Højesterets prøvelse af tilbageholdelse med henblik på udlevering til Japan (Paul Watson-sagen)

Anholdelsen og de japanske sigtelser

T – kendt som leder af Sea Shepherd – blev den 21. juli 2024 anholdt af Grønlands Politi i Nuuk på baggrund af en international arrestordre (Red Notice) fra de japanske myndigheder. Arrestordren, der var udstedt af en dommer ved Tokyo Summary Court den 28. marts 2024, angik to forhold begået i februar 2010 i det antarktiske farvand under aktioner rettet mod det japanske hvalforskningsskib Shonan Maru No. 2.

De to sigtelser, som senere blev uddybet i den formelle udleveringsanmodning af 30. juli 2024, kan opsummeres således:

T nægtede sig skyldig i begge forhold og samtykkede ikke til udlevering. Han fremhævede bl.a., at skaderne skyldtes besætningens egen brug af peberspray, og at aktionen havde politisk karakter rettet mod Japans hvalfangst.

Retsgrundlaget for tilbageholdelse med henblik på udlevering

Udlevering til strafforfølgning i Japan reguleres af lov nr. 249 af 9. juni 1967 om udlevering af lovovertrædere (udleveringsloven), der gælder i Grønland med de afvigelser, der følger af den grønlandske retsplejelov. Efter udleveringslovens § 13 kan de retsmidler, der er omtalt i den grønlandske retsplejelovs regler om tilbageholdelse af sigtede, anvendes for at sikre udlevering. Det medfører, at den grønlandske retsplejelovs bestemmelse om tilbageholdelse – § 359 – finder anvendelse.

Efter den grønlandske retsplejelov § 359, stk. 1, nr. 1, litra a, og nr. 2, litra a, kan en sigtet tilbageholdes, når

• der er begrundet mistanke om, at den pågældende har begået en grov lovovertrædelse, og
• der samtidig er bestemte grunde til at antage, at den pågældende vil unddrage sig forfølgningen.

Proportionalitetsprincippet i § 359, stk. 3 medfører, at tilbageholdelse ikke kan anvendes, hvis frihedsberøvelsen står i misforhold til forstyrrelsen af den sigtedes forhold, sagens karakter og den forventede foranstaltning.

Forarbejderne til udleveringslovens § 13 fastslår, at domstolene allerede ved spørgsmålet om tilbageholdelse skal foretage

en vis foreløbig domstolsprøvelse [af, om betingelserne for udlevering er opfyldt], idet f.eks. fængsling ikke kan anvendes, hvis retten på det foreliggende grundlag finder, at betingelserne for udlevering ikke er til stede.

Samtidig angiver forarbejderne, at den udenlandske arrestordre som udgangspunkt kan lægges til grund uden nærmere prøvelse af skyldspørgsmålet, medmindre

det på grund af særlige omstændigheder må antages, at dommen eller beslutningen savner tilstrækkeligt bevismæssigt grundlag.

Bestemmelsen i udleveringslovens § 3, stk. 5 udgør den materielle målestok: Udlevering (og dermed tilbageholdelse) må ikke ske, hvis sigtelsen savner tilstrækkeligt bevismæssigt grundlag på grund af særlige omstændigheder.

Endelig kræver EMRK artikel 5, at frihedsberøvelsen er undergivet en reel domstolsprøvelse og ikke strækker sig længere end rimeligt.

Sagens forløb ved Retten i Grønland og Grønlands Landsret

Efter T's anholdelse og indledende tilbageholdelse i grundlovsforhør den 21. juli 2024, anmodede Japan den 30. juli 2024 formelt om udlevering. Sagen blev herefter behandlet af de grønlandske domstole ved en række fristforlængelsesmøder, der resulterede i fire indbyrdes kærede beslutninger, som Højesteret senere prøvede.

Beslutningerne af 15. august og 20. august 2024

Under retsmødet den 15. august 2024 nægtede Retten i Grønland T's forsvarere at fremlægge en række bilag og videooptagelser med henvisning til, at sådan bevisførelse henhørte under den senere ministerielle vurdering. T afgav forklaring og nægtede sig skyldig.

