HøjesteretHøjesteret stadfæstede Landsrettens kendelse om, at lyd- og videooptagelser fra politiinfiltration i fængsel samt infiltratorens vidneforklaring kan anvendes som bevis i straffesagen mod Tiltalte for drab. Spørgsmålet var, om optagelserne var ulovligt tilvejebragte på grund af manglende lovhjemmel for personbåren aflytning, og om de krænkede retten til ikke at udtale sig, jf. EMRK artikel 6. Højesteret fandt, at legalitetskravet i EMRK artikel 8 var krænket for de personbårne aflytninger, men at beviserne alligevel kunne tillades efter en helhedsvurdering, hvor navnlig sagens alvor, bevisernes pålidelighed og muligheden for kontradiktion blev tillagt vægt.
Den 4. november 2016 blev den gravide Forurettede dræbt med knivstik i Park i By 1. Tiltalte var mistænkt for drabet, men en længerevarende efterforskning forblev resultatløs.
I 2020 afsonede Tiltalte en dom på 8 års fængsel for drabsforsøg i Enner Mark Fængsel. Politiet og anklagemyndigheden besluttede at iværksætte en hemmelig infiltration ved at indsætte PET-agenten Fiktivt navn som medindsat på samme afdeling under en dækhistorie om vold mod en kvinde i Grønland. Formålet var at få Tiltalte til at tale om drabet i Park.
Infiltrationens forløb:
Retsplejeloven
§ 750 giver politiet adgang til at foretage afhøringer; ingen tvang må anvendes.
§ 751 om krav til rapportering af afhøringer.
§ 752 pålægger politiet at vejlede en sigtet om retten til ikke at udtale sig, før afhøring finder sted.
§ 754 a regulerer agentvirksomhed (kun ved forebyggelse af lovovertrædelser, ikke fuldbyrdede).
§ 774 forbyder brug af kriminalforsorgens personale til efterforskning mod indsatte.
§ 781 om rumaflytning med rettens tilladelse.
Den Europæiske Menneskerettighedskonvention
: Retten til en retfærdig rettergang, herunder retten til at forholde sig tavs og forbuddet mod tvungen selvinkriminering.
Artikel 8: Retten til respekt for privatliv. Indgreb kræver hjemmel i loven og proportionalitet.
Praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol
Retten har i afgørelsen indgående behandlet følgende EMD-domme:
Tiltalte blev den 8. november 2022 tiltalt for forsætligt manddrab, jf. Straffelovens § 237. Hovedforhandlingen i byretten startede den 2. maj 2023, hvor Tiltalte protesterede mod afspilning af de omtvistede optagelser. Byretten tillod midlertidigt afspilning for at kunne tage stilling til bevisets karakter. Landsretten stadfæstede den 14. juni 2023 denne afgørelse med bemærkning om, at byretten burde træffe endelig afgørelse.
Byretten afsagde herefter den 30. juni 2023 kendelse, der tillod hovedparten af optagelserne som bevis, men afskar optagelser fra den 18. og 21. november 2020 samt enkelte rumaflytninger, idet retten fandt, at disse samtaler havde karakter af afhøringer. Landsretten ændrede den 25. september 2023 byrettens kendelse og tillod samtlige optagelser og infiltratorens vidneforklaring, hvilket førte til Højesterets behandling.
Tiltalte gjorde gældende navnlig:
Anklagemyndigheden anførte hovedsageligt:
Højesteret gennemgik først de overordnede spørgsmål om infiltrationens lovlighed, legalitetskravet og herefter den konkrete vurdering af samtalerne.
Højesteret fastslog, at indsættelse af en infiltrator i et fængsel som led i efterforskning af en allerede fuldbyrdet forbrydelse ikke er reguleret i retsplejeloven, men henhører under politiets almindelige efterforskningskompetence. En sådan infiltration skal opfylde et skærpet sagligheds- og proportionalitetskrav.
Retten fandt, at beslutningen om infiltration var saglig og proportional:
Der havde desuden foreligget konkrete, klare retningslinjer og løbende kontrol med infiltratorens virke.
Højesteret afviste, at kriminalforsorgens personale aktivt havde efterforsket mod Tiltalte. Bestemmelsen var derfor ikke overtrådt.
Højesteret tiltrådte Landsrettens vurdering af, at de personbårne aflytninger i fængslet var et indgreb i privatlivet, og at hverken retsplejeloven eller andre regler gav hjemmel til et sådant indgreb. Legalitetskravet i artikel 8, stk. 2, var derfor ikke opfyldt.
Højesteret foretog en konkret vurdering af alle samtaler og lagde til grund:
Alligevel fandt retten, at alle samtaler havde karakter af frivillige udtalelser, og at Tiltalte ikke var udsat for utilbørligt pres. Han fremstod ikke særligt sårbar i relationen til infiltratoren, og der forelå hverken tvang eller list af en karakter, der kan sidestilles med en ulovlig afhøring.
Retten udtalte:
Det er afgørende, at Tiltalte ikke har været udsat for et sådant pres, at hans ret til ikke at udtale sig og forbuddet mod selvinkriminering må anses for krænket. Samtalerne foregik frivilligt, og han var ikke i en særlig sårbar situation, uanset belastningen ved afsoning.
Højesteret anvendte de kriterier, der følger af EMD's praksis:
Højesteret konkluderede:
Efter en helhedsvurdering af de anførte forhold finder Højesteret ligesom landsretten, at det ikke vil være i strid med retten til en retfærdig rettergang, der følger af Menneskerettighedskonventionens artikel 6, stk. 1, at tillade anklagemyndigheden at anvende hele det video- og lydoptagede materiale og polititjenestemanden Fiktivt navns vidneforklaring som bevis i sagen.
Thi bestemmes:
Landsrettens kendelse stadfæstes. Alle de for byretten afspillede video- og lydoptagelser samt infiltratorens vidneforklaring kan i sin helhed indgå som bevis i den fortsatte hovedforhandling. Statskassen betaler kæresagens omkostninger for Højesteret.
