HøjesteretEn mand, der var sigtet for vold mod en vagt, modtog efter en politiafhøring sms-beskeder fra den afhørende politiassistent om, at hans undskyldning var modtaget, og at han skulle tage det som en løftet pegefinger. Ni måneder senere blev han tiltalt, og han gjorde gældende, at påtalen var opgivet. Et flertal på tre af Højesterets fem dommere fandt, at anklagemyndigheden ikke var afskåret fra at rejse tiltale, fordi politiassistenten savnede kompetence til at opgive påtale, og manden ikke havde fået en berettiget og beskyttelsesværdig forventning om, at sagen var opgivet.
T blev den 12. juli 2024 sigtet for vold efter straffelovens § 244 ved samme aften at have tildelt en vagt et knytnæveslag i ansigtet.
T blev afhørt af politiet den 16. juli 2024. Han forklarede bl.a., at han ikke huskede at have slået vagten, men erkendte at have skubbet ud efter vedkommende.
Efter afhøringen aftalte den afhørende politiassistent og T, at politiassistenten skulle viderebringe en undskyldning fra T til vagten. T modtog herefter to sms-beskeder fra politiassistenten.
Af sms-beskederne fremgik bl.a.:
T svarede, at han havde fået noget at tænke over. Politiassistenten skrev som svar herpå, at så var hans mål nået.
T hørte herefter ikke yderligere fra politiet, før han i april 2025 blev tiltalt for forholdet den 12. juli 2024. Der var således gået mere end otte måneder fra sms-korrespondancen medio juli 2024.
Retten i Horsens afsagde dom den 16. juni 2025, og Vestre Landsrets 14. afdeling afsagde dom den 3. december 2025. Det fremgår af Højesterets afgørelse, at mindretallet ville have stadfæstet byrettens dom, mens flertallet stadfæstede landsrettens dom og hjemviste sagen til fornyet behandling ved byretten. T nedlagde for Højesteret påstand om afvisning af sagen.
Sagen angik, om forløbet indebar, at anklagemyndigheden var afskåret fra at rejse tiltale som følge af en bindende påtaleopgivelse.
T gjorde navnlig gældende:
Anklagemyndigheden gjorde navnlig gældende:
Højesteret fastslog, at der ved bedømmelsen af, om der foreligger en bindende opgivelse af påtalen over for en sigtet person, jf. retsplejelovens § 721, først må tages stilling til, om der overhovedet foreligger en påtaleopgivelse.
En påtaleopgivelse kan være udtrykkelig, men den kan også følge af myndighedens adfærd. Om det er tilfældet, beror på en konkret vurdering af sagens omstændigheder.
Viser det sig, at der foreligger en påtaleopgivelse – hvad enten den er tilsigtet eller utilsigtet – er spørgsmålet dernæst, om den er bindende for myndigheden.
Efter retsplejelovens § 719, stk. 1 tilkommer offentlig påtale politidirektøren. Højesteret henviste til Rigsadvokatens offentliggjorte meddelelse af 25. november 2022 "Kvalitet og legalitet i straffesagsbehandlingen", hvoraf bl.a. fremgår, at det er det juridiske personale hos politidirektøren (anklagemyndigheden), der har kompetence til at træffe afgørelse om opgivelse af sigtelsen efter § 721, når der er tale om personfarlig kriminalitet, herunder vold.
Er en afgørelse om påtaleopgivelse meddelt af en person, der efter retningslinjerne ikke er bemyndiget hertil, foreligger der en intern kompetencemangel, som i almindelighed vil være væsentlig for afgørelsens rigtighed. Påtaleopgivelsen er i så fald som udgangspunkt ugyldig, således at den sigtede ikke kan støtte ret på den.
Dette udgangspunkt kan fraviges, når sigtede må anses for at have fået en berettiget og beskyttelsesværdig forventning om, at påtale er opgivet. Det beror på en afvejning af hensynet til sigtede over for modstående hensyn.
Højesteret fandt indledningsvis, at politiassistentens sms-beskeder, uanset at de efter ordlyden ikke indeholdt en udtrykkelig påtaleopgivelse, efter en almindelig forståelse var egnet til at give T en forventning om, at forholdet ikke ville blive forfulgt yderligere.
Politiassistenten havde imidlertid ikke kompetence til at træffe afgørelse om påtaleopgivelse, og denne kompetencemangel måtte anses for væsentlig. T kunne derfor som udgangspunkt ikke støtte ret på tilkendegivelsen. Spørgsmålet var herefter, om der var grundlag for at fravige udgangspunktet.
Flertallet lagde ved afvejningen vægt på:
Flertallet fandt på den baggrund, at T ikke kunne anses for at have fået en berettiget og beskyttelsesværdig forventning om, at der ikke ville blive rejst tiltale, og stemte for at stadfæste landsrettens dom.
Mindretallet lagde til grund, at T efter karakteren af det strafbare forhold, samtalen med politiassistenten om sine personlige forhold og oplysningerne om den forurettedes accept af undskyldningen ikke havde anledning til at betvivle politiassistentens kompetence til at afslutte sagen med en påtaleopgivelse i forbindelse med en uformel advarsel. T havde heller ikke anledning til at betvivle rigtigheden og gyldigheden af påtaleopgivelsen.
Ved bevisvurderingen tillagde mindretallet ikke politiassistentens forklaring om at have præciseret, at sagen ville blive sendt videre til anklagemyndigheden, betydning.
Højesteret traf afgørelse efter stemmeflertallet (3-2). T kunne dermed ikke støtte ret på politiassistentens tilkendegivelse, og anklagemyndigheden var ikke afskåret fra at rejse tiltale.
Højesteret afsagde dom med følgende resultat:
Landsrettens dom stadfæstes.
Sagen hjemvises til fornyet behandling ved byretten. Statskassen skal betale sagens omkostninger for Højesteret.
Højesteret tog ikke i den offentliggjorte begrundelse særskilt stilling til T's synspunkter om skærpet bevisbyrde efter retsplejelovens § 752, stk. 3 og om passivitet i forhold til fristen i § 724, stk. 2.
Mindretallet fandt efter karakteren af forholdet og det lange tidsforløb, inden tiltalen blev rejst, at T måtte anses for at have fået en berettiget og beskyttelsesværdig forventning om, at der ikke ville blive rejst tiltale. Mindretallet lagde særlig vægt på hensynet til, at en sigtet i almindelighed må kunne stole på tilkendegivelser fra politiet, og stemte for at stadfæste byrettens dom.
