Højesterets afgørelse om fordeling af omkostninger ved isoleret bevisoptagelse vedrørende mangelfuld ståltrappe

Stridens kerne: Omkostninger til isoleret bevisoptagelse

Byggeriet af et nyt familiehus i Rudkøbing blev afleveret i juli 2016. Byggeriet omfattede en udvendig ståltrappe med betontrin, hvor ståldelene blev leveret af Skønsindstævnte A/S 1 efter anvisning fra totalrådgiveren, mens betontrinnene blev støbt af Skønsindstævnte ApS.

Efter afleveringen konstaterede Skønsrekvirent fejl og mangler ved trappen og anmodede 3. juli 2019 om isoleret bevisoptagelse for at belyse, om der var begået fagfejl. Skønsmanden afgav flere rapporter i perioden februar 2020 til januar 2022, hvori det konstateredes omfattende korrosion i form af rustgennemslag på vanger og trin. Skønsmanden vurderede, at årsagen var vandnedsivning mellem fuger/mørtel og stål, samt at den valgte konstruktion med galvaniserede, lukkede skåle var uegnet til det aggressive, kystnære miljø. De samlede udbedringsomkostninger blev estimeret til 133.000 kr. ekskl. moms.

Det centrale stridspunkt for Højesteret var ikke selve manglerne, men hvem der skulle betale omkostningerne til den isolerede bevisoptagelse på 220.000 kr. Skønsindstævnte A/S 1 afviste at betale, da selskabet hverken havde stået for projekteringen, monteringen eller fugningen, og gjorde gældende at et eventuelt krav ville være forældet. De øvrige parter ønskede opretholdelse af landsrettens fordeling.

Procesforløb og påstande

Skønsindstævnte A/S 1 har nedlagt påstand om, at landsrettens kendelse ændres, således at selskabet ikke skal betale noget beløb til Skønsrekvirent. Subsidiært ønskes ophævelse og hjemvisning til fornyet indbyrdes fordeling af omkostningerne mellem de skønsindstævnte.

De indkæredede parter har nedlagt påstand om stadfæstelse af landsrettens kendelse. Skønsrekvirent har subsidiært nedlagt påstand om ændret eller ny indbyrdes fordeling af omkostningerne mellem parterne.

Lovgrundlag og parters anbringender

Spørgsmålet om fordeling af omkostninger ved isoleret bevisoptagelse skal afgøres efter Retsplejeloven § 343, stk. 3. Bestemmelsen fastsætter, at retten træffer bestemmelse om betaling af omkostninger ved bevisoptagelsen. Ifølge forarbejderne skal retten ved omkostningsfastsættelsen inddrage, hvilken part der har fået medhold i forhold til resultatet af bevisførelsen.

Skønsindstævnte A/S 1 anførte, at skønserklæringerne ikke udgør et tilstrækkelig sikkert grundlag for, at rekvirenten har fået medhold i forhold til selskabet. Korrosionen skyldtes efter skønsmandens opfattelse vandnedsivning og trappens design, hvilket A/S 1 ikke har medindflydelse på. Desuden gør selskabet gældende, at et eventuelt krav er forældet efter Forældelsesloven § 3, stk. 1, jf. Forældelsesloven § 21, stk. 4, og at rekvirenten ikke har anlagt sag inden forældelsesfristen udløb.

Skønsrekvirent anførte, at det ikke kan udelukkes, at der kunne oprettes et krav mod A/S 1, og at skønserklæringerne samlet set støtter, at der er begået fagfejl. De øvrige skønsindstævnte understøttede landsrettens begrundelse om, at det ikke kan udelukkes, at krav kan gøres gældende mod alle de involverede parter.

Højesterets begrundelse og dissens

Højesteret har afgjort sagen med stemmerne 3-2. Flertallets vurdering lægger vægt på, at bevisoptagelsen støtter påstanden om fagfejl, og at det ikke kan udelukkes, at et krav kan gøres gældende mod Skønsindstævnte A/S 1.

I en sag som den foreliggende finder vi, at det kan pålægges en skønsindstævnt at betale omkostninger ved en isoleret bevisoptagelse, hvis bevisoptagelsen støtter, at der er begået fagfejl, og det efter det i øvrigt foreliggende ikke kan udelukkes, at skønsrekvirenten som følge heraf kan gøre krav gældende mod den skønsindstævnte, jf. Højesterets kendelse af 11. januar 2019 (UfR 2019.1247).

Formålet med den isolerede bevisoptagelse var at få belyst, om der var begået fagfejl bl.a. med hensyn til den omhandlede trappe, og vi finder ligesom byretten og landsretten, at resultatet af det gennemførte syn og skøn må anses for at støtte Skønsrekvirents synspunkter om, at der er begået fagfejl vedrørende trappen. Endvidere finder vi, at det ikke kan udelukkes, at Skønsrekvirent som følge heraf kan gøre krav gældende mod Skønsindstævnte A/S 1.

Mindretallets vurdering adskiller sig ved, at usikkerheden omkring skyldsspørgsmålet i forhold til netop A/S 1 vejer tungere end det generelle formål med skønnet.

I skønserklæringerne er der påvist mangler ved trappen. Efter oplysningerne i skønserklæringerne om, hvad der er eller kan være årsag til manglerne, fremstår det imidlertid som usikkert, om manglerne skyldes fagfejl begået af Skønsindstævnte A/S 1. Vi finder derfor ikke grundlag for at fastslå, at Skønsrekvirent har fået medhold i skønsforretningen i forholdet til Skønsindstævnte A/S 1. På den baggrund er der efter vores opfattelse ikke grundlag for i medfør af retsplejelovens § 343, stk. 3, at pålægge Skønsindstævnte A/S 1 at betale omkostninger ved bevisoptagelsen til Skønsrekvirent.

Flertallet fandt desuden ikke grundlag for at til sidesætte landsrettens ligelige fordeling af omkostningerne, og stadfæstede kendelsen. Der var efter Højesterets vurdering ikke grundlag for at anse parterne for procesfæller efter .

Afgørelsen

Højesteret stadfæster Østre Landsrets kendelse i det hele. De idømte omkostninger fra landsretten på 220.000 kr. forbliver uændret, hvoraf Skønsindstævnte A/S 1 afholder en andel på 55.000 kr. For sagsomkostningerne vedrørende selve Højesteretsbehandlingen træffes følgende bestemmelse:

De idømte beløb skal betales inden 14 dage og forrentes efter rentelovens § 8 a.