HøjesteretHøjesteret tog stilling til, om en statsløs palæstinenser, der var pålagt melde-, opholds- og underretningspligt efter hjemrejseloven, kunne straffes for overtrædelser begået, efter at han havde forladt Danmark for at tage varigt ophold i Sverige og Tyskland. Retten fandt, at hjemrejseloven ikke giver hjemmel til at straffe i en sådan situation, og frifandt ham for perioden fra september 2021 til januar 2023, men fandt ham skyldig i 82 overtrædelser i perioden forud. Straffen blev fastsat til fængsel i 4 måneder, og udvisning med indrejseforbud i 6 år blev opretholdt.
Tiltalte er en statsløs palæstinenser fra Syrien, som i november 2014 fik asyl i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Han fik opholdstilladelse, senest forlænget til 4. november 2021.
I november 2020 blev Tiltalte ved Østre Landsret idømt 30 dages fængsel for overtrædelse af straffelovens § 244, stk. 1, jf. § 81, nr. 7, og samtidig udvist med indrejseforbud i 6 år. Hans opholdstilladelse bortfaldt som følge heraf.
Den 15. april 2021 afholdt Hjemrejsestyrelsen hjemrejsesamtale med Tiltalte. Her oplyste han, at han gerne ville medvirke til sin hjemrejse. Den 20. april 2021 blev han pålagt meldepligt, opholdspligt og underretningspligt af Hjemrejsestyrelsen i medfør af hjemrejseloven. Han var derfor forpligtet til bl.a. at tage ophold på Udrejsecenter Sjælsmark og melde sig regelmæssigt til politiet.
Tiltalte er gift og har tre børn; det yngste barn er født i Danmark i 2017. Hele familien havde tidligere opholdstilladelser, men de var udløbet i takt med Tiltaltes udvisning.
Tiltalen vedrørte overtrædelse af straffelovens § 143, jf. hjemrejselovens § 24, stk. 6, 2. pkt., jf. § 23, stk. 2, jf. § 13, stk. 2, nr. 2, § 12, stk. 3 og § 13, stk. 4, ved i perioden 31. maj 2021 – 4. januar 2023 at have undladt at efterkomme sine pålagte kontrolforpligtelser.
Det var ubestridt, at Tiltalte i perioden 31. maj – 30. august 2021 opholdt sig i Danmark og overtrådte pligterne adskillige gange. Han udeblev fra meldepligt, overnattede uden for centret uden at underrette myndighederne og overtrådte opholdspligten.
Den 8. september 2021 forlod Tiltalte imidlertid Danmark sammen med sin hustru og deres børn. Familien rejste først til Sverige og derpå til Tyskland, hvor de søgte asyl med henblik på varigt ophold. Tiltalte vendte ikke tilbage til Danmark i den resterende del af tiltaleperioden.
Det centrale spørgsmål i sagen var derfor, om han kunne straffes for overtrædelser af kontrolforpligtelserne, efter at han havde forladt dansk territorium.
Ved Retten i Helsingør (1-654/2023) blev Tiltalte den 24. april 2023 dømt for overtrædelser i hele perioden og idømt fængsel i 10 måneder samt udvisning med indrejseforbud i 6 år.
Østre Landsret (S-1268-23) ændrede dommen den 8. november 2023. Landsretten fandt Tiltalte skyldig for perioden 31. maj – 30. august 2021, men frifandt ham for perioden 8. september 2021 – 4. januar 2023, fordi han da opholdt sig i udlandet. Straffen blev fastsat til fængsel i 6 måneder, og udvisningen blev stadfæstet.
For Højesteret nedlagde Anklagemyndigheden påstand om domfældelse i overensstemmelse med byrettens dom samt skærpelse, herunder længere indrejseforbud. Subsidiært påstod Anklagemyndigheden ophævelse af landsrettens dom og hjemvisning.
Tiltalte påstod principalt frifindelse, subsidiært strafbortfald efter straffelovens § 83. Mere subsidiært påstod han formildelse, herunder frifindelse for udvisning, og mest subsidiært stadfæstelse.
Hjemrejseloven (lov nr. 982 af 26. maj 2021) samler reglerne om udrejse og kontrolforpligtelser for udlændinge uden lovligt ophold. De relevante bestemmelser er:
Til brug for strafudmålingen indeholder lovforslagets bilag 1 et takstsystem. Én overtrædelse svarer til enten manglende meldepligt, manglende underretning eller én dags overtrædelse af opholdspligten. Ved samtidig overtrædelse af alle tre pligter på samme dag tælles tre overtrædelser. Strafniveauet for førstegangstilfælde afhænger af antal overtrædelser pr. kalendermåned:
| Antal overtrædelser pr. md. | Førstegangstilfælde |
|---|---|
| 1-2 | Fængsel i 7 dage |
| 3-5 | Fængsel i 30 dage |
Sagens principielle spørgsmål var, om en udlænding, der er pålagt kontrolforpligtelser, kan straffes for overtrædelser, efter at vedkommende har forladt Danmark med henblik på varigt ophold i et andet land.
Anklagemyndigheden anførte, at kontrolforpligtelserne forudsætter, at udlændingen udrejser med myndighedernes viden og medvirken. En ensidig udrejse uden underretning kan ikke bringe pligterne til ophør; ellers ville en udlænding kunne omgå pligterne ved blot at rejse til et naboland og vende tilbage.
Der blev henvist til hjemrejselovens § 1, stk. 2, som forudsætter, at udrejse sker til et land, hvor udlændingen har ret til at opholde sig. Anklagemyndigheden mente derfor, at en effektiv udrejse forudsætter, at man rejser til et land, hvorfra Danmark ikke er forpligtet til at tilbagetage den pågældende. Først da træder indrejseforbuddet i kraft, og kontrolforpligtelserne ophører.
