Højesteret Stadfæster Varetægtsfængsling af Udvisningsdømt Asylansøger

Sagens forløb og proceshistorik

Påstande og parternes anbringender

• Tiltaltes påstand og anbringender:

• Påstod, at anklagemyndighedens anmodning om fortsat varetægtsfængsling ikke burde være taget til følge.

• Anførte, at sagen om dokumentfalsk burde have afventet asylafgørelsen, og at der ikke var foretaget en konkret vurdering af sandsynligheden for asyl.

• Hævdede, at den langvarige fængsling var uproportional og i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 5 og 8 samt Flygtningekonventionens artikel 31.

• Pege på, at asylsagen var trukket i unødig langdrag under afventning af ægthedsvurderingen, og at mindre indgribende foranstaltninger som ophold på asylcenter burde være anvendt.

• Anklagemyndighedens påstand og anbringender:

• Påstod stadfæstelse af landsrettens kendelse.

• Henviste til forarbejderne til Hjemrejseloven § 14, stk. 2, der tillader varetægtsfængsling, medmindre det er overvejende sandsynligt, at asylansøgeren vil blive meddelt asyl på baggrund af nationalitet eller befolkningsgruppe.

• Anførte, at Flygtningekonventionens artikel 31 ikke var overtrådt, da tiltalte ikke kom direkte fra et truende område, men havde opholdt sig i Grækenland i tre år.

• Vægtede, at asylsagen var fremmet med fornøden omhu, der ikke var generelle hindringer for udsendelse til Bangladesh, og at proportionalitetsprincippet var opfyldt på tidspunktet for landsrettens kendelse.

Stridens kerne: Varetægtsfængsling og asylbehandlingens varighed

Det centrale stridspunkt vedrørte fortolkningen af Hjemrejseloven § 14, stk. 2, jf. stk. 3, og den konkrete proportionalitetsvurdering i en sag, hvor asylbehandlingens varighed påvirkede fængslingsperioden. Bestemmelsen muliggør varetægtsfængsling af en udvist asylansøger med henblik på at sikre udsendelse. Ifølge forarbejderne er der ingen fast øvre grænse for varigheden, men fængslingen må kun opretholdes, så længe asylbehandlingen ikke trækker unødigt i langdrag.

Ved vurderingen skal retten tage stilling til en række faktorer, herunder den tid, der allerede er forløbet, straffens længde, om myndighederne fremmer sagen med fornøden omhu, og om der er reel udsigt til udsendelse. Højesteret understregede, at varetægtsfængsling efter bestemmelsen altid skal ske efter en konkret og individuel vurdering.

Efter forarbejderne til hjemrejselovens § 14 kan der ikke ske varetægtsfængsling, hvis det er overvejende sandsynligt, at udlændingen på baggrund af en bestemt nationalitet eller befolkningsgruppe vil blive meddelt asyl. Det fremgår endvidere af forarbejderne, at varetægtsfængsling altid vil skulle ske efter en konkret og individuel vurdering af den pågældendes forhold, og at der ikke er fastsat en øvre grænse for varigheden af varetægtsfængslingen.

Højesterets begrundelse og vurdering

Højesteret foretog en konkret vurdering af tiltaltes situation på tidspunktet for landsrettens kendelse den 24. april 2023. Retten konkluderede, at tiltalte var ved endelig dom udvist af Danmark, og at han havde søgt om asyl. Der forelå ikke oplysninger, der talte for, at det var overvejende sandsynligt, at han ville blive meddelt asyl på grund af sin nationalitet eller tilhørsforhold.

Myndighedernes sagsbehandling blev vurderet til at være sket med den fornødne omhu. Udlændingestyrelsens indsamling af oplysninger og initiérering af en ægthedsvurdering af de domme, tiltalte fremlagde som asylgrundlag, betragtedes som en nødvendig del af behandlingen, der ikke trak unødigt i langdrag. På baggrund heraf fandt Højesteret, at der var reel udsigt til udsendelse til Bangladesh, hvis asylansøgningen blev afvist.

Udlændingestyrelsen må anses for at have fremmet asylsagen med den fornødne omhu ved indsamling af oplysninger om ham og vurdering af ægthed af flere domme, som han havde udleveret til Udlændingestyrelsen til støtte for sin ansøgning om asyl. Der var ikke grundlag for at fastslå, at der ikke var reel udsigt til, at han kunne udsendes til Bangladesh, hvis han ikke fik asyl i Danmark.

Henset til at tiltalte senere modtog afslag på asyl og frafaldt sin ansøgning, fastslog Højesteret, at han ikke var konventionsflygtning. Herefter var han ikke omfattet af beskyttelsen efter Flygtningekonventionens artikel 31 mod strafforfølgning for ulovlig indrejse, jf. tidligere praksis i UfR 2012.1670 H. Den samlede varighed af frihedsberøvelsen og forholdet til asylbehandlingens forløb var således ikke uproportionale på det tidspunkt, hvor landsretten traf afgørelse.

Afgørelse

Højesteret tiltrådte landsrettens og byrettens vurdering af, at betingelserne for fortsat varetægtsfængsling var opfyldt den 24. april 2023.

• Landsrettens kendelse om fortsat varetægtsfængsling stadfæstes.
• Statskassen tilpligtes at betale kæreomkostningerne for Højesteret.

Tiltalte blev herefter løsladt den 4. oktober 2023 ved udsendelse til Bangladesh.