HøjesteretHøjesteret fastslog, at selv en kortvarig, ulønnet vennetjeneste, der er aftalt på forhånd og udført som led i en erhvervsvirksomhed, udgør ulovlig beskæftigelse, hvis udlændingen ikke har arbejdstilladelse. Tiltalte blev derfor domfældt for overtrædelse af , men straffen blev nedsat til 10.000 kr. på grund af det enkeltstående og kortvarige omfang samt den ubetydelige økonomiske fordel.
Sagen handler om en enkeltstående episode den 29. september 2020. Tiltalte, der driver en cykelforretning, havde forudgående aftalt med en ven (Vidne 1), at denne skulle hjælpe med at bære cykler fra en lastbil ind i forretningen. Vidne 1, der er udenlandsk statsborger og ikke havde arbejdstilladelse, udførte opgaven ulønnet og i mindre end en halv time. Der var ifølge tiltalte tilstrækkeligt personale til stede, så hjælpen var ikke afgørende. Begivenheden fandt sted, mens Vidne 1 alligevel var i København for at besøge tiltalte og mødtes som en venneaftale. Tiltalte var klar over, at Vidne 1 manglede arbejdstilladelse.
Københavns Byret fandt tiltalte skyldig den 21. juni 2022 (sag SS 80-14158/2021). Østre Landsret stadfæstede skyldsspørgsmålet den 28. juni 2023 (sag S-2115-22) og fastsatte straffen til en bøde på 25.000 kr.
For Højesteret påstod tiltalte frifindelse, subsidiært formildelse. Anklagemyndigheden påstod skærpelse af straffen, idet bødeniveauet burde være over 50.000 kr.
Udlændingeloven § 13, stk. 1 fastsætter, at en udlænding skal have arbejdstilladelse for at tage "lønnet eller ulønnet beskæftigelse". Af forarbejderne (betænkning nr. 968/1982, s. 194) fremgår det:
Bestemmelsen i stk. 1, 1. punktum fastslår, at udlængde skal have arbejdstilladelse for at arbejde her i landet. Reglen gælder enhver form for lønnet eller ulonnet beskæftigel-se, enhver form for selvstændig erhvervsvirksomhed og enhver form for udførelse af tjenesteydelser mod eller uden vederlag.
Udlændingeloven § 59, stk. 5 straffer den, der beskæftiger en udlænding uden fornøden arbejdstilladelse, med bøde eller fængsel indtil 2 år. Strafansvar forudsætter forsæt eller uagtsomhed.
Udlændingeloven § 59, stk. 6 bestemmer, at det er en skærpende omstændighed, hvis overtrædelsen er forsætlig/grov uagtsom, der er opnået eller tilsigtet økonomisk fordel, eller udlændingen ikke har opholdsret (1. pkt.). Det er en særligt skærpende omstændighed, hvis overtrædelsen er begået under sådanne omstændigheder og som led i erhvervsudøvelse (2. pkt.). Forarbejderne til 2. pkt. angiver et udgangspunkt for bødeniveauet på mere end 50.000 kr. pr. beskæftiget udlænding pr. påbegyndt måned, når overtrædelsen er forsætlig, sket som led i erhvervsvirksomhed og med tilsigtet økonomisk fordel.
Højesteret fastslog indledningsvis, at udtrykket ”den, som beskæftiger en udlænding” i § 59, stk. 5 skal forstås i lyset af § 13, stk. 1, 1. pkt. og dens formål.
Kravet om arbejdstilladelse er navnlig begrundet i hensynet til danske erhvervs- og lønmodtagerinteresser. Dette hensyn tilsiger, at det må afgrænses bredt, hvad der udgør beskæftigelse, når en udlænder udfører en opgave som led i en erhvervsdrivendes virksomhed. Enhver form for lønnet eller ulønnet arbejde for en erhvervsdrivende må således anses for beskæftigelse omfattet af udlændingelovens § 59, stk. 5. Det er uden betydning, om der foreligger en formel ansættelsesaftale, og om arbejdet er varigt, midlertidigt eller enkeltstående.
Herefter indsnævres rækkevidden til kun at udelukke ganske særlige tilfælde:
Det vil herefter kun være i ganske særlige tilfælde, at en udlændings udførelse af en opgave for en erhvervsdrivende ikke vil udgøre beskæftigelse. Som eksempel kan nævnes den situation, hvor en udlænging uden aftale med den erhvervsdrivende eller uden dennes indforståelse på eget initiativ, tilfældigt og spontant udfører en kortvarig opgave for den erhvervsdrivende uden at modtage vederlag herfor.
På baggrund af landsrettens bevisresultat – at Vidne 1 efter forudgående aftale med tiltalte kortvarigt hjalp med at bære cykler uden vederlag, og at tiltalte var klar over manglende arbejdstilladelse – fandt Højesteret, at tiltalte med rette var fundet skyldig.
Højesteret bemærkede, at udgangspunktet i forarbejderne er en bøde på mere end 50.000 kr. pr. påbegyndt måned, men at dette må fraviges væsentligt nedad, når overtrædelsen er enkeltstående og af meget kort varighed.
Højesteret finder, at der må ske en væsentlig fravigelse af dette udgangspunkt i nedadgående retning, når der alene foreligger en enkeltstående overtrædelse af meget kort varighed.
I den konkrete sag var overtrædelsen enkeltstående, varede mindre end en halv time, og den tilsigtede økonomiske fordel var ubetydelig. Derfor fastsattes bøden til 10.000 kr.
Landsrettens dom ændres således, at tiltalte straffes med en bøde på 10.000 kr. med forvandlingsstraf af fængsel i 10 dage.
Efter sagens udfald og generelle betydning pålægges Statsskassen at betale sagens omkostninger for byret, landsret og Højesteret.
