HøjesteretHøjesteret tog stilling til, om en faderskabssag skulle genoptages, efter at en DNA-test med overvældende sandsynlighed havde dokumenteret, at en anden mand end den registrerede far var barnets biologiske far. Sagen rejste spørgsmål om afvejningen mellem barnets ret til at kende sit ophav og hensynet til stabilitet og den eksisterende sociale faderskabsrelation. Retten lagde afgørende vægt på barnets bedste og fastholdt, at genoptagelse ikke skulle ske.
Mor og Mulig far 2 var kærester og boede sammen fra 2017 til september 2018. Kort efter samlivsophævelsen havde Mor samleje med Mulig far 1 i oktober 2018. Da hun kort efter blev bekendt med sin graviditet, genoptog hun forholdet til Mulig far 2, og parret flyttede sammen igen under graviditeten. Under graviditeten deltog Mulig far 2 i scanninger og fødselsforberedelse.
I juli 2019 underskrev Mor og Mulig far 2 en ansvars- og omsorgserklæring, og på den baggrund blev Mulig far 2 registreret som Barns juridiske far. Barnet blev født i 2019. Parret ophævede deres samliv i december 2019, hvorefter Barn blev boende hos Mor, men havde samvær med Mulig far 2.
I marts 2020, da Barn var ca. 8 måneder, anmodede Mor Familieretshuset om at genoptage faderskabssagen. Hun oplyste, at en anden mand kunne være Barns genetiske far. Samtidig sendte hun en besked til Mulig far 1 og gjorde ham opmærksom på muligheden for faderskab.
Familieretshuset afslog anmodningen i marts 2021 med den begrundelse, at Mor havde ladet Mulig far 2 behandle Barn som sit, og at hun burde have handlet tidligere. Familieretten fastholdt afslaget i august 2021. Procesbevillingsnævnet afslog i oktober 2021 tilladelse til kære.
I foråret 2022 lod Mor og Mulig far 1 foretage en privat DNA-test via DNAtest.dk. Testen viste med en sandsynlighed på over 99,9999 %, at Mulig far 1 er Barns biologiske far.
På baggrund heraf anmodede både Mor og Mulig far 1 om genoptagelse. Familieretshuset afslog atter, men Mor indbragte afgørelsen for familieretten. Mulig far 1's selvstændige anmodning blev ligeledes afvist, da han ikke er omfattet af personkredsen i børnelovens § 24.
I marts 2023 imødekom familieretten Mors anmodning om genoptagelse, idet retten bl.a. lagde vægt på den nye DNA-test og barnets mulighed for at få en ny far.
Landsretten omgjorde imidlertid afgørelsen i januar 2024 og fastslog, at faderskabssagen ikke skulle genoptages. Landsretten foretog en samlet afvejning efter børnelovens § 24, stk. 2 og EMRK artikel 8 og lagde afgørende vægt på barnets behov for stabilitet og den tid, der var gået.
Mulig far 1 blev inddraget som part i landsretssagen. Højesteret behandlede sagerne samlet med fem dommere. Parternes påstande var stort set enslydende med landsretssagen.
Højesteret fastslog, at genoptagelse efter børnelovens § 24 beror på et samlet skøn over de hensyn, der er opregnet i stk. 2, og at bestemmelsen skal fortolkes i lyset af EMRK artikel 8.
Retten citerede EMD's praksis for, at genoptagelse og afslag herpå kan udgøre et indgreb i privat- og familielivet, og at hensynet til barnet indgår med afgørende vægt (jf. bl.a. Vagdalt mod Ungarn, 7. marts 2024, sag 9525/19, og Kautzor mod Tyskland, 22. marts 2012, sag 23338/09).
I den konkrete afvejning indgik:
Højesteret konkluderede:
Efter en samlet afvejning finder Højesteret ligesom landsretten, at faderskabssagen ikke skal genoptages. Højesteret har lagt afgørende vægt på, hvad der må antages at være bedst for Barn, herunder hans mulighed for at bevare tilknytningen til Mulig far 2.
Retten tilføjede, at undladelsen af at inddrage Mulig far 1 i den tidligere sag ikke kunne føre til et andet resultat, da hensynet til barnets bedste kræver, at man lægger de nuværende omstændigheder til grund.
Højesteret stadfæstede landsrettens kendelse. Faderskabssagen, hvor Mulig far 2 er registreret som far, genoptages således ikke. Kæremålene fra Mor og Mulig far 1 blev dermed afvist.