Retten bemærkede:

Det ligger uden for rettens prøvelsesadgang i en sag om forlængelse af en tilbageholdelse at foretage en tilbundsgående bevisvurdering … Dette er fastslået i såvel [tidligere beslutninger].

Retten fandt, at der var begrundet mistanke, at forholdene kunne medføre en frihedsberøvende foranstaltning på mere end et år, og at T's manglende tilknytning til Grønland samt hans flugt fra Tyskland i 2012 pegede på unddragelsesfare. Tilbageholdelsen blev forlænget.

Grønlands Landsret stadfæstede den 20. august 2024 med følgende bemærkning:

Der er ikke ved denne kontradiktion fremkommet oplysninger om særlige omstændigheder, som giver grundlag for at antage, at den japanske arrestordre savner tilstrækkeligt bevismæssigt grundlag.

Beslutningerne af 4. september og 19. september 2024

Ved fristforlængelsesmødet den 4. september 2024 fik forsvarerne tilladelse til at afspille en enkelt videooptagelse, men blev afskåret fra øvrig dokumentation. Retten fastholdt tilbageholdelsesgrundlaget, og landsretten afviste samtidig mundtlig behandling af kæremålet og stadfæstede.

Beslutningen af 14. oktober 2024

Efter at T havde været tilbageholdt i næsten tre måneder, besluttede Grønlands Landsret den 9. oktober 2024 at behandle kæremålet mundtligt og tillade den hidtil afviste dokumentation. Retten tilkendegav, at

Højesterets vurdering og afgørelse

Højesteret fastslog med henvisning til udleveringslovens § 13 og den grønlandske retsplejelovs § 359, at domstolene i tilbageholdelsesspørgsmålet skal foretage en vis foreløbig prøvelse af, om udleveringsbetingelserne er opfyldt. Denne prøvelse står i modsætning til den fuldstændige prøvelse, der først foretages efter Justitsministeriets beslutning.

Retten udtalte:

Højesteret finder herefter, at retten i forbindelse med en anmodning om tilbageholdelse for at sikre udlevering – ud over en prøvelse af, om betingelserne for tilbageholdelse i den grønlandske retsplejelov er opfyldt – skal foretage en vis foreløbig prøvelse af, om betingelserne for udlevering er opfyldt, sådan at tilbageholdelse ikke kan ske, hvis retten på det foreliggende grundlag finder, at betingelserne for udlevering ikke er til stede.

Ved vurderingen af mistankegrundlaget skal den udenlandske arrestordre som udgangspunkt lægges til grund. Kun hvis der foreligger "særlige omstændigheder", der peger på, at sigtelsen savner et tilstrækkeligt bevismæssigt grundlag, skal retten foretage en nærmere undersøgelse. Højesteret tiltrådte, at sådanne omstændigheder ikke var til stede. De fremlagte bilag og den afspillede video rejste ikke rimelig tvivl om grundlaget for den japanske arrestordre.

Højesteret lagde desuden vægt på:

• Unddragelsesfare: T havde ingen tilknytning til Grønland, og hans flugt fra Tyskland i 2012 understøttede formodningen om, at han ville unddrage sig forfølgning.
• Lovovertrædelsens grovhed: Sigtelserne angik forhold, der efter grønlandsk ret kunne medføre en foranstaltning strengere end bøde (grov lovovertrædelse). Landsrettens vurdering heraf blev tiltrådt.
• Proportionalitet: Justitsministeriets behandling forløb på rimelig måde, og henset til sigtelsernes karakter var den samlede tilbageholdelsestid (ca. 5 måneder) ikke uproportional.

Om kontradiktionen og bevisførelsen bemærkede Højesteret, at T havde haft adgang til at afgive forklaring og fremlægge beviser, og at de grønlandske domstoles skønsmæssige vurdering af, hvilke beviser der var af betydning for tilbageholdelsesspørgsmålet, ikke gav anledning til tilsidesættelse.