HøjesteretAppellanten flyttede til Tyskland i 2007 og frameldte sig folkeregistret, men modtog fortsat årsopgørelser som fuldt skattepligtig i Danmark. Da han i 2017 vendte tilbage og ansøgte om beskatning efter forskerskatteordningen i , afslog Skattestyrelsen, fordi årsopgørelserne viste fuld skattepligt inden for 10-års perioden, jf. . Højesteret fastslog, at årsopgørelserne er gyldige forvaltningsafgørelser, der må lægges til grund, og at appellanten ikke havde sikret en afsluttende ansættelse ved fraflytningen, så 10-års betingelsen var ikke opfyldt.
Appellanten var fuldt skattepligtig til Danmark efter kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, da han den 23. april 2007 flyttede til Tyskland for at arbejde. Han frameldte sig det danske folkeregister. Trods udrejsemeddelelsen modtog han i de følgende år årsopgørelser fra SKAT for indkomstårene 2007, 2008, 2009 og 2010, hvori han var registreret som fuldt skattepligtig. Han rettede ikke henvendelse til skatteforvaltningen om flytningen eller indgav fraflytningsselvangivelse, jf. den dagældende bekendtgørelse nr. 962 af 12. oktober 2005.
Appellanten vendte tilbage til Danmark og tiltrådte den 4. oktober 2017 en stilling hos COWI A/S. Virksomheden anmodede om, at han blev beskattet efter forskerskatteordningen i kildeskattelovens § 48 E-F. Skattestyrelsen afslog med den begrundelse, at han ifølge årsopgørelserne havde været fuldt skattepligtig inden for de seneste 10 år, jf. § 48 E, stk. 3, nr. 1.
Skattestyrelsen meddelte afslag på ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelserne for 2007-2010 efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8. Landsskatteretten stadfæstede dette afslag, og denne afgørelse blev endelig.
Landsskatteretten stadfæstede ligeledes Skattestyrelsens afgørelse om, at appellanten ikke opfyldte 10-års betingelsen for forskerskatteordningen.
Sagen blev anlagt ved Københavns Byret, der frifandt Skatteministeriet (BS-17497/2020-KBH). Østre Landsret stadfæstede byrettens dom (BS-25576/2021-OLR). Appellanten indbragte herefter sagen for Højesteret.
Appellanten nedlagde følgende påstande:
Desuden påstod appellanten, at Skatteministeriet skal betale 70.000 kr. med procesrente fra den 21. juni 2023 (tilbagebetaling af idømte sagsomkostninger).
Skatteministeriet påstod stadfæstelse over for den principale og mere subsidiære påstand. Over for den subsidiære påstand påstod ministeriet principalt afvisning, subsidiært frifindelse. Over for betalingspåstanden påstod ministeriet frifindelse.
Sagens kerne er kildeskattelovens § 48 E, stk. 3, nr. 1, der bestemmer:
Det er en betingelse for anvendelse af reglerne i stk. 1, at arbejdstageren ikke inden for de seneste 10 år forud for ansættelsen har været skattepligtig til Danmark efter § 1 eller § 2, stk. 1, nr. 1-4, 7, 9-27, eller stk. 2.
Fuld skattepligt efter kildeskattelovens § 1 afhænger af bopælsforhold. Når fuld skattepligt først er indtrådt, ophører den kun, hvis den skattepligtige godtgør, at betingelserne ikke længere er opfyldt. Der skal ske en afsluttende ansættelse ved ophør af skattepligt.
Appellanten gjorde gældende, at det er den faktiske og reelle skattepligt, der er afgørende. Han havde ubestridt bopæl i Tyskland fra 2007 og havde frameldt sig folkeregistret, så han kunne ikke længere anses for fuldt skattepligtig. Det afgørende for 10-års kravet er således den reelle skattepligt, ikke formelle, interne systemregistreringer hos SKAT.
Det er alene den reelle skattepligt, der er afgørende … Det afgørende er således den faktiske og reelle skattepligt til Danmark og ikke en formel intern registrering i SKATs systemer.
SKAT var bekendt med hans bopæl i udlandet, men havde undladt at ændre registreringen eller opkræve skat. Skattestyrelsen havde pligt til af egen drift at foretage en afsluttende ansættelse efter § 11, stk. 3, i bekendtgørelse nr. 962 af 12. oktober 2005, men forsømte dette.
Ministeriet anførte, at når en person er fuldt skattepligtig, kan skattepligten kun bringes til ophør ved, at den pågældende godtgør, at betingelserne for fuld skattepligt ikke længere er til stede, jf. bl.a. UfR 2001.1459 H og UfR 2001.1845 H.
En flytteanmeldelse til folkeregisteret er ikke tilstrækkelig til at bringe den fulde skattepligt til ophør, og skattemyndighederne er ikke forpligtet til af egen drift at undersøge forholdet. Det påhviler den skattepligtige at indgive fraflytningsselvangivelse og tilvejebringe nødvendige oplysninger for en afsluttende ansættelse.
Årsopgørelserne er gyldige forvaltningsafgørelser, der er bindende, medmindre de ændres efter skatteforvaltningslovens § 26 eller § 27. De må derfor lægges til grund ved vurderingen af 10-års betingelsen.
Højesteret lagde til grund, at appellanten ikke havde rettet henvendelse til skatteforvaltningen om flytningen, og at han dermed ikke sørgede for, at der blev tilvejebragt grundlag for en stillingtagen til ophør af fuld skattepligt. Han var derfor i SKATs systemer fortsat registreret som fuldt skattepligtig.
Retten bemærkede, at § 11, stk. 3, i bekendtgørelsen ikke kan forstås sådan, at skattemyndighederne havde pligt til af egen drift at foretage en afsluttende ansættelse uden de nødvendige oplysninger fra skatteyderen.
Højesteret udtalte:
De nævnte årsopgørelser er gyldige forvaltningsafgørelser, som må lægges til grund, når det skal afgøres, om Appellant ”har været skattepligtig” til Danmark som nævnt i kildeskattelovens § 48 E, stk. 3, nr. 1.
Derfor fandt retten, at appellanten ifølge disse afgørelser havde været fuldt skattepligtig inden for den relevante 10-års periode.
Højesteret tiltrådte derfor, at appellanten ikke opfyldte 10-års betingelsen ved ansættelsen hos COWI den 4. oktober 2017.
Højesteret stadfæstede landsrettens dom. Under hensyn til sagens karakter og videregående betydning bestemte retten, at ingen af parterne skal betale sagsomkostninger for byret, landsret eller Højesteret til den anden part.
Appellantens påstand om tilbagebetaling af sagsomkostninger for de tidligere instanser blev taget til følge:
Skatteministeriet skal inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse til Appellant tilbagebetale 70.000 kr. med procesrente fra den 21. juni 2023.
Det er ikke SKATs ”interne systemmæssige registrering” … der i sig selv er afgørende. Det afgørende er, at han ved de faktisk foretagne skatteansættelser … er blevet skatteansat som fuldt skattepligtig.
Ministeriet understregede, at formålet med ordningen er enkel administration, og at det kræver klare holdepunkter at se bort fra skatteansættelserne – hvilket ikke forelå.
