HøjesteretHøjesteret tog stilling til, om en transkønnet kvinde (Appellant 1), der juridisk har skiftet køn men biologisk er mand, havde krav på at blive placeret på en afdeling for kvinder under sin forvaringsafsoning i et lukket fængsel, samt om nøgenvisitationer og urinprøver måtte foretages af mandligt fængselspersonale. Dommen fastslog, at afdelingsplacering på mandeafdeling var i overensstemmelse med og ikke krænkede under hensyn til hendes volds- og sædelighedskriminalitet mod kvinder. Begrebet "køn" i straffuldbyrdelseslovens § 60, stk. 6, skal forstås som biologisk køn, og visitationerne indebar hverken nedværdigende behandling efter artikel 3 eller en privativskrænkelse. Appellantens påstande blev ikke taget til følge, og landsrettens dom blev stadfæstet.
Appellant 1 er født i 1961 og har en lang kriminalitetshistorik. Hun blev i 1984 dømt for grov vold og voldtægt begået mod en kvinde, og i 1990 idømt forvaring for voldtægt af særlig farlig karakter mod en kvinde. Efter prøveudskrivning i 2009 begik hun i 2010 væbnet bankrøveri og blev på ny dømt til forvaring i 2012.
Den 30. marts 2015 fik hun efter CPR-lovens § 3, stk. 6 tildelt nyt personnummer og foretog således et juridisk kønsskifte fra mand til kvinde. Trods sit juridiske køn som kvinde har hun under hele afsoningen været placeret på afdelinger for mænd. Hun anmodede gentagne gange om overførsel til kvindeafdeling, men fik afslag.
Under afsoningen gennemgik hun nøgenvisitationer og afgav urinprøver under overværelse af mandligt fængselspersonale – et forhold, hun oplevede som dybt krænkende for sin kønsidentitet. Sagen angik spørgsmålet, om disse forhold var i strid med hendes rettigheder efter Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) og straffuldbyrdelsesloven.
Appellant 1 nedlagde en række principale og subsidiære påstande:
Direktoratet for Kriminalforsorgen og Fængsel påstod principal stadfæstelse (landsrettens frifindelse) og subsidiært afvisning/frifindelse for flere af de subsidiære påstande.
Sagen var før Højesteret behandlet ved Københavns Byret (dom af 22. februar 2022, BS-339/2019-KBH) og Østre Landsret (dom af 24. maj 2023, BS-9354/2022-OLR), som begge frifandt de indstævnte. Højesteret skulle tage stilling til appel af landsrettens dom.
I en risikovurdering af 14. oktober 2022 blev Appellant 1 anset for farlig for sine omgivelser:
Forvarede er d.d. vurderet med udgangspunkt i PCL:SV (psykopatiskala), hvor hun får en score på 24, hvilket svarer til egentlig psykopati med bl.a. udtalt mangel på empati, mangel på anger, udpræget impulsivitet samt løgnagtighed. Ved risikovurdering med Static-99R (vurdering af risiko for recidiv til sædelighedskriminalitet) ses forvarede med en væsentlig risiko for recidiv til sædelighedskriminalitet. [...] På HCR-20 (voldsrisikovurdering) vurderes forvarede med høj risiko for recidiv til voldelig kriminalitet.
Direktoratet for Kriminalforsorgen havde den 12. oktober 2023 udarbejdet en vejledning om håndtering af kønsminoriteter. Hovedprincippet var, at placering som udgangspunkt sker efter juridisk køn (CPR-nummer), men at der foretages en konkret helhedsvurdering, når der er uoverensstemmelse mellem juridisk køn, kønsidentitet eller biologisk køn. Sikkerhedshensyn var afgørende:
... i vurderingen skal både den indsattes kønsidentitet og den indsattes biologiske køn tages i betragtning. Sikkerhedshensyn vil dog være afgørende for placering af den indsatte, hvorfor det tillægges vægt, hvilken kriminalitet den pågældende er dømt for, og om en given placering må antages at udgøre en sikkerhedsrisiko ...
Dette udmøntede sig i afslagene af 8. marts 2023 og 7. august 2023, hvori direktoratet fastholdt, at Appellant 1 fortsat skulle afsone på mandeafdeling under hensyn til hendes kriminalitetshistorik og risikovurdering.
