Højesteret: Grønlandsk kommune ikke betalingspligtig for anbringelse efter dansk straffedom

Stridens kerne: Skift i anbringelsesgrundlag

Hovedspørgsmålet var, om betalingspligten for anbringelsen i Danmark fortsatte på grundlag af grønlandske regler efter en ny dansk straffedom. Højesteret fastslog, at Retten i Horsens dom af 2. april 2014 ophævede det tidligere grønlandske grundlag og etablerede et nyt dansk retsgrundlag for anbringelsen. Dette skift medførte, at de grønlandske bekendtgørelser om betaling for ophold i Danmark ikke længere fandt anvendelse.

Processuel historie og instanser

Sagen var indbragt for Højesteret fra Vestre Landsret, som den 24. marts 2023 havde afsagt dom i BS-45495/2021-VLR og BS-45497/2021-VLR. Højesteret ændrede landsrettens dom i sagerne BS-18386/2023-HJR og BS-18652/2023-HJR. Biintervenient til støtte for de danske kommuner var Kommunernes Landsforening.

Parters påstande og omstridte beløb

Lolland Kommune og Randers Kommune nedlagde påstand om frifindelse for refusionskrav og om anerkendelse af Kommuneqarfik Sermersooq som rette betalingskommune. Den grønlandske kommune påstod stadfæstelse af landsrettens dom.

Omstridte betalingskrav (periode efter 10. februar 2018 til udgangen af 2019):

Lovgrundlag og centrale stridspunkter

De centrale retsregler omhandlede fordelingen af udgifter til ophold og gælden for dansk lov i Grønland.

• Retssikkerhedsloven § 9, stk. 1: Opholdskommunens pligt til at yde hjælp og afholde udgifter til institutionsophold.
• Retssikkerhedsloven § 90, stk. 1: Loven gælder ikke for Grønland.
• Bekendtgørelse nr. 1389 af 12. december 2006 og bekendtgørelse nr. 647 af 31. maj 2017 om døgnophold i tilbud i Danmark og Grønland (regler om grønlandske myndigheders betaling).
• Bekendtgørelse nr. 1364 af 28. november 2023 om finansiering af visse ydelser (§ 1, stk. 4, § 22 og § 23 vedrørende objektiv finansiering).

Stridspunktet var, om retssikkerhedslovens principper eller bekendtgørelserne kunne anvendes analogt til at pålægge den grønlandske kommune betalingsansvar, eller om den danske straffedom skabte et helt nyt retsgrundlag, der udelukkede grønlandsk hjemmel.

Højesterets begrundelse

Højesteret fandt, at grundlaget for anbringelsen skiftede fra Nuuk Kredsrets dom til den danske straffedom. Dermed fandt de grønlandske bekendtgørelser ikke længere anvendelse. Retten afviste, at retssikkerhedsloven eller bekendtgørelserne kunne tolkes analogt til at pålægge betalingspligt.

Højesteret finder, at efter Retten i Horsens’ dom var grundlaget for anbringelsen af Person 1 og Person 2 ikke længere Nuuk Kredsrets dom, men den danske straffedom. Allerede som følge heraf finder de forannævnte bekendtgørelser ikke anvendelse. Det er uden betydning, at der ikke efter den danske straffedom skete en ny visitation, og at anbringelsen fortsatte i et ubrudt forløb.

Vedrørende kravene omfattet af objektiv finansiering (Institution 1) fandt retten, at Region Sjælland ikke havde et gyldigt krav mod de danske kommuner, da udgifterne fordeles efter folketal. Kommuneqarfik Sermersooq kunne derfor ikke indtræde i et ikke-eksisterende krav. De øvrige krav (Institution 2 og pensionsydelser) anerkendtes, da de svarede til gyldige krav, som opkrævende myndigheder kunne have rejst mod de rette betalingskommuner (Lolland Kommune og Randers Kommune).

Afgørelse og resultat

Højesteret ændrede landsrettens dom og frifandt Kommuneqarfik Sermersooq for anerkendelsespåstandene fra Lolland Kommune og Randers Kommune. De danske kommuner blev pålagt at betale følgende beløb til Kommuneqarfik Sermersooq med procesrente fra den 10. februar 2021:

• Lolland Kommune: 1.199.523 kr.
• Randers Kommune: 261.454 kr.

Beløbene skulle betales inden 14 dage efter domsafsigelsen. Under hensyn til sagernes principielle karakter og udfald idømtes ingen part sagsomkostninger for landsret og Højesteret.