HøjesteretHøjesteret tog stilling til, om en kvinde, der var dømt for at have fremmet Islamisk Stats (IS) virksomhed i Syrien og for ulovligt ophold i konfliktområder, kunne delvis frifindes for visse perioder, om straffen på 4 års fængsel skulle ændres, om hun skulle frakendes dansk indfødsret, og om hun skulle udvises. Højesteret stadfæstede landsrettens dom i sin helhed: 4 års fængsel, frakendelse af indfødsret, men ikke udvisning — i stedet en advarsel — da udvisning ville stride mod TEUF artikel 20 og EMRK artikel 8, navnlig på grund af hensynet til hendes syv mindreårige børns tarv.
Tiltalte blev ved Vestre Landsret dømt for overtrædelse af straffelovens § 114 e, 1. pkt. (fremme af terrorvirksomhed) og straffelovens § 114 j, stk. 1, jf. stk. 3 (ulovligt ophold i konfliktområder). Landsretten idømte hende 4 års fængsel, frakendte hende dansk indfødsret i medfør af indfødsretslovens § 8 B, stk. 1, og tildelte hende en advarsel om udvisning.
Sagen blev anket til Højesteret af både anklagemyndigheden og tiltalte. Anklagemyndigheden påstod skærpelse af straffen, stadfæstelse af frakendelse af indfødsret og permanent udvisning. Tiltalte påstod delvis frifindelse for overtrædelse af § 114 e, 1. pkt., for to nærmere angivne perioder under sit ophold i Syrien, formildelse af straffen, frifindelse for frakendelse af indfødsret og fastholdelse af landsrettens afgørelse om advarsel i stedet for udvisning.
For Højesteret angik sagen derfor fire spørgsmål: (1) om der skulle ske delvis frifindelse for overtrædelse af § 114 e, (2) om straffen skulle ændres, (3) om tiltalte skulle frakendes dansk indfødsret, og (4) om hun skulle udvises.
Tiltalte gjorde gældende, at hun i to perioder ikke havde fremmet IS’ virksomhed: Dels i de første to måneder efter indrejsen i Syrien (medio/ultimo februar 2015), før hun forstod, at hendes daværende ægtefælle kæmpede for IS, dels i en periode fra den Dato 2 2017 til den Dato 1 2018, efter at hendes første ægtefælle var død og før hun giftede sig igen med en ambulancefører for IS. Hun anførte, at hun i sidstnævnte periode afviste at indgå i IS' strukturer, og alene passede sine børn.
Højesteret tiltrådte landsrettens bevisvurdering og lagde til grund, at tiltalte ved indrejsen vidste, at IS var en terrororganisation, og at hun under hele opholdet virkede som husmor og opfostrede sine børn i områder kontrolleret af IS, mens hun var gift med mænd, der var aktive for IS. Retten gennemgik lovforarbejderne til § 114 e (tidligere § 114 b) og bemærkede bl.a.:
En person, som forsætligt fremmer den kriminelle virksomhed eller formål hos en gruppe personer med kendskab til gruppens generelle terrorformål, og som dermed yder en form for bidrag til, at der foretages en terrorhandling, vil kunne straffes efter den særlige medvirkensregel, selv om den pågældende ikke har forsæt til at medvirke til en konkretiseret terrorhandling.
Højesteret konkluderede, at landsretten ikke havde anvendt bestemmelsen urigtigt ved at finde tiltalte skyldig i hele perioden fra medio/ultimo februar 2015 til primo marts 2019. Den omstændighed, at tiltalte i perioder måtte have afstået fra aktiv fremme, ændrede ikke ved, at hun ved sin tilstedeværelse og sin rolle som husmor og hustru i IS-kontrollerede områder objektivt set fremmede IS' virksomhed, og at hun havde det fornødne forsæt.
Landsretten fastsatte straffen til fængsel i 4 år. Højesteret fandt, at straffen var passende. Retten lagde vægt på:
Højesteret forkastede argumentet om, at straffen skulle nedsættes på grund af tiltaltes langvarige ophold i al-Hol lejren under fængselslignende forhold. Retten fandt ikke grundlag for at anvende straffelovens § 86, stk. 5 eller princippet heri.
Resultatet blev, at straffen på fængsel i 4 år blev stadfæstet.
Spørgsmålet om frakendelse af indfødsret reguleres af indfødsretslovens § 8 B, stk. 1, hvorefter den, der findes skyldig i overtrædelse af bestemmelser i straffelovens kapitel 12 og 13, kan frakendes sin danske indfødsret, medmindre det gør den pågældende statsløs. Da tiltalte var dømt for overtrædelse af § 114 e og § 114 j (kapitel 13), og Udlændinge- og Integrationsministeriet havde vurderet, at hun fortsat var statsborger i Bosnien-Hercegovina, fandt Højesteret, at lovens grundbetingelse var opfyldt.
Retten foretog en proportionalitetsafvejning, som krævet efter Højesterets praksis, jf. U.2019.736H, og efter EU-Domstolens dom i sag C-221/17 (M.G. Tjebbes m.fl.). I den forbindelse indgik en vurdering af tiltaltes tilknytning til henholdsvis Danmark og Bosnien-Hercegovina.
Tiltalte havde en stærk tilknytning til Danmark, navnlig gennem sine otte børn. Men hun havde også en ikke uvæsentlig tilknytning til Bosnien-Hercegovina, hvor hun boede sine første ni år, talte flydende bosnisk, havde forældre med hus dér, en farbror, og havde været på ferie. Højesteret fandt derfor, at det trods hendes stærke tilknytning til Danmark ikke var grundlag for at fravige udgangspunktet om frakendelse. Det forhold, at udvisning ikke kunne ske (se næste afsnit), var ikke i sig selv afgørende for frakendelsesspørgsmålet.
Højesteret konkluderede:
Henset til karakteren og grovheden af Tiltaltes kriminalitet og hendes tilknytning til henholdsvis Bosnien-Hercegovina og Danmark finder Højesteret, at en frakendelse ikke vil være i strid med de krav, som følger af Menneskerettighedsdomstolens praksis i sager om frakendelse af statsborgerskab. Det samme gælder det EU-retlige proportionalitetsprincip samt artikel 7 og artikel 24, stk. 2, i EU-Charteret.
Tiltaltes danske indfødsret blev derfor frakendt.
Tiltalte var omfattet af udlændingelovens udvisningsregler, men hun påberåbte sig bl.a. TEUF artikel 20 og EMRK artikel 8 til støtte for, at udvisning ville være uproportional. Højesteret lagde til grund, at der forelå et afhængighedsforhold mellem tiltalte og hendes syv mindreårige børn, der alle var danske statsborgere, og at hun var eneforælder. Efter EU-Domstolens dom i de forenede sager C-451/19 og C-532/19 (Subdelegación) indebærer TEUF artikel 20, at en forælder til et mindreårigt unionsborgerbarn ikke kan udvises, hvis udvisningen vil tvinge barnet til at forlade Unionen, medmindre der foreligger et ekstraordinært tilfælde.
Retten citerede præmisser fra Subdelegación-dommen og fandt, at udvisning af tiltalte ville indebære en betydelig risiko for, at børnene måtte forlade Unionen. Det blev også vurderet, at det ville være uforsvarligt at lade børnene blive i Danmark uden deres mor, da kommunens og VISO’s udtalelser fastslog, at hun var afgørende for deres trivsel.
Højesteret vurderede herefter, om der forelå et ekstraordinært tilfælde, der kunne berettige udvisning. Et ekstraordinært tilfælde kræver ifølge C-304/14 (CS), at tiltaltes personlige adfærd udgør en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel mod en grundlæggende samfundsinteresse. Retten udtalte:
Højesteret finder efter en samlet vurdering, at hensynet til børnenes tarv afgørende taler imod at fravige udgangspunktet og udvise Tiltalte. Der er således efter EU-retten ikke tale om et ekstraordinært tilfælde.
Tiltalte blev derfor frifundet for påstanden om udvisning og tildelt en advarsel om udvisning. Hun har dermed ret til ophold i Danmark afledt af hensynet til børnene.
Højesteret stadfæstede landsrettens dom i sin helhed. Det indebar:
Statskassen betalte sagens omkostninger for Højesteret.
