HøjesteretCodan Forsikring A/S udfordrede Ankestyrelsens afgørelse om, at en skadelidts indtægter fra egen virksomhed efter en arbejdsulykke ikke skulle indgå i vurderingen af erhvervsevnetab. Højesteret stadfæstede, at indtægterne var arbejdsfri, da de ikke beroede på den skadelidtes arbejdsindsats, og at Ankestyrelsens vurdering af et erhvervsevnetab på 90 % derfor var korrekt.
Sagen stod mellem Codan Forsikring A/S (appellant) og Ankestyrelsen (indstævnt) og angik prøvelse af Ankestyrelsens afgørelse om tab af erhvervsevne efter en arbejdsskade. I tidligere instans havde Østre Landsret den 26. januar 2024 (BS-16879/2022-OLR) frifundet Ankestyrelsen, og Højesteret behandlede Codans anke.
Sagens person var i februar 2015 ude for en alvorlig arbejdsulykke, da han blev slynget ud af en minigraver efter at være blevet påkørt af en bil i høj fart. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring fastsatte i 2019 et samlet varigt mén på 30 %.
Følgerne af skaden omfattede betydelige funktionsbegrænsninger: psykiske og kognitive gener, lænde-rygsmerter med udstrålende bensmerter, nedsat bevægelighed i ryggen, smerter i skulder og albue samt føleforstyrrelser. En arbejdsprøvning i 2018 viste, at han under skånebehov kun kunne arbejde ca. 2 timer om ugen med en effektivitet på ca. 10 %. Han blev i 2018 tilkendt førtidspension.
Før arbejdsskaden var Sagens person eneejer og leder af Virksomhed ApS 2, der beskæftigede ca. 14 ansatte med installation af fibernet. Han deltog i det daglige praktiske arbejde og arbejdede 60-70 timer om ugen. Virksomheden havde positive driftsresultater.
Efter ulykken vendte han ikke tilbage til arbejdet. En medarbejder overtog drift og ledelse, og Sagens person udførte alene beskedne administrative handlinger – at underskrive enkelte dokumenter, betale nogle regninger og modtage orientering. Trods dette steg virksomhedens positive driftsresultater, så hans samlede indtægter fra virksomheden oversteg indtægterne før skaden.
Den 23. september 2021 traf Ankestyrelsen afgørelse om, at Sagens persons erhvervsevnetab som følge af arbejdsskaden var 90 %. Ankestyrelsen lagde vægt på, at skadens følger havde nedsat hans evne til at skaffe sig indtægt ved at udføre arbejde, og at indtægterne fra virksomheden efter skaden ikke var udtryk for en reel arbejdsindsats.
Parterne havde gentaget deres påstande.
Codan Forsikring A/S’ argumenter:
Ankestyrelsens argumenter:
Arbejdsskadesikringslovens § 17, stk. 1, 1. pkt., fastslår, at hvis en arbejdsskade har nedsat tilskadekomnes evne til at skaffe sig indtægt ved arbejde, har den pågældende ret til erstatning for tab af erhvervsevne. Efter dagældende § 17, stk. 2 skal der tages hensyn til bl.a. evner, uddannelse, alder og muligheder for omskoling.
Forarbejderne præciserer, at erstatningen dækker forringelsen af skadelidtes indtjeningsevne eller erhvervsmuligheder. Kan skadelidte genoptage sit sædvanlige arbejde eller andet arbejde til samme løn, er der ikke krav på erstatning.
Højesteret fastslog følgende retlige udgangspunkt:
Det er afgørende for, om der er lidt et erhvervsevnetab, at arbejdsskaden har nedsat skadelidtes evne og mulighed for at skaffe sig indtægt ved arbejde. Der kan i den forbindelse ikke lægges vægt på arbejdsfri indtægter, dvs. indtægter som ikke relaterer sig til en arbejdsindsats.
I den konkrete vurdering lagde retten vægt på, at Sagens person efter ulykken ikke vendte tilbage til arbejdet. En medarbejder havde overtaget drift og ledelse, og hans egne beskedne ekspeditioner – underskrift af enkelte dokumenter, betaling af regninger og modtagelse af orientering – måtte anses for knyttet til ejerskabet, ikke til en egentlig arbejdsindsats.
Højesteret finder, at Sagens persons indtægter fra virksomheden efter arbejdsskaden ikke beror på hans arbejdsindsats, men må anses for arbejdsfri indtægter. Der er herefter ikke grundlag for at tilsidesætte Ankestyrelsens afgørelse, hvorefter Sagens persons indtægter fra virksomheden efter arbejdsskaden ikke skal indgå i vurderingen af hans erhvervsevne.
Højesteret stadfæstede landsrettens dom.
Codan Forsikring A/S blev pålagt at betale 150.000 kr. i sagsomkostninger til Ankestyrelsen. Beløbet skal betales inden 14 dage efter dommens afsigelse og forrentes efter Renteloven § 8 a.
