra fire landbrugsejendomme beliggende syd for landsbyen By 1 ca. 10 km nord for Aarhus. Området var i kommuneplanen udlagt som perspektivområde for byudvikling.
Ekspropriationskommissionen for Jylland fastsatte erstatningen til 20 kr./m² for den landbrugsmæssige værdi samt et tillæg på 10 kr./m² (for én lodsejer 30 kr./m²). Kommissionen mente ikke, at der var så aktualiseret planlægning, at arealerne kunne tillægges yderligere forventningsværdi.
Taksationskommissionen forhøjede for tre af lodsejerne tillægget til 20 kr./m² med henvisning til en begrænset forventningsværdi uafhængig af letbanen. For den fjerde lodsejer, der allerede havde fået 30 kr./m², skete der ikke forhøjelse. Taksationskommissionen udtalte, at en eventuel yderligere forventningsværdi alene skyldtes letbanens anlæg og placering og derfor efter almindelige ekspropriationsretlige principper ikke skulle erstattes.
Byretten gav lodsejerne medhold og fastsatte erstatningen til 100 kr./m². Byretten fandt, at der ikke var grundlag for fradrag for fordele, da letbanen ikke var en forudsætning for den fremtidige byudvikling.
Vestre Landsret ændrede dommen og fastslog, at letbanen netop havde været en forudsætning for den planlagte byudvikling, og at værdiforøgelsen på restejendommene oversteg erstatningstillægget. Derfor skulle der ske fradrag, og lodsejerne skulle tilbagebetale den del af erstatningen, der oversteg den landbrugsmæssige værdi.
Lodsejerne (appellanterne) nedlagde tre påstande:
De anførte, at letbanen ikke havde været en forudsætning for byudviklingen, og at der ikke var årsagssammenhæng mellem anlægget og værdistigningen. Der kunne kun ske fradrag, hvis anlægget havde været nødvendigt for en hensigtsmæssig udstykning, jf. UfR 1970.135/2.
Aarhus Letbane I/S, Aarhus Kommune, Region Midtjylland og Transportministeriet (de indstævnte) påstod stadfæstelse og frifindelse. De gjorde gældende, at vejlovens § 51 (nu § 103) giver hjemmel til fradrag for enhver værdiforøgelse, der skyldes anlægget, uden yderligere betingelser.
De enkelte lodsejeres krav om tilbagebetaling (påstand 2) udgjorde:
| Lodsejer | Krav om tilbagebetaling (kr.) | Erstatningskrav (påstand 3) (kr.) |
|---|---|---|
| Appellant 1 | 86.900 | 150.000 |
| Appellant 2 | 150.100 | 150.000 |
| Appellant 3 | 159.900 | 150.000 |
| Appellant 4 | 465.000 | 150.000 |
Efter lov om Aarhus Letbane § 22, stk. 4 finder den dagældende vejlovs § 51, stk. 1 og 2 (nu Vejloven § 103, stk. 1 og 2) anvendelse ved erstatningsfastsættelsen.
Vejloven § 103, stk. 2 (tidligere § 51, stk. 2) bestemmer:
Ved erstatningens fastsættelse bliver heri at afkorte den forøgelse i værdi, som den tilbageblivende ejendom skønnes at opnå. Som følge heraf kan erstatningen helt bortfalde, når den af vejbestyrelsen påtænkte foranstaltning skønnes at ville medføre større fordel for ejeren end det tab, der påføres ham ved foranstaltningen.
Højesteret fortolkede bestemmelsen således, at der skal ske fradrag for værdiforøgelse, uanset om fordelen er individuel eller generel, jf. dommen i UfR 1970.135/2. Retten udtalte:
Højesteret finder, at det ikke kan stilles som en yderligere betingelse for at foretage fradrag for fordele, at ekspropriationsanlægget har været en forudsætning for, at restejendommen har fået ændrede udnyttelses- eller anvendelsesmuligheder. Det kan heller ikke stilles som betingelse, at ekspropriationsanlægget har været en forudsætning for en byudvikling af en bestemt karakter.
Retten fastslog, at de tre skønsmænd enstemmigt havde vurderet, at letbanen isoleret set medførte en værdiforøgelse for restejendommene på 30 kr./m² på ekspropriationstidspunktet i 2013.
Sammenholdt med de betydelige arealer af restejendommene oversteg denne fordel de erstatningstillæg for forventningsværdi, som lodsejerne havde modtaget (20-30 kr./m² af det eksproprierede areal). Derfor skulle der ske fuldt fradrag i tillægget, således at lodsejerne alene beholdt erstatningen for den landbrugsmæssige værdi (20 kr./m²).
Højesteret stadfæstede herefter landsrettens dom, og Aarhus Letbane m.fl. blev frifundet for lodsejernes tilbagebetalings- og erstatningskrav. Lodsejerne blev pålagt at betale sagsomkostninger til de indstævnte, dog afholdt af statskassen: 32.000 kr. til Aarhus Letbane I/S, 40.000 kr. til Aarhus Kommune, 40.000 kr. til Region Midtjylland og 40.000 kr. til Transportministeriet.
Dermed sluttede Højesterets afgørelse:
Landsrettens dom stadfæstes. De indstævnte frifindes for appellanternes betalingspåstande.
