Højesteretsdom: Lønkrav i forbindelse med bortvisning – spørgsmål om bortvisningens lønmæssige virkning

Faktum: Hændelsen den 18. marts 2021 og kommunens reaktion

Appellant var omsorgsmedhjælper ved Appelindstævnte Kommune, tjenestested Botilbud. Den 18. marts 2021 tog Appellant under en vagt hårdt fat i nakken på en praktikant (Vidne 2) og fastholdt grebet i ca. 30 sekunder. Praktikanten bad ham tre gange om at stoppe.

Kommunen modtog den 23. marts 2021 en skriftlig meddelelse fra praktikanten og fritog samme dag Appellant for tjeneste. Den 24. marts 2021 indkaldte kommunen Appellant til en tjenstlig samtale den 25. marts 2021. Af indkaldelsen fremgik bl.a.:

Årsagen er, at jeg er blevet gjort bekendt med, at du torsdag den 18. marts 2021 har taget et hårdt greb rundt om nakken på en kollega og holdt fast i omkring 30 sekunder. Pågældende kollega beder dig i situationen tre gange om at stoppe inden du til sidst giver slip.

Jeg skal orientere dig om, at ovenstående hændelse kategoriseres som værende vold og truende adfærd overfor en kollega. Hændelsen er af så alvorlig og grov karakter, at jeg påtænker at videregive sagen til Personaleområdet med henblik på at indlede en bortvisning.

Under samtalen den 25. marts benægtede Appellant hændelsesforløbet. Hans bisidder, Advokat, anmodede om aktindsigt, herunder i en vidneforklaring fra en anden kollega, der havde overværet episoden.

Partshøring og sagsforløb frem til bortvisning

Kommunen sendte den 26. marts 2021 et partshøringsbrev til Appellant. Heraf fremgik bl.a., at kommunen agtede at bringe ansættelsen til ophør med virkning fra denne dato, og at Appellant indtil videre var fritaget for tjeneste. Høringsfristen blev sat til den 31. marts 2021. Appellant modtog den 31. marts 2021 sin sædvanlige løn for marts måned.

På Appellants anmodning udsatte kommunen den 29. marts 2021 høringsfristen til den 8. april 2021. Appellant fremsatte den 30. marts 2021 indsigelser mod den påtænkte bortvisning. Den 13. april 2021 mødtes praktikanten med kommunen for at demonstrere episoden.

Kommunen traf den 15. april 2021 afgørelse om bortvisning af Appellant. I afgørelsen anførte kommunen, at ansættelsen blev betragtet som ophørt med virkning fra den 26. marts 2021. I den efterfølgende lønafregning for april 2021 modregnede kommunen løn for perioden 27.-31. marts 2021 og udbetalte ikke løn for perioden 1.-15. april 2021.

Parternes påstande og centrale anbringender

Fagforeningen Danmark som mandatar for Appellant påstod, at Kommunen skulle betale 25.802,63 kr. med procesrente fra den 11. juni 2021. Beløbet dækkede løn for perioden 27. marts – 15. april 2021.

Kommunen påstod stadfæstelse af de tidligere instansers domme, dvs. frifindelse.

Appellants anbringender

• Bortvisningen får retsvirkning fra afgørelsesdatoen den 15. april 2021, da en bortvisning som udgangspunkt ikke kan tillægges tilbagevirkende kraft.
• Under suspensionen bestod ansættelsesforholdet, og Appellant havde krav på sædvanlig løn.
• Partshøringsreglerne er en retssikkerhedsgaranti; Appellant kan ikke afskæres løn fordi kommunen valgte en lang sagsbehandlingstid.
• Retspraksis anerkender kun to situationer, hvor lønfortabelse før bortvisning er mulig (konkurrerende virksomhed eller urigtigt forfald), og ingen af dem foreligger her.
• Det var urealistisk, at Appellant under suspensionen kunne udnytte sin arbejdskraft andetsteds.

Kommunens anbringender

• Den særlige situation – vold mod en kollega – gjorde det nødvendigt at fjerne Appellant fra arbejdspladsen, og dermed kunne kommunen lade bortvisningen få lønmæssig virkning fra høringstidspunktet.
• Hverken obligationsretlige eller forvaltningsretlige principper hindrer en sådan virkning.
• Offentlige arbejdsgivere pålægges partshøring, men der er intet til hinder for, at en forvaltningsafgørelse får virkning fra høringstidspunktet.
• Hvis Appellant får medhold, stilles offentlige arbejdsgivere ringere end private, og lønmodtagere kan spekulere i at trække sagsbehandlingen ud.
• Kommunens modregning af marts-lønnen var berettiget, da Appellant efter modtagelse af høringsbrevet var i ond tro om sin ret til løn efter den 26. marts.

Højesterets begrundelse: Bortvisningens lønmæssige virkning

Højesteret fastslog, at ansættelsesforholdet først ophørte den 15. april 2021, da bortvisningsafgørelsen blev truffet og meddelt Appellant. Kommunen var derfor som udgangspunkt forpligtet til at betale løn indtil dette tidspunkt.

Retten udtalte:

I partshøringsbrevet af 26. marts 2021 var det anført, at den påtænkte bortvisning ville ske med virkning fra denne dato, og at Appellant indtil videre var fritaget for tjeneste. Disse omstændigheder kan efter Højesterets opfattelse ikke føre til, at Appelindstævnte (Kommune) ensidigt kunne fratage Appellant hans ret til løn i perioden fra den 27. marts til den 15. april 2021, hvor hans ansættelsesforhold fortsat bestod. Der foreligger heller ikke andre omstændigheder, der kan føre til, at hans krav på løn indtil den 15. april 2021 er bortfaldet.

Højesteret bemærkede, at der heller ikke forelå sådanne andre omstændigheder, som kunne medføre et andet resultat. Appellant havde derfor krav på løn i den omtvistede periode.

Afgørelse: Appellant får medhold og tilkendes løn

Højesteret ændrede landsrettens dom og tog Appellants påstand til følge. Kommunen skal betale 25.802,63 kr. til Appellant med procesrente fra den 11. juni 2021.

I sagsomkostninger for Højesteret skal Kommunen betale 29.000 kr. til Fagforeningen Danmark som mandatar for Appellant, heraf 25.000 kr. til advokatudgift og 4.000 kr. til retsafgift. Beløbet forrentes efter Renteloven § 8 a. Sagsomkostningsafgørelsen for by- og landsret ændredes ikke.