Højesterets kendelse om forlængelse af varetægtsfængsling ud over to tredjedele af straffetiden

Parter

Anklagemyndigheden mod Tiltalte.

Faktum og sagens forhistorie

Tiltalte blev den 11. april 2023 løsladt efter fuldt ud at have afsonet en dom på fængsel i 1 år og 3 måneder for bl.a. 13 indbrud og indbrudsforsøg.

Den 16. april 2023 – kun fem dage efter løsladelse – blev han anholdt og sigtet for indbrudstyveri begået natten til den 16. april i en lejlighed i Sønderborg. Han havde stjålet pyntegenstande, en pung, en bilnøgle m.v., mens en beboer sov.

Tiltalte har en omfattende kriminel løbebane med 30 afgørelser for berigelseskriminalitet i perioden 2000-2022, heraf 21 vedrørende indbrud eller indbrudsforsøg. Han har afsonet sine seneste fem domme for ligeartet kriminalitet på fuld tid.

Tidslinje

Procesforløb

Ved grundlovsforhør den 16. april 2023 blev Tiltalte varetægtsfængslet efter retsplejeloven § 762, stk. 1, nr. 2 (gentagelsesrisiko).

Byretten (Retten i Sønderborg) afsagde dom den 6. juli 2023 og idømte Tiltalte 6 måneders fængsel samt en bøde på 13.500 kr. for indbrudstyverier, brugstyveri af bil, overtrædelse af færdselsloven og lov om euforiserende stoffer. Samme dag afsagde byretten kendelse om, at Tiltalte skulle forblive varetægtsfængslet under anken eller indtil straffuldbyrdelse, under henvisning til hans hurtige recidiv og omfattende forstraffe for berigelseskriminalitet.

Begge parter ankede: Tiltalte til formildelse, anklagemyndigheden til skærpelse.

Vestre Landsret traf den 20. juli 2023 afgørelse om forlængelse af varetægtsfængslingen frem til 17. august 2023. Den 10. august 2023 fandt landsretten, at betingelserne i retsplejeloven § 769, stk. 4, jf. § 762, stk. 1, nr. 2, fortsat var opfyldt, og at fortsat varetægtsfængsling ikke var i strid med proportionalitetsprincippet i retsplejeloven § 762, stk. 3. Landsretten bemærkede, at proportionalitetsvurderingen undtagelsesvist måtte ske i lyset af straffeloven § 38, stk. 4, hvorefter prøveløsladelse forudsætter, at den dømtes forhold ikke gør det utilrådeligt.

Ankesagen blev hævet, efter at Tiltalte den 18. september 2023 frafaldt sin anke, og anklagemyndigheden den 20. september 2023 frafaldt sin kontraanke. Den 22. september 2023 bestemte landsretten med samme begrundelse som i kendelsen af 10. august 2023, at Tiltalte skulle forblive varetægtsfængslet, indtil afsoning kunne påbegyndes, jf. retsplejeloven § 769, stk. 1, jf. § 762, stk. 1, nr. 2.

Procesbevillingsnævnet meddelte tilladelse til kære af begge landsrettens kendelser til Højesteret.

Påstande for Højesteret

Tiltalte påstod, at betingelserne for fortsat varetægtsfængsling ikke var opfyldt, hverken da landsretten afsagde kendelse den 10. august 2023 eller den 22. september 2023.

Anklagemyndigheden påstod stadfæstelse.

Retsgrundlag

Proportionalitetsvurderingen ved varetægtsfængsling reguleres af retsplejeloven § 762, stk. 3.

Straffeloven § 38 om prøveløsladelse fastlægger, at når to tredjedele af straffetiden er udstået, skal kriminalforsorgen tage stilling til prøveløsladelse (stk. 1). Prøveløsladelse forudsætter, at den dømtes forhold ikke gør det utilrådeligt (stk. 4).

Strafferetsplejeudvalgets betænkning nr. 1560/2016 omhandler samspillet mellem proportionalitetsreglen og prøveløsladelse. Det fremgår heraf bl.a.:

6.4.1. Det følger af proportionalitetsreglen i retsplejelovens § 762, stk. 3, (...) at varetægtsfængsling ikke kan anvendes, hvis frihedsberøvelsen vil stå i misforhold til bl.a. den retsfølge, som kan forventes, hvis sigtede findes skyldig. Ved vurderingen af den forventede retsfølge skal der bl.a. tages fornødent hensyn til muligheden for at opnå prøveløsladelse til normal tid, jf. Højesterets kendelse trykt i UfR 2012, side 2271.

