HøjesteretHøjesteret tog stilling til inhabilitet for en dommer, der havde truffet afgørelse om varetægtsfængsling af tre erstatningssøgende og efterfølgende deltog i behandlingen af disses erstatningssag efter frifindelse i straffesagen. Anklagemyndigheden påstod ophævelse af landsrettens dom, som havde fundet dommeren inhabil; de erstatningssøgende påstod stadfæstelse. Højesteret nåede frem til, at der forelå omstændigheder, som var egnede til at rejse tvivl om dommerens fuldstændige upartiskhed, jf. retsplejelovens § 61, og stadfæstede dermed landsrettens dom, således at byrettens dom blev ophævet, og sagen hjemvist til fornyet behandling.
De fire erstatningssøgende blev under grundlovsforhør henholdsvis 28. februar og 1. marts 2019 sigtet for drabsforsøg efter straffelovens § 237, jf. § 21, og medvirken til anvendelse af skydevåben under særligt skærpende omstændigheder efter § 192 a, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 3.
Under grundlovsforhøret 28. februar 2019 varetægtsfængslede dommeren (herefter Dommer) tre af de erstatningssøgende – Erstatningssøgende 4, Erstatningssøgende 1 og Erstatningssøgende 3 – for overtrædelse af § 245, stk. 1 (forsøg på legemsangreb af særligt rå, brutal eller farlig karakter), § 192 a, stk. 1, jf. stk. 3 og § 252 (fareforvoldelse), jf. retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 2 og 3. Dommer lagde vægt på, at de var genkendt på gerningsstedet, og at de tilhørte en gruppering i konflikt med en anden gruppering med tilknytning til den forurettede.
Den fjerde erstatningssøgende, Erstatningssøgende 2, blev varetægtsfængslet af en anden dommer 1. marts 2019 med stort set samme begrundelse. Dommer forlængede efterfølgende varetægtsfængslingen for alle fire ved flere kendelser, idet forlængelsen for Erstatningssøgende 2 blev begrundet med henvisning til grundlovsforhørskendelsen.
I juni 2019 rejste anklagemyndigheden tiltale mod de erstatningssøgende for overtrædelse af bl.a. § 192 a, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 3 og § 252, stk. 1. Ved byrettens dom af 18. december 2019 blev de frifundet for disse forhold. Dommer deltog som retsformand i behandlingen af straffesagen. De erstatningssøgende var løsladt den 16. december 2019.
Efter frifindelsen krævede de erstatningssøgende erstatning for varetægtsfængslingen. Erstatningssagen blev behandlet af Dommer med domsmænd i Retten i Odense. Byretten afsagde dom den 28. maj 2021, hvor anklagemyndigheden blev frifundet. Flertallet lagde vægt på, at de erstatningssøgende havde udvist egen skyld ved at have været til stede på gerningsstedet.
Landsretten ophævede byrettens dom den 19. september 2023 med henvisning til, at Dommer var inhabil, jf. retsplejelovens § 61. Anklagemyndigheden ankede med påstand om ophævelse af landsrettens dom og hjemvisning til realitetsbehandling ved landsretten. De erstatningssøgende påstod stadfæstelse, sådan at byrettens dom ophæves og sagen hjemvises til fornyet behandling ved byretten.
Efter retsplejelovens § 61 må ingen handle som dommer, når der foreligger omstændigheder, som er egnet til at rejse tvivl om dommerens fuldstændige upartiskhed.
Bestemmelsen har et dobbelt formål: dels at undgå reel risiko for, at afgørelsen i den konkrete sag påvirkes af uvedkommende hensyn, dels at undgå, at der opstår mistillid til dommerens upartiskhed. Enhver har ret til rettergang for en upartisk domstol, jf. artikel 6, stk. 1, i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og § 61 skal fortolkes i lyset heraf (jf. UfR 2021.3983).
Det er fastslået i UfR 2000.186, at deltagelse i en afgørelse om varetægtsfængsling efter § 762, stk. 1 ikke i sig selv medfører inhabilitet i en efterfølgende erstatningssag. Der kan dog konkret foreligge inhabilitet, hvis karakteren og omfanget af de tidligere indgreb rejser tvivl om upartiskheden.
Det afgørende er, om dommeren reelt har taget stilling til tvistens genstand på et tidligere tidspunkt, herunder om spørgsmålene i sagerne er de samme, eller om der i øvrigt er en direkte indholdsmæssig forbindelse mellem spørgsmålene.
Højesteret lagde til grund, at de omstændigheder, som anklagemyndigheden havde anført til støtte for at nægte erstatning, i det væsentlige var de samme, som Dommer havde inddraget i sine begrundelser for at varetægtsfængsle de erstatningssøgende. Der forelå således en direkte indholdsmæssig forbindelse mellem de spørgsmål, dommeren havde taget stilling til under fængslingen, og de spørgsmål, der skulle afgøres i erstatningssagen.
De omstændigheder, som anklagemyndigheden har anført som begrundelse for at nægte erstatningerne, er i det væsentlige de samme omstændigheder, som indgik i Dommers begrundelser for varetægtsfængsling af de erstatningssøgende. På den baggrund tiltræder Højesteret, at der ved erstatningssagens behandling forelå omstændigheder, som var egnede til at rejse tvivl om hendes fuldstændige upartiskhed, jf. retsplejelovens § 61.
Højesteret stadfæstede landsrettens dom, således at byrettens dom blev ophævet, og sagen hjemvist til fornyet behandling ved byretten. Statskassen skal betale sagens omkostninger for Højesteret.
