HøjesteretHøjesteret tog stilling til, om urigtige oplysninger i en ansøgning om et covid-19-momslån på 199.498 kr. skulle straffes efter straffelovens § 289 a om svig med offentlige midler eller efter den særlige lånelovs § 9. Tiltalte, direktør og ejer af Virksomhed ApS, havde bekræftet, at ingen i virksomheden var dømt for skatte- eller afgiftssvig inden for ti år, selvom hun selv var dømt i november 2019. Højesteret fastslog, at særloven indeholdt en tilsvarende regulering og derfor havde forrang (lex specialis), og at straffen – uden de særlige covid-19-skærpelser – var en bøde på 325.000 kr.
Tiltalte var direktør og eneejer af Virksomhed ApS. I maj 2020 ansøgte hun Skattestyrelsen om et rentefrit lån på 199.498 kr. i medfør af moms- og lønsumsafgiftslåneloven § 1. Lånet var en del af hjælpepakkerne til imødegåelse af covid-19-epidemien.
En betingelse for lånet var, at hverken virksomheden eller dens ejere eller ledelse inden for de seneste 10 år var dømt for skatte- eller afgiftssvig, jf. lovens § 5, stk. 1, nr. 7. I ansøgningen bekræftede Tiltalte, at betingelsen var opfyldt.
Oplysningen var imidlertid urigtig. Tiltalte var den 5. november 2019 blevet idømt en bøde på 20.000 kr. for overtrædelse af momsloven. Skattestyrelsen opdagede forholdet og afviste låneansøgningen.
Sagen rejser spørgsmål om forholdet mellem straffelovens § 289 a og den specielle straffebestemmelse i moms- og lønsumsafgiftslåneloven.
Moms- og lønsumsafgiftslånelovens § 9, stk. 1 og 3 (dagældende) lød:
§ 9. Med bøde straffes den, der forsætligt eller groft uagtsomt afgiver urigtige eller vildledende oplysninger eller fortier oplysninger til brug for kontrollen med udbetaling af beløb efter §§ 1-4 og 8. Stk. 3. Den, der begår en af de nævnte overtrædelser med forsæt til at opnå større udbetalinger, end vedkommende er berettiget til efter §§ 1-4, straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter straffelovens § 289.
Straffelovens § 289 a, stk. 1 og 3 har følgende ordlyd:
Med bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder straffes den, der til brug for afgørelser om betaling eller tilbagebetaling af told eller afgifter til eller udbetaling eller tilbagebetaling af tilskud eller støtte fra danske myndigheder … giver urigtige eller vildledende oplysninger eller fortier oplysninger … med forsæt til at unddrage sig eller andre betaling eller med forsæt til at opnå überettiget udbetaling til sig eller andre. … Stk. 3. Bestemmelserne i stk. 1 og 2 finder kun anvendelse, hvor anden lovgivning ikke indeholder en tilsvarende regulering.
Af forarbejderne til § 289 a fremgår, at bestemmelsen er subsidiær i forhold til særlovgivning, der indeholder en ”fuldstændig, selvstændig straffehjemmel”. Hvis særloven dækker gerningsindholdet, skal § 289 a ikke anvendes.
Desuden indførte lov nr. 349/2020 en særlig skærpelsesbestemmelse i straffelovens § 81 d for forbrydelser med baggrund i covid-19-epidemien. § 81 d, stk. 2, gav mulighed for at firedoble straffen for visse formueforbrydelser begået i forbindelse med hjælpepakker. Bestemmelsen indeholdt en solnedgangsklausul og blev senere lempet.
Tiltalte gjorde gældende:
Anklagemyndigheden anførte:
Højesteret fandt, at Tiltaltes afgivelse af urigtige oplysninger er omfattet af lovens § 9, stk. 3, jf. stk. 1, fordi bestemmelsen i stk. 3 efter ordlyden og forarbejderne også dækker den situation, at vedkommende slet ikke var berettiget til udbetaling af lån efter lovens §§ 1-4.
Højesteret finder, at Tiltaltes afgivelse af urigtige oplysninger er omfattet af moms- og lønsumsafgiftslånelovens § 9, stk. 3, jf. stk. 1, idet bestemmelsen i stk. 3 efter ordlyden og forarbejderne må forstå således, at bestemmelsen også omfatter den situation, at vedkommende slet ikke var berettiget til udbetaling af lån efter lovens §§ 1-4.
Retten lagde afgørende vægt på, at straffelovens § 289 a efter stk. 3 er subsidiær, og at moms- og lønsumsafgiftslånelovens § 9, stk. 3, jf. stk. 1, indeholder en regulering, der svarer til § 289 a, stk. 1, både hvad angår gerningsindhold og strafferamme. Derfor kunne § 289 a ikke finde anvendelse.
Højesteret finder, at Tiltaltes afgivelse af urigtige oplysninger ikke kan straffes efter straffelovens § 289 a, stk. 1. Højesteret har herved lagt vægt på, at moms- og lønsumsafgiftslånelovens § 9, stk. 3, jf. stk. 1, indeholder en regulering svarende til straffelovens § 289 a, stk. 1, af både det strafbare gerningsindhold og strafferammen. Det følger herefter af straffelovens § 289 a, stk. 3, at straffelovens § 289 a, stk. 1, ikke finder anvendelse på forhold, der som det foreliggende er omfattet af moms- og lønsumsafgiftslånelovens § 9, stk. 3, jf. stk. 1.
Da straffelovens § 289 a ikke fandt anvendelse, kunne de særlige covid-19-skærpelser i § 81 d heller ikke komme i betragtning. Heller ikke den generelle skærpelsesregel i § 81 d, stk. 4, fandt retten grundlag for at anvende.
Straffen blev fastsat efter de retningslinjer, der er angivet i forarbejderne til moms- og lønsumsafgiftslåneloven. For forsætlige overtrædelser skal bøden som udgangspunkt udgøre én gang den del af lånebeløbet, der ikke overstiger 60.000 kr., og to gange den overskydende del. For et lånebeløb på 199.498 kr. giver det en bøde på 60.000 kr. + (139.498 kr. * 2) = 338.996 kr., som retten rundede ned til 325.000 kr.
Højesteret finder, at Tiltalte i overensstemmelse med det anførte udgangspunkt skal straffes med en bøde på 325.000 kr. (nedrundet). Det bemærkes herved, at Højesteret ikke har fundet grundlag for at fravige udgangspunktet for straffastsættelsen, heller ikke i medfør af straffelovens § 81 d, stk. 4.
Højesteret ændrede landsrettens dom og traf følgende afgørelse:
