HøjesteretHøjesteret tog stilling til, om Ryanair med frigørende virkning kunne refundere billetprisen for en aflyst flyrejse til den rejseagent, passagererne havde benyttet, i stedet for direkte til passagererne. Sagen drejede sig om en fælles flyvning fra Billund til Rom, som Ryanair aflyste under COVID-19-pandemien. Efter at passageren havde anmodet om refusion, betalte Ryanair beløbet tilbage til betalingskortet anvendt ved booking, som tilhørte rejseagenten Flybillet. Højesteret stadfæstede byrettens frifindelse, idet passageren havde accepteret, at refusionen ville ske til rejseagenten, og betalingen dermed var sket med frigørende virkning i overensstemmelse med EU-Domstolens praksis.
Appelindstævnte 1 og Appelindstævnte 2 købte i september 2019 via rejseagenten Flybillet (en del af Etraveli-koncernen) en flyrejse med Ryanair fra Billund til Rom og retur med planlagt afrejse i april 2020.
Den 11. marts 2020 aflyste Ryanair flyvningen FR9634 fra Billund til Rom (Ciampino) den 2. april 2020 på grund af COVID-19. Ryanair sendte en mail til Appelindstævnte 2, hvor passageren fik valget mellem fuld refusion af billetprisen eller omlægning af rejsen, samt tilbud om rimelig pleje i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 261/2004 (flyforordningen).
Appelindstævnte 2 anmodede Ryanair om refusion via det link, der var i mailen, og modtog herefter en automatisk bekræftelse, hvori det fremgik, at refusionen var behandlet og sendt tilbage til den oprindelige betalingsform. Beløbet udgjorde EUR 183,79.
Sagen blev anlagt af passagererne mod Ryanair med krav om betaling af refusionsbeløbet. Retten i Kolding frifandt Ryanair den 21. januar 2022 (BS-47085/2020-KOL.). Vestre Landsret omgjorde dommen den 13. juni 2023 (BS-39145/2022-VLR) og gav passagererne medhold. Ryanair anlagde herefter sagt for Højesteret, som tillod sagen indbragt som en småsag.
Ryanair påstod stadfæstelse af byrettens dom (frifindelse), mens Appelindstævnte 1 og 2 påstod stadfæstelse af landsrettens dom (domfældelse af Ryanair).
Sagens udfald beror på flyforordningen (forordning (EF) nr. 261/2004) samt EU-Domstolens fortolkning heraf.
Af forordningens artikel 5, stk. 1, litra a, jf. artikel 8, følger, at passageren ved aflysning har ret til refusion inden syv dage i henhold til artikel 7, stk. 3. Artikel 7, stk. 3, bestemmer, at kompensation (herunder refusion) udbetales kontant, ved elektronisk bankoverførsel, bankanvisning eller bankcheck, eller med passagerens skriftlige billigelse i rejsekuponer og/eller andre tjenesteydelser.
EU-Domstolen har i sag C-307/21 (AB m.fl. mod Ryanair DAC) udtalt, at:
"Kun hvis passageren udtrykkeligt tillader formidleren at modtage den videresendte oplysning fra det transporterende luftfartsselskab, og luftfartsselskabet er bekendt med denne tilladelse, kan det antages, at betingelserne i artikel 5, stk. 1, litra c), i forordning nr. 261/2004 er opfyldt, når det transporterende luftfartsselskab fremsender oplysninger om ændringer af en flyafgang til formidleren, uden at denne formidler efterfølgende videresender dem til passageren." (præmis 27)
Præmissen angår ganske vist meddelelse om aflysning, men Højesteret anvender princippet analogt på refusion via formidler.
Ryanair gjorde gældende, at tilbagebetalingen var sket med frigørende virkning til de betalingskort, der var anvendt ved køb af rejsen. Flyforordningen regulerer ikke, hvordan refusion skal tilbagebetales; spørgsmålet skal afgøres efter nationale obligationsretlige regler. Ryanair var ikke bekendt med, at flybilletterne var købt via en uautoriseret billetformidler, eller at betalingskortene ikke tilhørte passagererne. Selskabet anførte, at passageren ved at klikke på refusionslinket i mailen havde givet tilladelse til, at tilbagebetalingen skete til de anvendte betalingskort.
En pligt for flyselskaber til at tilbagebetale refusionsbeløbet direkte til passagererne ville medføre, at flyselskabet aldrig kunne betale med frigørende virkning til andre end passageren, uanset om andet måtte være aftalt.
Appelindstævnte 1 og 2 bestred, at det var dokumenteret, at Ryanair havde tilbagebetalt refusionsbeløbet til rejseagenten. De anførte, at det er flyselskabets ansvar at sikre, at betalingen tilgår den rette, uanset om rejsen er booket via en rejseagent. Ryanair havde ikke fået tilladelse til at tilbagebetale billetprisen til rejseagenten, og en eventuel betaling dertil var derfor i strid med flyforordningen, som forpligter flyselskabet direkte over for passageren. Det burde komme Ryanair til skade, at formuleringen "back to the form of payment used for the original booking" kunne forstås som betaling til passagerens eget betalingskort.
Højesteret gennemgik det faktiske hændelsesforløb: Appelindstævnte 2 modtog mailen af 11. marts 2020, der tilbød refusion via et link, og muligheden for alternativt at angive en bankkonto på en hjemmeside (hvilket ikke fremgik af mailen). Appelindstævnte 2 valgte det første link og indtastede sine bookingoplysninger. Umiddelbart efter modtog han en autogeneret svar, hvori det fremgik, at hvis bookingen var foretaget gennem et rejsebureau, skulle han kontakte bureauet, da refusionen var sendt tilbage til den oprindelige betalingsform, som muligvis ikke var hans eget kreditkort. Den 30. marts 2020 anmodede Appelindstævnte 2 selv Flybillet om at få overført beløbet.
Højesteret fandt, at Appelindstævnte 2 derved havde accepteret, at refusionsbeløbet ville blive udbetalt til rejseagenten Flybillet. Ryanair kunne derfor betale til Flybillet med frigørende virkning.
Retten bemærkede, at dette resultat er i overensstemmelse med flyforordningen, særligt henset til præmis 27 i EU-Domstolens dom C-307/21, der forudsætter en udtrykkelig tilladelse fra passageren til, at formidleren modtager oplysninger (og dermed betaling).
Byretten og landsretten havde begge fundet det godtgjort, at Ryanair faktisk havde overført refusionsbeløbet til Flybillet. Højesteret fandt ikke tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte denne bevisvurdering.
Højesteret stadfæstede byrettens dom, således at Ryanair blev frifundet.
I sagsomkostninger for landsretten skulle Appelindstævnte 1 og 2 in solidum betale 1.500 kr. til Ryanair til dækning af advokatudgift.
I Højesteret skulle statskassen betale 34.000 kr. til Ryanair, heraf 30.000 kr. til advokatudgift og 4.000 kr. til retsafgift. Beløbene skal betales inden 14 dage og forrentes efter Rentelovens § 8 a.