Efter straffuldbyrdelseslovens § 22 a, stk. 1, jf. § 105, stk. 1, fuldbyrdes forvaring som udgangspunkt i lukket fængsel. Ved valg af afdelingsplacering tages hensyn til den dømtes ønsker og en række hensyn, herunder at forebygge overgreb på medindsatte, jf. § 23, stk. 2, nr. 5, og at overføre en indsat for at beskytte mod overgreb, jf. § 26, stk. 1, nr. 4.
EMRK artikel 8 beskytter retten til privatliv, og en placering på mandeafdeling for en juridisk kvinde kunne udgøre et indgreb. Indgrebet skal være lovligt og proportionalt for at være konventionsmæssigt.
Lov nr. 752 af 25. juni 2014 indførte erklæringsmodellen i CPR-loven. I forbindelse med lovforslagets behandling blev ministeren spurgt, om der skulle ske lovændringer vedrørende kønsopdelte fængsler. I ministersvar af 26. maj 2014 hed det:
...et nyt personnummer løser ikke de praktiske problemer, som kan opstå, hvis en transkønet ikke fremtræder i overensstemmelse med sit biologiske køn, og at der ikke er regler for, hvordan sådanne praktiske problemer løses. Lovforslaget ændrer ikke ved, at disse problemer som hidtil må løses i mindelighed.
Der var således lovgivers forudsætning, at kriminalforsorgen i det enkelte tilfælde måtte finde en hensynsfuld løsning.
Højesteret lagde til grund, at Appellant 1 biologisk er mand, og at hun havde en omfattende kriminalitetshistorik med grov vold og voldtægt begået mod kvinder. Risikovurderingen af 14. oktober 2022 viste væsentlig risiko for recidiv til sædelighedskriminalitet og høj risiko for vold.
Retten fandt, at myndighedernes afgørelse var truffet efter en konkret, individuel helhedsvurdering i overensstemmelse med straffuldbyrdelsesloven og direktoratets vejledning, og at placering på mandeafdeling var nødvendig af sikkerhedshensyn for at beskytte kvindelige medindsatte.
På den anførte baggrund finder Højesteret, at placeringen af Appellant 1 på en afdeling for mænd ikke er i strid med Menneskerettighedskonventionens artikel 8.
Højesteret tiltrådte, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte fængselsmyndighedernes beslutning.
Bestemmelsen i straffuldbyrdelseslovens § 60, stk. 6 fastslår, at undersøgelse, der indebærer afklædning, kun må foretages og overværes af personer af samme køn som den indsatte – undtagen sundhedspersonale. Samme regel gælder for urinprøver, jf. § 60 a.
Højesteret fastslog med tilslutning til landsretten:
Højesteret er enig med landsretten i, at »køn« i straffuldbyrdelseslovens § 60, stk. 6, som udgangspunkt må forstås som en persons biologiske køn.
Da Appellant 1 biologisk er mand, var det derfor lovligt, at mandligt fængselspersonale foretog visitationer og overværede urinprøver. Retten prøvede herefter, om gennemførelsen alligevel udgjorde en krænkelse af EMRK artikel 3 eller 8.
På baggrund af de konkrete omstændigheder – herunder at Appellant 1 var placeret på en mandeafdeling, at visitationerne var sket efter gældende regler, og at de ikke havde haft et omfang eller en karakter, der overskred tærsklen for nedværdigende behandling – fandt Højesteret, at hverken artikel 3 eller artikel 8 var krænket:
... det forhold, at hun er blevet nøgenvisiteret og har afgivet urinprøver i overværelse af mandligt fængselspersonale er i overensstemmelse med straffuldbyrdelseslovens § 60 og § 60 a og ikke indebærer en krænkelse af Menneskerettighedskonventionens artikel 3 eller artikel 8.
Af de grunde, der er anført af landsretten, tiltræder Højesteret endvidere, at de nøgenvisitationer og urinprøveafgivelser, der har fundet sted, ikke har haft et omfang eller en karakter, der indebærer nedværdigende behandling af Appellant 1 i strid med Menneskerettighedskonventionens artikel 3. Der foreligger heller ikke en krænkelse af hendes privatliv i strid med artikel 8.
Samtlige af Appellant 1's påstande blev forkastet. Landsrettens dom blev stadfæstet i sin helhed.
I sagsomkostninger for Højesteret pålagdes statskassen at betale 50.000 kr. til Direktoratet for Kriminalforsorgen og 50.000 kr. til Fængsel – i alt 100.000 kr. – med frist 14 dage efter dommens afsigelse, jf. rentelovens § 8 a.
Dommen blev afsagt af Højesterets 1. afdeling den 10. september 2024.
