HøjesteretEn statsløs palæstinenser, der efter udvisning for narkotikakriminalitet og senere overtrædelse af meldepligt er på tålt ophold, anmodede om at få sin udvisning ophævet efter udlændingelovens § 50. Højesteret tog stilling til, om der forelå 'ganske særlige grunde' til at se bort fra de almindelige tidsfrister i § 50, stk. 1, navnlig fordi Domfældte gjorde gældende, at han havde en afledt opholdsret efter TEUF artikel 20 som følge af sit afhængighedsforhold til sine mindreårige danske børn. Højesterets flertal hjemviste sagen til landsretten til realitetsbehandling, idet det fandt, at en sådan formodning om afledt opholdsret kunne opstilles, og at dette udgjorde ganske særlige grunde.
Domfældte er statsløs palæstinenser fra Libanon. Han indrejste i Danmark i 2003 og fik asyl i 2005 efter udlændingelovens § 7, stk. 1.
Ved Vestre Landsrets dom af 7. juni 2007 blev han idømt 5 års fængsel for overtrædelse af straffelovens § 191 og udvist med et indrejseforbud for bestandig. Hans opholdstilladelse bortfaldt herefter.
Efter løsladelse i 2010 traf Flygtningenævnet den 18. januar 2010 afgørelse om, at han fortsat opfyldte betingelserne for asyl, men at han var udelukket fra ny opholdstilladelse efter udlændingelovens § 10, stk. 3. Han måtte ikke tvangsmæssigt udsendes til Libanon, jf. udlændingelovens § 31, stk. 1. Siden da har han været på 'tålt ophold' i Danmark med daglig meldepligt.
I 2021 blev han ved Højesterets dom idømt yderligere 7 måneders fængsel for overtrædelse af meldepligten, jf. udlændingelovens § 60, stk. 2, jf. § 34, stk. 4, og udvist med indrejseforbud i 6 år.
Domfældte giftede sig i 2013 med en dansk statsborger, og parret har tre mindreårige børn (født 2014, 2015 og 2018), alle danske statsborgere. Familien bor sammen. På grund af hustruens helbredsmæssige forhold er Domfældte den primære omsorgsperson for børnene.
Domfældte anmodede om ophævelse af udvisningen.
Ved kendelse af 6. september 2023 tillod Retten i Aarhus, at spørgsmålet kunne prøves på ny, da der var indtrådt væsentlige ændringer i hans personlige og familiemæssige forhold. Retten fandt dog ikke, at ændringerne var tilstrækkelige til at ophæve udvisningerne efter udlændingelovens § 50, bl.a. under henvisning til at børnene kunne forblive i Danmark med deres mor med kommunale støtteforanstaltninger.
Domfældte kærede til Vestre Landsret, som den 27. november 2023 afviste sagen. Landsretten begrundede afvisningen med, at de tidsmæssige betingelser i udlændingelovens § 50, stk. 1 ikke var opfyldt, og at der ikke forelå en formodning for, at opretholdelse af udvisningen med sikkerhed ville være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder . Landsretten fandt, at Domfældte ikke kunne aflede opholdsret efter , så længe han var på tålt ophold og der ikke var udsigt til udsendelse.
Domfældte påstod, at udvisningerne skulle ophæves. Han gjorde gældende, at der forelå 'ganske særlige grunde' til at fravige tidsfristerne i udlændingelovens § 50, stk. 1, 2. pkt., og at han har en afledt opholdsret efter TEUF artikel 20 som følge af sine mindreårige børns afhængighedsforhold til ham. Han henviste til EU-Domstolens praksis, herunder de forenede sager C-451/19 og C-532/19 (XU og QP).
Anklagemyndigheden påstod stadfæstelse af landsrettens afgørelse eller subsidiært hjemvisning til landsretten. Anklagemyndigheden anførte, at en tredjelandsstatsborger på tålt ophold, der ikke aktuelt står over for udsendelse, ikke kan aflede opholdsret efter TEUF artikel 20, da børnene i en sådan situation ikke er nødsaget til at forlade Unionens område. Anklagemyndigheden henviste dog også til, at EU-Domstolen i Person 2-sagen (C-34/09) ikke havde tillagt det betydning, at ægteparret alene havde processuelt ophold i Belgien.
Domfældte påstod, at udvisningerne skulle ophæves. Han gjorde gældende, at der forelå 'ganske særlige grunde' til at fravige tidsfristerne i udlændingelovens § 50, stk. 1, 2. pkt., og at han har en afledt opholdsret efter TEUF artikel 20 som følge af sine mindreårige børns afhængighedsforhold til ham. Han henviste til EU-Domstolens praksis, herunder de forenede sager C-451/19 og C-532/19 (XU og QP). Han anførte endvidere, at hans personlige adfærd ikke længere udgjorde en reel, umiddelbar og alvorlig trussel mod en grundlæggende samfundsinteresse, og at en proportionalitetsvurdering måtte føre til ophævelse.
Anklagemyndigheden påstod stadfæstelse af landsrettens afgørelse eller subsidiært hjemvisning til landsretten. Anklagemyndigheden anførte, at en tredjelandsstatsborger på tålt ophold, der ikke aktuelt står over for udsendelse, ikke kan aflede opholdsret efter TEUF artikel 20, da børnene i en sådan situation ikke er nødsaget til at forlade Unionens område. Anklagemyndigheden henviste dog også til, at EU-Domstolen i Person 2-sagen (C-34/09) ikke havde tillagt det betydning, at ægteparret alene havde processuelt ophold i Belgien. Subsidiært, hvis Højesteret fandt en formodning for afledt opholdsret, burde sagen hjemvises til realitetsbehandling i landsretten.
