HøjesteretHøjesteret tog stilling til, om et opholdsforbud meddelt tre mænd for grov banderelateret vold skulle begrænses geografisk til en bydel eller omfatte hele Odense Kommune, og om varigheden på 5 år skulle forlænges. De tiltalte var medlemmer af bandegrupperingen NBV og havde i forening overfaldet to mænd med slag og knivstik i en verserende konflikt med 9Hunna. Højesteret stadfæstede landsrettens afgørelse om forbud i hele kommunen i 5 år, idet retten fandt det nødvendigt for at hindre genoptagelse af kriminelle aktiviteter, og at transit kunne reguleres via politiets tilladelsesordning.
Den 13. januar 2022 omkring kl. 22.57 overfaldt ni maskerede mænd i tre biler de to forurettede, Forurettede1 og Forurettede2, der var af somalisk afstamning, på en parkeringsplads ved Vej1 i Odense. De tiltalte tildelte dem flere slag og knivstik; Forurettede2 pådrog sig livstruende skader, idet et stik perforerede milten og forårsagede lungekollaps. Overfaldet havde baggrund i en verserende bandekonflikt mellem grupperingerne NBV og 9Hunna, og de tiltalte var medlemmer af NBV.
Ved Retten i Odenses dom af 28. oktober 2022 (sagsnr. 11-5843/2022) blev de tiltalte fundet skyldige i grov vold efter straffelovens § 245, stk. 1, jf. § 81 a, stk. 1. Byretten fastsatte straffe på mellem 2 år og 6 måneder og 4 år og 6 måneders fængsel og meddelte et opholdsforbud begrænset til et område omkring Korsløkkeparken, Vollsmoseparken og Blangstedgård. Anklagemyndigheden ankede med påstand om skærpelse, herunder opholdsforbud for hele Odense Kommune, og Østre Landsret (S-3461-22 og S-4001-22) fandt ved dom af 12. december 2023, at forbuddet skulle udstrækkes til hele kommunen i 5 år. Landsretten skærpede også straffene, således at de tre tiltalte der er parter i højesteretssagen – Tiltalte2, Tiltalte10 og Tiltalte8 – idømtes henholdsvis 4 års, 4 år og 6 måneders samt 6 års fængsel. Procesbevillingsnævnet meddelte begrænset anke til Højesteret alene om opholdsforbuddets geografiske udstrækning og varighed.
Straffelovens § 79 a, stk. 1, 1. pkt., giver mulighed for opholdsforbud ved dom for overtrædelser omfattet af § 81 a (bandekriminalitet). Efter stk. 2 kan forbuddet omfatte "et eller flere nærmere afgrænsede områder, hvor den pågældende lovovertrædelse er begået, eller hvor den gruppe af personer, som den domfældte er tilknyttet, opholder sig." Varigheden er 1–10 år fra endelig dom, jf. stk. 5 (tidligere stk. 4). Politiet kan efter stk. 4 (tidligere stk. 3) meddele tilladelse til færden eller ophold "hvis det af særlige grunde må anses for befojet".
Forarbejderne (FT 2017-18, tillæg A, lovforslag nr. L 35) præciserer:
Et opholdsforbud skal som udgangspunkt omfatte den eller de kommuner, hvor den pågældende lovovertrædelse er begået.
I store kommuner med tæt bebyggelse kan retten dog begrænse forbuddet til en bydel, hvis en bredere udstrækning er uforholdsmæssig. Ved fængsel i mere end 1 år, men ikke over 4 år, forudsættes forbuddet som udgangspunkt mellem 3 og 6 år. Den endelige fastlæggelse skal bero på en konkret proportionalitetsvurdering, jf. også Højesterets praksis i U.2019.3586H og U.2023.3946H.
Tiltalte2, Tiltalte10 og Tiltalte8 anfægtede landsrettens afgørelse og påstod opholdsforbuddet begrænset til et mindre område i Odense Kommune, subsidiært at der gives mulighed for transit gennem kommunen (bl.a. via E20 eller med tog). De fremhævede:
Anklagemyndigheden påstod forbuddet opretholdt for hele Odense Kommune og varigheden forlænget til mindst 6 år, under henvisning til:
Anklagemyndigheden støttede sig på Rigspolitiets evaluering af 31. januar 2022 og Fyns Politis dokumentationsrapport af 22. juli 2022.
Højesteret indledte med at fastslå rammerne for proportionalitetsvurderingen, jf. U.2023.3946H, og gentog forarbejdernes udgangspunkt om, at forbuddet skal omfatte den kommune, hvor lovovertrædelsen er begået.
Retten lagde vægt på kriminalitetens karakter: de tiltalte var dømt for et særdeles groft overfald begået i forening efter forudgående aftale, med knivstik og livsfare, som led i en bandekonflikt med skydevåben. Herefter vurderede retten NBV’s virkeområde:
NBV’s virkeområde er således ikke begrænset til en bestemt del af byen.
Dette underbyggedes af politiets rapport, som viste, at medlemmerne var anbragt over store dele af Odense, og at gruppen var involveret i skyderier og anden alvorlig kriminalitet langt ud over et enkelt byområde. På den baggrund konkluderede Højesteret:
Højesteret vurderer …, at det er nødvendigt, at opholdsforbudet – i overensstemmelse med udgangspunktet i lovens forarbejder og politiets faglige vurdering – omfatter hele Odense Kommune, og Højesteret finder således ikke grundlag for at begrænse forbuddet, så det kun omfatter et nærmere afgrænset område i kommunen.
Angående transit gennem kommunen henviste Højesteret til forarbejdernes beskrivelse af politiets tilladelsesordning, hvorefter der som udgangspunkt gives en stående tilladelse til transit via E20 eller med tog, medmindre der er risiko for misbrug. Retten fandt derfor ikke anledning til at lempe selve opholdsforbuddet.
Anklagemyndighedens påstand om forlængelse til mindst 6 år imødekom retten ikke. Landsretten havde foretaget en konkret helhedsvurdering og fastsat 5 år under hensyn til sagens grovhed og de tiltaltes personlige forhold. Højesteret udtalte:
Højesteret finder, at der ikke er fuldt tilstrækkelig grundlag for at tilsidesætte landsrettens vurdering om varigheden af forbuddet.
Samlet fandt retten, at opholdsforbuddet – hele Odense Kommune i 5 år – ikke var uforholdsmæssigt i forhold til dets formål og de tiltaltes rettigheder. Landsrettens dom blev derfor stadfæstet.
NBV-gruppens omfattende kriminelle aktiviteter og spredte tilknytning til store dele af Odense gjorde et forbud begrænset til en bydel ineffektivt. Højesteret fulgte politiets faglige vurdering og lovens forarbejder.
Spørgsmålet om passage gennem kommunen, f.eks. via Fynske Motorvej E20 eller med tog, skal ifølge forarbejderne reguleres administrativt. Højesteret fastslog, at politiet som udgangspunkt vil give en stående tilladelse, medmindre der er konkret risiko for misbrug. Dette afværgede behovet for en lempelse af selve dommen.
Selv om straffen for det bærende forhold var 4 års fængsel, og forarbejdernes vejledende rammer peger på 5-8 år ved fængsel over 4 år, fandt Højesteret ikke tilstrækkelig grund til at forlænge de 5 år, som landsretten havde fastsat efter en konkret proportionalitetsvurdering.
