HøjesteretHøjesteret fastslog, at en leasingtager af en bil, der er konfiskeret som led i en straffesag for vanvidskørsel, har ret til at anke konfiskationsafgørelsen, selvom leasingtageren hverken var ejer eller fører af køretøjet. Retten lagde vægt på, at konfiskationen kunne have lige så store økonomiske konsekvenser for leasingtager som for ejer, og at vurderingen af konfiskationens forholdsmæssighed skal omfatte leasingtagers forhold. Leasingtagers principale påstand om ikke‑afvisning af anken blev taget til følge, og staten blev pålagt at betale sagens omkostninger for Højesteret.
Sagen udspringer af en straffesag mod Person, der den 4. juli 2021 blev afsløret i at have deltaget i kap‑ og væddeløbskørsel i en bil med registreringsnummer Reg. nr.. Bilen var leaset af Leasingtager (Persons far) hos Solid Leasing A/S.
Hverken Solid Leasing eller Leasingtager havde nogen direkte andel i overtrædelsen; Person havde taget bilen uden tilladelse, mens faderen var ude at rejse. Bilens værdi var ca. 130.000 kr. inkl. moms.
Ved Retten i Aarhus’ dom af 26. januar 2023 (sag 2-1934/2022) blev Person idømt 20 dages fængsel, frakendt førerretten i 3 år, og bilen blev konfiskeret i medfør af færdselslovens § 133 a, stk. 2, 2. pkt.. Retten vurderede, at det ikke var helt upåregneligt for Leasingtager, at bilen kunne blive anvendt til vanvidskørsel, og frifandt hverken på grund af tyveri eller andre undtagelsesforhold.
Under hovedforhandlingen mødte advokat Peter Nisgaard Brink som beskikket forsvarer for Leasingtager, jf. færdselslovens § 119, stk. 6. Leasingtager afgav forklaring og nedlagde påstand om frifindelse for konfiskationen.
Leasingtager ankede efterfølgende dommen til Vestre Landsret med påstand om frifindelse for konfiskationsspørgsmålet. Hverken Person eller Solid Leasing ankede.
Landsretten afviste anken ved kendelse af 5. september 2023 (S-0367-23) med den begrundelse, at leasingtageren ikke kunne anses som part i straffesagen med egen ankeret. Retten fandt, at lovændringen i 2021 og dennes forarbejder kun omtaler ejerens processuelle rettigheder, og at en leasingtagers tinglige brugsret ikke gav et selvstændigt ankesøgsmål.
Under sagens gang meddelte Selected Car Group A/S (ejer af Solid Leasing) ved mail af 21. august 2023, at leasingkontrakten ikke ville blive forlænget, og at Leasingtager ville blive afkrævet et tab opgjort til ca. 39.000 kr. plus moms efter fradrag af depositum. Senere opgjorde selskabet kontobalancen til 0 kr., men Leasingtager stod fortsat med et potentielt erstatningsansvar.
Ved lov nr. 534 af 27. marts 2021 blev reglerne om tredjemandskonfiskation skærpet. Færdselslovens § 133 a, stk. 2, 2. pkt. fik følgende ordlyd:
I tilfælde, hvor køretøjet føres af en anden person end køretøjets ejer og føreren har gjort sig skyldig i en eller flere af de i 1. pkt. nævnte overtrædelser, skal konfiskation ske, medmindre konfiskation må anses for uforholdsmaessigt indgribende, navnlig henset til ejerens mulighed for at kunne vide, at køretøjet ville blive anvendt ved en eller flere af de overtrædelser, der nævnes i 1. pkt., og for at tage alle rimelige skridt til at sikre sin økonomiske stilling i anledning af overdragelsen af køretøjet til den anden person.
Samme lov ændrede færdselslovens § 119, stk. 1, 1. pkt., så også sager om tredjemandskonfiskation behandles efter retsplejelovens almindelige regler om straffesager i kapitel 76-78 og kapitel 80. Desuden indsattes stk. 6 og 7:
Stk. 6. I sager om konfiskation efter § 133 a, stk. 2, 2. pkt., skal retten efter begæring besikke køretøjets ejer en offentlig forsvarer. Forsvareren skal bistå ejeren i forhold til spørgsmålet om, hvorvidt konfiskationen er uforholdsmaessigt indgribende, og eventuelle erstatningskrav som følge af konfiskationen, jf. stk. 7. Køretøjets ejer skal vejledes om adgangen til forsvarerbeskikkelse.
Stk. 7. I sager om konfiskation efter § 133 a, stk. 2, 2. pkt., kan køretøjets ejer påtale borgerlige krav efter reglerne i retsplejelovens kapitel 89.
Af forarbejderne til lovændringen (L 127/2020) fremgår, at formålet var at sikre en klar processuel retsstilling for tredjemand og at tydeliggøre, at sager om tredjemandskonfiskation skal følge de almindelige strafferetsplejeregler. Forarbejderne udtaler:
Eftersom sager om konfiskation behandles i strafferetsplejens former, forudsættes det imidlertid, at tredjemands anke af konfiskationsspørgsmålet efter det foreslåede § 133 a, stk. 2, 2. pkt., ligeledes vil skulle behandles efter disse regler.
Forarbejderne redegør endvidere for retspraksis forud for lovændringen, hvor køretøjets ejer var tillagt en række processuelle rettigheder, herunder ret til at få beskikket en offentlig forsvarer (jf. U.2012.3476Ø og U.2015.1467Ø) og ret til at anke konfiskationsspørgsmålet i strafferetsplejens former (jf. U.2012.3476Ø). Lovændringen tilslutter sig således denne retspraksis og kodificerer den.
Leasingtagers hovedsynspunkter:
Anklagemyndighedens hovedsynspunkter:
Højesteret lægger til grund, at lovændringen i 2021 tilsigtede at tydeliggøre tredjemands processuelle rettigheder, herunder retten til at få beskikket en offentlig forsvarer (færdselslovens § 119, stk. 6) og retten til at påtale borgerlige krav (færdselslovens § 119, stk. 7). Endvidere fremgår det af forarbejderne, at tredjemands anke af konfiskationsspørgsmålet skal ske i strafferetsplejens former.
Højesteret fremhæver, at en konfiskation af en leaset bil i leasingperioden indebærer, at leasingtageren mister sin brugsret og i almindelighed skal betale erstatning til leasinggiveren for dennes tab. Konfiskationen kan derfor have samme økonomiske konsekvenser for leasingtageren som for ejeren.
Derfor citerer Højesteret sin egen kendelse U.2023.1841:
Vurderingen af, om tredjemandskonfiskation efter færdselslovens § 133 a, stk. 2, 2. pkt., ud fra en helhedsvurdering er uforholdsmæssigt indgribende, skal foretages både i forhold til leasingselskabet og den person, der på tidspunktet for beslaglæggelsen havde leaset bilen (leasingtageren).
På denne baggrund finder Højesteret, at de processuelle rettigheder, der følger af færdselslovens § 119, stk. 1, 6 og 7, samt den adgang til at anke, der er forudsat i forarbejderne, også tilkommer leasingtageren.
Landsrettens afvisning var derfor forkert. Leasingtager skal have mulighed for at få prøvet konfiskationsspørgsmålet ved Landsretten.
Højesteret tager Leasingtagers principale påstand til følge.
Thi bestemmes:
