Højesterets afgørelse om opholdskommune og betalingsforpligtelse for borger med kognitive udfordringer

Sagens parter og baggrund

Person 1, der oprindeligt havde bopæl i Vejen Kommune, blev af kommunen visiteret til ophold på botilbuddet Institution i Nordfyns Kommune. Han flyttede ind den 1. marts 2017, og Vejen Kommune afholdt som opholdskommune udgifterne til opholdet.

Person 1 havde kognitive udfordringer og var impulsstyret, men var ikke umyndiggjort.

Faktum og tidslinje

Den 16. juni 2017 forlod Person 1 botilbuddet og efterlod et brev:

"Kære alle sammen. Jeg vil bare sige at jeg flytter, men det har været nogle hyggelige måneder med jer. Men jeg gør det pga. jeg ikke er mig selv. Det skal ikke gå udover jer så jeg har valgt at flytte sammen med kæresten og jeg har fået lov af hendes forældre. 1000 tak for alt og tak for støtten i har givet mig. Nu er det på tide at give slip."

Han tog ophold hos sin kæreste og dennes forældre i Esbjerg Kommune.

Den 26. juni 2017 opsagde Vejen Kommune kontrakten med Institution, men med mulighed for genoptagelse inden udgangen af juli. Samme dag ændrede Person 1 sin folkeregisteradresse til adressen i Esbjerg.

Den 6. juli 2017 traf Vejen Kommune afgørelse om ophør af bevillingen til opholdet med virkning fra 30. juli.

Den 8. juli 2017 flyttede Person 1 tilbage til Institution, og den 10. juli 2017 ændrede han sin folkeregisteradresse tilbage til botilbuddets adresse.

Procesforløb og påstande

Sagen blev først behandlet ved Retten i Esbjerg (BS-16728/2019-ESB), som gav Esbjerg Kommune medhold. Vestre Landsret (BS-39043/2022-VLR) ændrede dommen og frifandt Vejen Kommune.

For Højesteret påstod Esbjerg Kommune betaling af 2.456.990 kr. med procesrente fra den 9. april 2019, svarende til en stadfæstelse af byrettens dom. Vejen Kommune påstod frifindelse, svarende til en stadfæstelse af landsrettens dom. Parterne var enige om, at det omtvistede krav kunne opgøres til 2.456.990 kr. eksklusive renter.

Retsgrundlag

Den dagældende retssikkerhedslov indeholdt i 2017 bl.a. følgende bestemmelser:

§ 9, stk. 1. Opholdskommunen har pligt til at yde hjælp, jf. dog stk. 7, 9 og 12 og § 9 a, stk. 4 og 7.

§ 9, stk. 2. En person har opholdskommune, hvor personen har sin bopæl eller sædvanligvis opholder sig, jf. dog § 9 b, stk. 2.

§ 9, stk. 7. Den oprindelige opholdskommune har uanset stk. 1 pligt til at yde hjælp efter lov om social service, når denne kommune eller anden offentlig myndighed har medvirket til, at personen i en anden kommune har fået ophold i 1) boformer efter §§ 107-110 og 192 i lov om social service, ...

§ 9, stk. 8. Pligten efter stk. 7 består, så længe personen har ophold i det pågældende botilbud eller et tilsvarende botilbud eller et tilbud omfattet af stk. 9. Pligten til at yde hjælp i anledning af en persons ophold i en boform efter § 110 i lov om social service består dog, indtil den pågældende har erhvervet ny opholdskommune.

§ 9 b, stk. 1. En person, som opholder sig midlertidigt uden for opholdskommunen, har ret til personlig og praktisk hjælp efter § 83 i lov om social service i den kommune, hvor personen midlertidigt opholder sig, når personen forud for det midlertidige ophold er blevet bevillet personlig og praktisk hjælp i opholdskommunen. ...

Af forarbejderne (Folketingstidende 2003-04, tillæg A, lovforslag nr. L 18) fremgik, at det er det faktiske flyttetidspunkt, der er afgørende for, hvornår en kommune overtager forpligtelsen som opholdskommune, og at tilmeldingen til folkeregistret har betydning ved vurderingen af tidspunktet for flytningen. Social- og Boligministeriets vejledning nr. 9564 af 9. juni 2017 specificerede, at bopælsregistrering i CPR er et vigtigt moment, men at de faktiske forhold vejer tungere, og at borgerens egne oplysninger er et væsentligt moment.

Stridens kerne: fastlæggelse af opholdskommune

Esbjerg Kommune gjorde gældende, at Person 1 aldrig fik ny opholdskommune i Esbjerg, fordi:

• Hans kognitive funktionsniveau (på en række punkter som et yngre barn) og impulsstyrede adfærd gjorde, at hans subjektive hensigt ikke kunne tillægges sædvanlig vægt.
• Opholdet i Esbjerg kun varede ca. tre uger og derfor var midlertidigt, jf. § 9 b, stk. 1.

Vejen Kommune anførte heroverfor:

• Person 1 var hverken anbragt eller umyndiggjort og kunne frit vælge bopæl.
• Både det efterladte brev og ændringen af folkeregisteradressen viste en klar hensigt om en varig flytning.
• De faktiske forhold (faktisk flytning og CPR-registrering) vejer tungest ved fastlæggelse af opholdskommune efter § 9, stk. 2, og Person 1s støttebehov pga. kognitive udfordringer var ikke et relevant moment.

Højesterets begrundelse

Højesteret lagde efter en samlet vurdering af sagens oplysninger til grund, at Person 1s flytning fra Institution til Esbjerg ikke var ment som et midlertidigt ophold, men derimod som en varig ændring af opholdsstedet. Retten fremhævede:

• Person 1s skriftlige meddelelse ved afrejsen indikerede en permanent hensigt om at bo hos kæresten.
• Folkeregisteradresseændringen understøttede, at der var tale om en varig flytning.
• Det, Esbjerg Kommune havde anført om Person 1s funktionsniveau, kunne ikke føre til en anden vurdering.

Højesteret tiltrådte dermed landsrettens begrundelse og fandt, at Esbjerg Kommune var blevet ny opholdskommune for Person 1 i perioden, således at Vejen Kommune ikke hæftede for udgifterne.

Resultat og sagsomkostninger

Højesteret frifandt Vejen Kommune for Esbjerg Kommunes betalingskrav på 2.456.990 kr.

Landsrettens sagsomkostningsafgørelse blev stadfæstet.

Esbjerg Kommune skal betale 225.000 kr. i sagsomkostninger for Højesteret til Vejen Kommune inden 14 dage efter dommens afsigelse med tillæg af procesrente efter rentelovens § 8 a.