Højesteret stadfæster afslag på tiltaltes adgang til digitalt sagsmateriale under hovedforhandling

Sagens faktum og procesforløb

Den foreliggende sag er en del af et større sagskompleks om overtrædelse af Straffeloven § 191 ved indsmugling og handel med store mængder kokain. Komplekset omfatter cirka 30 personer, hvoraf ni er tiltalt i den konkrete sag. Alle de ni tiltalte var på tidspunktet for afgørelsen varetægtsfængslet i medfør af Retsplejeloven § 762, stk. 1, nr. 3, suppleret med besøgs- og brevkontrol. Sagsmaterialet er udelukkende digitalt og omfatter cirka 30.000 sider fordelt på fire PDF-filer og en tillægsekstrakt med politirapporter, tvangsindgrebsrapporter og domme vedrørende medgerningsmænd.

Sagen har gennemgået to tidligere instanser, hvor afgørelserne om akteadgangen divergerede markant:

Påstande og retsgrundlag

Parters påstande for Højesteret var følgende:

• Tiltalte 1 påstod, at han må gennemgå det digitale materiale på en iPad stillet til rådighed af sin forsvarer under hovedforhandlingen.
• Tiltalte 2 påstod stadfæstelse af byrettens kendelse om tilladt adgang.
• Tiltalte 3 påstod subsidiært stadfæstelse af byrettens kendelse, men primært at anklagemyndigheden pålægges at stille et elektronisk medie til rådighed.
• Anklagemyndigheden påstod stadfæstelse af landsrettens kendelse.

Spørgsmålet hviler primært på bestemmelsen om forsvarerens og sigtettes adgang til sagsakter. Ifølge Retsplejeloven § 729 a, stk. 3 gælder følgende for overdragelse af materiale:

Forsvareren må ikke uden politiets samtykke overlevere det modtagne materiale til sigtede eller andre. Politiet giver samtykke, hvis det findes ubetænkeligt.

Stridens kerne: Digital akteadgang som overlevering

Tiltalte og deres forsvarere argumenterede for, at kontrolleret adgang under retsmøde ikke udgør en »overlevering«, da forsvareren sidder ved siden af og kan overvåge brugen. De pegede på, at indførelsen af digitale sagsakter ikke bør begrænse forsvarsretten, og at praksis i andre store digitale sager allerede tillader lignende ordninger. Tiltalte fremhævede deres legitime behov for at gennemgå samtlige 30.000 sider.

Anklagemyndigheden modsatte sig dette og anførte, at forsvarerne under en travl hovedforhandling ikke kan overvåge tiltaltes skærme på en betryggende måde. Enhver selvstændig tilgang på en elektronisk enhed er derfor reelt en overlevering, der kræver samtykke. Anklagemyndigheden understregede, at frakobling af Wi-Fi, Bluetooth og SIM-kort ikke udelukker risiko for aktiv funktion eller anden spredning, særligt i en sag om organiseret grænseoverskridende narkotikakriminalitet. Der blev desuden vist på faren for, at tiltalte får øje på oplysninger om udenforståendes private forhold, som er uden saglig betydning.

Højesterets begrundelse og vægtning

Højesteret behandlede, om den anmodede ordning udløser samtykkekravet, og om anklagemyndighedens afslag kan tilsidesættes. Retten lagde afgørende vægt på det praktiske forhold, at forsvarernes deltagelse i selve retsmødet udelukker en løbende og effektiv kontrol af tiltaltes skærminteraktion. Højesteret konkluderede herefter:

Højesteret finder, at etablering af den ordning, som forsvarerne har anmodet om, vil indebære, at de tiltalte opnår en sådan selvstændig adgang til materialet, at der er tale om »overlevering« som nævnt i § 729 a, stk. 3, 3. pkt. Der er herved lagt vægt på, at det under hovedforhandlingen ikke vil være praktisk muligt for forsvarerne at overvåge og kontrollere den måde, de tiltalte udnytter adgangen til materialet på.

Da ordningen kræver samtykke efter retsplejelovens § 729 a, stk. 3, 4. pkt., skulle retten vurdere, om anklagemyndighedens afslag var begrundet. Højesteret tiltrådte landsrettens og anklagemyndighedens risikovurdering fuldt ud. Retten fastslog, at det i sagens kontekst ikke kunne anses for ubetænkeligt at udlevere materialet. Desuden understregede domstolen, at det alene er forsvareren, der har krav på udlevering af sagsakter, og at anklagemyndigheden ikke kan pålægges at stille elektroniske enheder til rådighed for de tiltalte.

Afgørelse

Højesteret stadfæstede Østre Landsrets kendelse af 11. maj 2023, hvilket medførte, at der ikke gives tilladelse til, at de tiltalte får selvstændig adgang til sagens digitale materiale på en elektronisk enhed under hovedforhandlingen. Statskassen pålægges at betale kæremålsomkostningerne for Højesteret.