Efter Strafferetsplejeudvalgets opfattelse er højesteretskendelsen ikke til hinder for, at varetægtsperioden overstiger varigheden af den forventede straf med fradrag af normal prøveløsladelsestid i tilfælde, hvor der ud fra oplysningerne i den konkrete sag undtagelsesvis er fornødnen sikkerhed for, at den pågældende ikke vil blive prøveløsladt.

Parternes anbringender

Tiltalte anførte navnlig:

• At betingelserne for fortsat varetægtsfængsling efter retsplejeloven § 762, stk. 1, nr. 2, jf. stk. 3, ikke var opfyldt.
• At landsretten ved at forlænge varetægtsfængslingen frem til dom reelt afskar adgangen til domstolsprøvelse af en eventuel nægtelse af prøveløsladelse, jf. straffuldbyrdelsesloven § 112.
• At landsretten manglede et tilstrækkeligt grundlag, da der ikke var indhentet konkrete oplysninger fra kriminalforsorgen om muligheden for prøveløsladelse.
• At hans personlige forhold var gode: Han ønskede en kriminalitetsfri tilværelse, ville bo hos sin mor, modtage kontanthjælp, men var interesseret i arbejde.
• At frihedsberøvelsen derfor var i strid med proportionalitetsprincippet.

Anklagemyndigheden anførte navnlig:

• At betingelserne for varetægtsfængsling var opfyldt, og at forlængelsen ikke var i strid med proportionalitetsprincippet.
• At Højesterets praksis (UfR 2012.2271) ikke udelukker, at varetægtsperioden kan overstige to tredjedele af den forventede straf, når der undtagelsesvis er fornøden sikkerhed for, at prøveløsladelse ikke vil ske.
• At det i denne sag var åbenbart, at prøveløsladelse måtte være utilrådelig, jf. straffeloven § 38, stk. 4, henset til:
  • Hurtigt recidiv: nyt indbrud kun fem dage efter løsladelse fra en længere fængselsstraf.
  • Omfattende forstraffe gennem mere end 20 år for ikke-bagatelagtig berigelseskriminalitet, herunder 21 indbrudsrelaterede afgørelser.
  • Gentagen ny kriminalitet i prøvetider.
  • Afsoning af de seneste fem domme på fuld tid.
  • Ugunstige arbejds- og opholdsforhold.

Højesterets begrundelse og resultat

Højesteret fastslog indledningsvis, at sagen angik, om det var i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet i retsplejeloven § 762, stk. 3, at forlænge varetægtsfængslingen af Tiltalte, selvom han den 16. august 2023 havde været frihedsberøvet i en periode svarende til to tredjedele af den straf på fængsel i 6 måneder, som byretten havde idømt.

Højesteret henviste til sin egen praksis i UfR 2012.2271 og UfR 2020.3699, hvorefter der ved proportionalitetsvurderingen skal tages fornødent hensyn til muligheden for at opnå prøveløsladelse til normal tid, jf. straffeloven § 38, stk. 1.

Retten bemærkede, at det ikke er udelukket, at varetægtsperioden efter en konkret vurdering kan overstige varigheden af den forventede straf med fradrag af normal prøveløsladelsestid. Højesteret understregede, at der ved rettens stillingtagen til forlængelse af varetægtsfængsling ikke skal indhentes en udtalelse fra kriminalforsorgen vedrørende muligheden for prøveløsladelse.

Højesteret tiltrådte, at det i den foreliggende sag ikke var i strid med proportionalitetsprincippet at forlænge varetægtsfængslingen ud over to tredjedele af straffetiden. Retten lagde ligesom landsretten vægt på:

• Sagens karakter (indbrudstyveri i beboet lejlighed med sovende beboer).
• Tiltaltes personlige forhold, herunder omfattende forstraffe for ligeartet kriminalitet.
• Det hurtige recidiv (fem dage efter løsladelse fra fuld afsoning af tidligere dom).
• At han havde afsonet sin seneste dom af 8. juli 2022 fuldt ud.

Højesteret fandt det åbenbart, at prøveløsladelse ville være utilrådelig, jf. straffeloven § 38, stk. 4.

Højesteret stadfæster herefter landsrettens kendelser.

Tiltalte blev pålagt at betale kæreomkostningerne for Højesteret.