HøjesteretHøjesteret tog stilling til, om en forsinket diagnosticering af lungekræft, som følge af en fejl på Herlev Hospital i april 2013, var årsag til patientens død i maj 2015. Ankenævnet for Patienterstatningen havde afvist erstatning, fordi det ikke var overvejende sandsynligt, at fejlen var dødsårsag, og spørgsmålet var, om der kunne ske bevislempelse, så en 'vis større sandsynlighed' var tilstrækkelig. Højesteret fandt, at hverken det almindelige eller det lempede beviskrav var opfyldt, og stadfæstede frifindelsen.
Appellanten er Ankenævnet for Patienterstatningen (advokat Inge Houe).
Appelindstævnte er Appelindstævnte 1, tidligere Appellant 2 og Appelindstævnte 2, tidligere Appellant 1 (begge repræsenteret af advokat Thomas Stigaard Hansen).
Ankenævnet påstod stadfæstelse af byrettens frifindende dom.
Appelindstævnte påstod stadfæstelse af landsrettens dom, som havde tilkendt erstatning.
Den 24. april 2013 fik Afdøde taget røntgenbilleder af brystkassen på Herlev Hospital i forbindelse med skift af brystimplantater. Billederne blev beskrevet som normale, men en senere gennemgang påviste en tumor på ca. 3,2 cm i højre lunge.
Først den 31. marts 2014 blev der på Glostrup Hospital foretaget ny røntgenundersøgelse, som viste en 6-7 cm stor tumor med spredning til lymfeknuder og lever. Afdøde modtog behandling, men døde den 1. maj 2015 af kræftsygdommen.
Ankenævnet for Patienterstatningen anerkendte, at der var begået en ansvarspådragende fejl ved, at kræftsygdommen ikke blev diagnosticeret ved undersøgelsen i april 2013.
Sagen begyndte ved Retten i Glostrup, som frifandt Ankenævnet.
Østre Landsret ændrede dommen og tilkendte erstatning til de efterladte.
Højesteret behandlede herefter sagen.
| Instans | Resultat |
|---|---|
| Byretten (Retten i Glostrup) | Frifindelse |
| Landsretten (Østre Landsret) | Erstatning tilkendt |
| Højesteret | Frifindelse (stadfæstelse af byret) |
Efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 20, stk. 1, nr. 1 er det en betingelse for erstatning, at skaden med overvejende sandsynlighed (over 50 %) kunne være undgået, hvis patienten var blevet behandlet anderledes.
I retspraksis er dette krav dog lempet i visse tilfælde, jf. Højesterets dom af 27. august 2019 (UfR 2019.3916 H). Beviskravet kan da nedsættes til en vis større sandsynlighed (under 50 %, men stadig betydelig), når
Den nøjagtige grad af sandsynlighed, der kræves, afhænger af en konkret vurdering, bl.a. af fejlens karakter.
Højesteret lagde afgørende vægt på Retslægerådets svar. Følgende hovedpunkter fremgår:
Hvis Afdøde var blevet opereret i april 2013, er det mest sandsynligt, at hun skulle tilbydes efterbehandling med kemoterapi. ... Kemoterapi i Afdødes situation ville ikke have haft nogen virkning, da kemoterapi efterfølgende viste sig overhovedet ikke at have effekt på hendes kræftsygdom. Denne observation underbygger, at Afdøde allerede i april 2013 havde uhelbredelig kræft, uanset om hun var blevet opereret eller ej.
Ankenævnet gjorde gældende, at overlevelseschancen i et 5-års perspektiv højest var 35 %, og sandsynligvis under 32 %. Retslægerådets svar viste, at det var væsentligt mere sandsynligt, at Afdøde ville være død uanset rettidig diagnosticering. Den begåede fejl kunne ikke medføre, at enhver tvivl skulle komme patienten til gode, og sandsynligheden for årsagssammenhæng var for lille, selv hvis beviskravet lempedes.
Appelindstævnte anførte, at der var betydelig tvivl om kræftens stadie i april 2013, og at denne tvivl burde komme patienten til gode på grund af fejlens alvor. De henviste til en erklæring fra tidligere overlæge Vidne 1, hvorefter det statistisk var overvejende sandsynligt, at kræften kunne helbredes i april 2013, og at fejlen med sikkerhed havde forøget risikoen for dødsfaldet væsentligt. Efter deres opfattelse var der op til 49,9 % sandsynlighed for helbredelse, hvilket var tilstrækkeligt til den lempede bevisstandard.
Højesteret lagde Retslægerådets vurderinger til grund og fandt, at Afdødes død hverken med overvejende sandsynlighed eller med en vis større sandsynlighed kunne anses for en følge af den forsinkede diagnosticering.
Retten fremhævede, at kræftens vækst fra april 2013 til april 2014, spredningen og kemoterapiens manglende virkning tungtvejende talte for, at sygdommen allerede var uhelbredelig i april 2013. Retslægerådet havde ikke med sikkerhed kunnet bestemme stadiet, men den usikkerhed, der fulgte af, at der ikke fandtes CT- eller PET-CT-skanning fra april 2013, kunne ikke føre til et andet resultat. Dette gjaldt også, selv om Retslægerådet havde udtalt, at »kræftens ægte stadium i april 2013 ikke kendes«.
Erklæringen fra Vidne 1 ændrede ikke vurderingen, da der måtte lægges afgørende vægt på Retslægerådets samlede bedømmelse.
Højesteret stadfæstede byrettens dom, og Ankenævnet for Patienterstatningen blev dermed frifundet.
Under hensyn til sagens karakter og principielle betydning for Ankenævnet pålagdes ingen af parterne at betale sagsomkostninger for byret, landsret eller Højesteret til den anden part eller statskassen.
