HøjesteretT, en statsløs palæstinenser der var udvist for bestandig, blev truffet i Sverige og tre dage senere anholdt i København efter et ophold i Sverige på 10-12 timer. Højesteret skulle tage stilling til, om en så kortvarig udrejse gør tilbagevenden til en ny indrejse i strid med indrejseforbuddet efter udlændingelovens § 59 b, stk. 2. Højesteret svarede ja og stadfæstede fængsel i 1 år, idet der ikke var grundlag for at gå under minimumsstraffen.
T kom til Danmark i oktober 1990, hvor han blev familiesammenført. Han er flere gange idømt fængselsstraf. I januar 2020 blev han idømt 9 måneders fængsel for bl.a. grov vold efter straffelovens § 245 og udvist med indrejseforbud i 6 år. Udvisningen medførte, at hans opholdstilladelse bortfaldt.
I marts 2021 blev han pålagt opholds-, melde- og underretningspligt på Udrejsecenter Kærshovedgård. Ved Vestre Landsrets dom af 6. december 2022 blev han idømt fængsel i 2 år og 6 måneder for overtrædelse af disse kontrolforpligtelser og udvist for bestandig. Han blev løsladt den 13. januar 2025.
| Dato | Begivenhed |
|---|---|
| 13. januar | Løsladt efter afsoning af dommen fra december 2022 |
| 14. februar | Truffet i Lund, Sverige, af svensk politi. Indberettet til Danmark, og Hjemrejsestyrelsen registrerede ham som udrejst |
| 17. februar | Anholdt i København og sigtet for indrejse i strid med indrejseforbuddet fra 2022 |
Byretten lagde til grund, at T havde opholdt sig i Sverige i 10-12 timer, og at han forsætligt genindrejste i Danmark i strid med indrejseforbuddet. Han blev idømt fængsel i 1 år. Landsretten stadfæstede dommen. Procesbevillingsnævnet meddelte tilladelse til anke til Højesteret, fordi sagen angik, hvornår et kortvarigt ophold i et andet land og en efterfølgende tilbagerejse udgør udrejse af og indrejse i Danmark.
T påstod frifindelse, subsidiært formildelse. Han bestred ikke, at han befandt sig i Sverige den 14. februar 2025, eller at han efterfølgende passerede grænsen til Danmark.
Han gjorde ikke gældende, at udrejse forudsætter, at danske myndigheder har set udrejsen, at udlændingen forlader Schengenområdet, eller at vedkommende rejser til et land, hvorfra han ikke kan sendes tilbage til Danmark.
T anførte, at spørgsmålet var, hvilken retlig betydning et ganske kortvarigt ophold uden for Danmark har, når personen allerede opholdt sig i Danmark før opholdet i Sverige. Han gjorde bl.a. gældende:
Subsidiært gjorde T gældende, at oplysningerne om gerningen afgørende talte for at anvende straffelovens § 83, og at straffen burde fastsættes til 60 dages fængsel eller i hvert fald til mindre end minimumsstraffen på 1 år.
Anklagemyndigheden påstod stadfæstelse og gjorde gældende, at:
Udlændingelovens § 59 b, stk. 2 straffer med fængsel fra 1 år indtil 3 år den udlænding, der indrejser i strid med et indrejseforbud meddelt i forbindelse med udvisning og straf af mindst 3 måneders ubetinget fængsel.
Højesteret formulerede spørgsmålet som, om en udlænding, der kun kortvarigt har opholdt sig uden for Danmarks grænser, kan straffes efter § 59 b, stk. 2, når vedkommende indrejser i strid med et indrejseforbud fastsat i en udvisningsdom på grund af kriminalitet.
Efter ordlyden kræver strafansvar for det første, at udlændingen indrejser her i landet, og for det andet at det sker i strid med et indrejseforbud.
Højesteret fandt, at betingelsen efter almindelig sprogbrug og forarbejderne betyder, at udlændingen rejser over grænsen og ind i Danmark. Indrejsebegrebet er derfor bredt, og enhver grænseoverskridelse indebærer en indrejse i bestemmelsens forstand. Hverken ordlyd eller forarbejder kræver, at opholdet uden for Danmark før indrejsen har haft en vis varighed.
Højesteret fandt, at dette efter almindelig sprogbrug afhænger af, om indrejseforbuddet har fået virkning. Efter udlændingelovens § 32, stk. 6, og forarbejderne har et forbud, der forbyder indrejse og ophold i Danmark, virkning fra det tidspunkt, hvor udlændingen forlader Danmark.
Virkningstidspunktet knytter sig således ikke til varigheden af opholdet uden for Danmarks grænser, men alene til, om udlændingen er rejst ud af Danmark.
Højesteret pegede på, at forståelsen stemmer overens med udrejsepligten i hjemrejselovens § 1, stk. 1, og forarbejderne hertil, hvorefter udrejse betyder, at udlændingen forlader Danmarks territorium.
En udlænding indrejser derfor i strid med et indrejseforbud efter § 59 b, stk. 2, når vedkommende forud herfor har forladt Danmarks territorium og herefter bevæger sig ind over grænsen igen. En udlænding, der er udvist på grund af kriminalitet med indrejseforbud, kan dermed straffes, hvis han – uanset varigheden af opholdet uden for Danmark – selv på ny rejser ind over grænsen.
Højesteret gentog, at overtrædelse af § 59 b, stk. 2, straffes med fængsel fra 1 år indtil 3 år, og at straffen ifølge forarbejderne normalt skal være ubetinget fængsel.
Under henvisning til dommen af 20. november 2025 (UfR 2026.1210) udtalte Højesteret, at minimumsstraffen sigter på udlændinge, der forsætligt overtræder bestemmelsen. Den kan alene fraviges efter straffelovens § 83.
Højesteret tiltrådte byrettens faktiske grundlag: T befandt sig den 14. februar 2025 i Sverige, hvor han opholdt sig i 10-12 timer, hvorefter han forsætligt og i strid med indrejseforbuddet fra 2022 genindrejste i Danmark.
T er derfor med rette fundet skyldig i overtrædelse af udlændingelovens § 59 b, stk. 2.
Højesteret fandt, at hverken Ts personlige forhold eller oplysningerne om baggrunden for og varigheden af hans ophold i Sverige gav grundlag for undtagelsesvist at udmåle straffen under minimumsstraffen på fængsel i 1 år, jf. straffelovens § 83.
Landsrettens dom om fængsel i 1 år blev herefter stadfæstet.
| Instans | Resultat |
|---|---|
| Københavns Byret (20. marts 2025) | Skyldig i overtrædelse af § 59 b, stk. 2. Fængsel i 1 år |
| Østre Landsret (13. juni 2025) | Stadfæstet |
| Højesteret (30. september 2026) | Stadfæstet. Ingen grundlag for at gå under minimumsstraffen på 1 år |
