Højesteret fastslår Jernbanenævnets kompetence til at nedsætte takster på kombiterminaler uden forudgående konkurrenceanalyse

1.1Stridens kerne: Hjemmel til indgreb og krav om konkurrenceanalyse

Det væsentligste stridspunkt var, om Jernbanenævnet havde hjemmel til at nedsætte taksterne alene ud fra, at de var fastsat højere end omkostningerne med tillæg af en rimelig fortjeneste, eller om nævnet først var forpligtet til at analysere konkurrencesituationen på det relevante marked.

Det juridiske grundlag for påbuddet var Jernbaneloven § 103, stk. 1 sammenholdt med Kombiterminalbekendtgørelsen § 7, stk. 1, der fastsætter princippet om, at takster må svare til omkostningerne med tillæg af en rimelig fortjeneste. Bestemmelsen er en implementering af direktiv 2012/34/EU artikel 31, stk. 7.

Spørgsmålet var, om Kombiterminalbekendtgørelsen § 5, stk. 2, som regulerer konkurrencevurderinger, udgjorde en obligatorisk forudsætning for ethvert indgreb i takstniveauet, eller om § 7, stk. 1 kunne håndhæves uafhængigt heraf.

1.2Parternes anbringender

Jernbanenævnet fremhævede følgende:

• Hjemlen til påbuddet fandtes direkte i jernbanelovens § 103 og Kombiterminalbekendtgørelsen § 7, stk. 1. En konkurrenceanalyse efter § 5, stk. 2, var ikke en betingelse.
• En modsat fortolkning ville give § 7, stk. 1, karakter af lex imperfecta, hvilket strider mod hensigten med lovgivningen og forarbejderne til lov nr. 686 af 27. maj 2015.
• Hjemlen er i fuld overensstemmelse med EU-Domstolens dom i sag C-144/20 (AS LatRailNet), der bekræfter tilsynsorganers beføjelse til af egen drift at korrigere uønsket markedsudvikling.

DB Cargo Scandinavia A/S anfægtede påbuddet bl.a. med:

• Kombiterminalbekendtgørelsen § 7, stk. 1, beskriver alene principper for takstfastsættelse, ikke for nedsættelse. Hjemlen til nedsættelse findes udelukkende i § 5, stk. 2, hvilket kræver konkurrenceanalyse.
• Påbuddet lider af væsentlig begrundelsesmangel, idet det primært henviser til konkurrenceforhold og markedsforvridning frem for en klar reference til overtrædelse af § 7, stk. 1.
• Den anvendte periodiseringsregel (år X+2-reglen) er uhjemlet og strider mod bekendtgørelsen.
• Takster bør vurderes samlet for terminalaktiviteten, ikke individuelt for hver serviceydelse.

1.3Højesterets begrundelse og vurdering

Højesteret foretog en samlet fortolkning af jernbanelovens § 103 og de relevante bestemmelser i Kombiterminalbekendtgørelsen. Retten fandt, at hjemmel til at udstede påbuddet fulgte direkte af overtrædelsen af takstprincippet.

"Det var ikke en yderligere betingelse, at nævnet foretog en analyse af konkurrencemæssige forhold mv."

Fortolkningen understøttes af forarbejderne til jernbaneloven, der tilsigtede en forenkling af tilsynet, så Jernbanenævnet kunne træffe afgørelser med direkte virkning uden Trafikstyrelsens forudgående godkendelse. Endvidere er fortolkningen i overensstemmelse med direktiv 2012/34/EU artikel 56, stk. 9, som jf. AS LatRailNet giver tilsynsorganet kompetence til af egen drift at vedtage foranstaltninger for at korrigere overtrædelser, heraf af takstregler.

Højesteret behandlede de øvrige indsigelser som følger:

• Begrundelsesmangler: Selvom påbuddet også henvisede til konkurrenceforhold, fandt retten ikke mangler, der kunne medføre ugyldighed. Det fremgik af påbuddets indledning og bilag 1 og 2, at kernen var spørgsmålet om rimelig fortjeneste efter Kombiterminalbekendtgørelsen § 7, stk. 1. Det var dermed tilstrækkeligt klart for DB Cargo, hvad påbuddets indhold og begrundelse var.
• Periodisering (år X+2-reglen): Reglen omfatter en forskydning, hvor omkostninger fra to år før takstperioden indgår i opgørelsen. Højesteret fandt, at dette var berettiget, idet bekendtgørelsens § 7, stk. 4, og stk. 7, forudsætter en periodemæssig forskydning i takstfastsættelsen.
• Individuel vs. samlet vurdering: Retten bekræftede, at bekendtgørelsens § 7, stk. 2, og § 8, stk. 2, kræver en individuel vurdering af taksterne for hver enkelt serviceydelse. En samlet vurdering af terminalens økonomi var ikke i overensstemmelse med regelværket eller direktivet.

1.4Afgørelsen

Højesteret stadfæstede byrettens dom, hvormed Jernbanenævnet frifindes. Påbuddet om nedsættelse af taksterne på kombiterminalerne i Høje Taastrup og Taulov fastholdes som gyldigt.

Henset til visse uklarheder i Jernbanenævnets oprindelige afgørelse af 18. september 2019 samt sagens samlede forløb fandt Højesteret, at ingen af parterne pålægges at betale sagsomkostninger til den anden part for behandling i byret, landsret eller Højesteret.

THI KENDES FOR RET: Byrettens dom stadfæstes. Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger til den anden part for sagens behandling ved byret, landsret eller Højesteret.