Som fortolkningsbidrag henviste Anklagemyndigheden til tilbagesendelsesdirektivets (2008/115/EF) definition af "tilbagesendelse" i artikel 3, nr. 3, selv om direktivet ikke finder direkte anvendelse på udviste kriminelle.
Forsvaret gjorde gældende, at der ikke er hjemmel i straffelovens § 1 til at straffe for handlinger uden for dansk territorium, når hjemrejseloven ikke klart foreskriver det. Lovens ordlyd og forarbejder angiver alene, at udrejse sker, når udlændingen forlader Danmarks territorium, og kontrolforpligtelserne har som formål at sikre, at udlændingen er til stede med henblik på udsendelse. Når udlændingen rejser med den hensigt ikke at vende tilbage, bortfalder formålet.
Derudover påpegede Tiltalte, at myndighederne havde tilsidesat deres pligter efter udlændingelovens § 49 a, jf. § 31, idet de ikke forinden havde taget stilling til, om han kunne udsendes til Syrien. Han mente, at denne fejl burde føre til frifindelse eller strafbortfald.
Højesteret foretog en grundig gennemgang af hjemmelsspørgsmålet og afviste de indsigelser, der ikke havde støtte i lovgrundlaget.
Retten konstaterede, at Tiltalte ubestridt havde opholdt sig i Danmark i perioden 31. maj – 30. august 2021, og at han derfor kunne straffes for overtrædelserne i denne periode.
For perioden efter den 8. september 2021 lagde retten til grund, at Tiltalte først opholdt sig i Sverige og siden i Tyskland, hvor han søgte asyl med henblik på varigt ophold.
Højesteret udtalte herefter:
Det er hverken i hjemrejseloven eller dens forarbejder angivet, at en udvist udlændings udrejsepligt indebærer, at den pågældende skal udrejse til et land, hvorfra den pågældende ikke vil kunne tilbagesendes til Danmark.
Højesteret finder på den anførte baggrund, at der ikke er hjemmel til i medfør af hjemrejselovens § 23, stk. 2, jf. straffelovens § 1, at straffe en udvist udlænding for overtrædelse af pålagte kontrolforpligtelser, når vedkommende har forladt Danmark med henblik på at tage varigt ophold i et andet land.
Anklagemyndighedens argument om, at kontrolforpligtelserne skal sikre en effektiv gennemførelse af udvisningen, kunne ikke føre til et andet resultat. Tiltalte blev derfor frifundet for overtrædelser i perioden 8. september 2021 – 4. januar 2023.
Højesteret afviste Tiltaltes anbringende om, at udlændingemyndighederne havde tilsidesat deres forpligtelser efter udlændingelovens § 49 a. Retten henviste til, at Tiltalte under hjemrejsesamtalen den 15. april 2021 havde oplyst, at han ville medvirke til sin hjemrejse, hvilket måtte betragtes som et samtykke til udsendelse. Herefter var myndighederne ikke forpligtet til at indlede sagsbehandling om, hvorvidt han kunne udsendes til Syrien. Der forelå således ingen myndighedsfejl, der kunne begrunde frifindelse eller strafbortfald.
Tiltalte blev dømt for i alt 82 overtrædelser i perioden 31. maj – 30. august 2021. Overtrædelserne fordelte sig således: 18 i juni, 19 i juli og 43 i august.
Da der var tale om et førstegangstilfælde, og gerningsperioden var relativt begrænset, fandt Højesteret, at overtrædelserne ikke var omfattet af straffelovens § 143. Straffen skulle derfor fastsættes efter det almindelige takstsystem i hjemrejseloven.
Efter bilag 1 til hjemrejseloven er udgangspunktet fængsel i 4 måneder ved 10 eller flere overtrædelser pr. måned. Da antallet af overtrædelser i august 2021 var væsentligt højere end 10 (43 overtrædelser), fandt Højesteret, at udgangspunktet måtte forhøjes til niveauet 8-10 måneder under hensyn til strafskærpelsesreglen i straffelovens § 88, stk. 1, 1. pkt..
Retten fandt imidlertid betydelige formildende omstændigheder:
På denne baggrund fastsatte Højesteret straffen til fængsel i 4 måneder.
Højesteret tiltrådte, at Tiltalte var udvist med indrejseforbud i 6 år efter udlændingelovens § 32, stk. 4, nr. 4.
Retten foretog en proportionalitetsvurdering efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 (ret til familieliv). Selv om Tiltaltes ægtefælle og to yngste børn i marts 2024 havde fået dispensation til at forlænge deres opholdstilladelser, og det ældste barn havde fået opholdstilladelse, fandt Højesteret ikke, at udvisningen var i strid med artikel 8. Det forhold, at det yngste barn i juli 2024 på ny havde ansøgt om dansk statsborgerskab, ændrede ikke vurderingen.
Da barnet endnu ikke var dansk statsborger, fandt artikel 20 i Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde om unionsborgerskab ikke anvendelse. EU-Domstolens dom i sagerne C-451/19 og C-532/19 (XU og QP) om afledt opholdsret for tredjelandsstatsborgere med et unionsborger-barn fandt derfor ikke anvendelse.
Udvisningen og indrejseforbuddet blev stadfæstet.
Højesteret stadfæstede landsrettens dom med den ændring, at straffen blev nedsat til fængsel i 4 måneder. Udvisningen med indrejseforbud i 6 år blev opretholdt.
Statskassen skulle betale sagens omkostninger for Højesteret.
| 6-9 | Fængsel i 60 dage |
| 10- | Fængsel i 4 måneder |
Hvis antallet er betydeligt højere end 10, kan der fastsættes en strengere straf end 4 måneder.