Udlændingelovens § 50, stk. 1
§ 50. Er udvisning efter § 49, stk. 1, ikke iværksat, kan en udlænging, som påberåber sig, at der er indtrådt væsentlige ændringer i udlængens forhold, jf. § 26, begære spørgsmålet om udvisningens ophævelse, herunder indrejseforbudets varighed, jf. § 32, stk. 10, indbragt for retten ved anklagemyndighedens foranstaltning. Begæring herom kan, medmindre der foreligger ganske særlige grunde, fremsættes tidligst 6 måneder og skal fremsættes senest 2 måneder før, udvisningen kan forventes iværksat.
Bestemmelsen blev ændret ved lov nr. 919 af 21. juni 2022 for at tydeliggøre, at der i ganske særlige tilfælde kan ske prøvelse uden for fristerne, hvis der er en formodning for, at opretholdelse af udvisningen med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Af forarbejderne fremgår, at dette kan omfatte tilfælde, hvor de EU-retlige principper for udvisning tilsiger det.
TEUF artikel 20
- Der indføres et unionsborgerskab. Unionsborgerskab har enhver, der er statsborger i en medlemsstat. Unionsborgerskab er et supplement til det nationale statsborgerskab og træder ikke i stedet for dette.
- Unionsborgerne har de rettigheder og er underlagt de pligter, der er indeholdt i traktaterne. De har bl.a. følgende rettigheder: a) de har ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område
EU-Domstolens praksis
I sag C-34/09, Person 2, fastslog EU-Domstolen, at artikel 20 TEUF er til hinder for nationale foranstaltninger, der reelt fratager unionsborgerbørn muligheden for at udøve kerneindholdet af deres rettigheder, hvis de som følge af en nægtelse af ophold til tredjelandsforælderen nødsages til at forlade Unionens område.
44 En sådan nægtelse af ophold må derfor anses for at indebære, at disse børn, der er unionsborgere, vil blive nødsaget til at forlade Unionens område for at følge deres forældre.
I de forenede sager C-451/19 og C-532/19, XU og QP, udtalte EU-Domstolen om afhængighedsforholdet:
69 … når en mindreårig unionsborger har fast bopæl med begge sine forældre, og begge barnets forældre derfor i det daglige er fælles om at tage sig af barnet og om at varetage den retlige, følelsesmæssige og økonomiske forsørgelse af dette barn, [kan det] desuden formodes – hvilken formodning dog kan afkræftes – at der består et afhængighedsforhold mellem denne mindreårig unionsborger og vedkommendes forælder, der er tredjelandsstatsborger…
I sag C-304/14, CS, fastslog EU-Domstolen, at en afgørelse om udvisning af en tredjelandsstatsborger, der har som konsekvens at en unionsborger er nødsaget til at forlade Unionens område, alene kan træffes i ekstraordinære tilfælde efter en konkret proportionalitetsvurdering, hvor der tages hensyn til barnets tarv.
Højesteret bemærkede, at det er ubestridt, at tidsfristerne i udlændingelovens § 50, stk. 1, ikke var overholdt. Spørgsmålet var, om der forelå 'ganske særlige grunde', navnlig fordi Domfældte gjorde gældende en afledt opholdsret efter TEUF artikel 20.
Højesteret fandt, at det forhold, at Domfældte er på tålt ophold og der ikke er udsigt til udsendelse, ikke i sig selv udelukker, at han kan have en afledt opholdsret efter TEUF artikel 20. Dette støttedes af EU-Domstolens dom i sag C-34/09, Person 2.
Herefter delte retten sig i et flertal og et mindretal.
Flertallet udtalte, at det på baggrund af EU-Domstolens XU og QP-dom (præmis 69) og sagens oplysninger kunne formodes, at der består et afhængighedsforhold mellem Domfældte og hans mindreårige børn, således at han har en afledt opholdsret efter TEUF artikel 20.
Vi finder, at det kan formodes, at der består et sådant afhængighedsforhold mellem Domfældte og hans mindreårige børn, at han har en afledt opholdsret efter TEUF artikel 20.
Flertallet fandt herefter, at der forelå 'ganske særlige grunde', der indebar, at Domfældte kunne få sin anmodning om ophævelse prøvet efter udlændingelovens § 50, skønt tidsfristerne ikke var overholdt. De stemte derfor for at hjemvise sagen til landsretten til realitetsbehandling.
Dommer Lars Apostoli var uenig. Han fandt ikke, at der var en formodning for, at opretholdelse af udvisningen med sikkerhed ville stride mod internationale forpligtelser, idet børnene og deres mor sandsynligvis ville forblive i Danmark. Han lagde vægt på, at:
Han ville derfor stadfæste landsrettens afvisning.
Højesteret traf afgørelse efter stemmeflertallet.
Sagen hjemvises til Vestre Landsret til realitetsbehandling af Domfældtes anmodning om i medfør af udlændingelovens § 50 at få ophævet udvisningerne.
Statskassen skal betale kæresagens omkostninger for Højesteret.
