HøjesteretHøjesteret stadfæstede Retten i Næstveds kendelse om løsladelse af en sigtet kvinde, der var varetægtsfængslet af Østre Landsret. Sagen drejede sig om, hvorvidt hensynet til retshåndhævelsen berettigede til fortsat fængsling efter Retsplejeloven § 762, stk. 2, nr. 1, når mistanken alene vedrørte barnedrab under formildende omstændigheder efter Straffeloven § 238, stk. 1 med en strafferamme på indtil fire års fængsel, og ikke manddrab efter Straffeloven § 237. Højesteret fandt, at betingelsen for retshåndhævelsesarrest – krævet strafferamme på mindst seks år – ikke var opfyldt.
Sagsøgte blev anholdt den 20. december 2024 og sigtet for overtrædelse af Straffeloven § 237 (manddrab), subsidiært Straffeloven § 238, stk. 1 (barnedrab under formildende omstændigheder). Hendes handling bestod i at kvæle sit nyfødte barn med en pude umiddelbart efter fødslen.
Den juridiske stridspunkt var klassificeringen af gerningen:
Kernen i sagen var derfor, om der forelå en særligt bestyrket mistanke om manddrab (§ 237), hvilket ville begrunde varetægtsfængsling af hensyn til retshåndhævelsen, eller om mistanken alene vedrørte barnedrab (§ 238, stk. 1).
Sagen har gennemgået tre instanser med modsatrettede afgørelser:
Retten i Næstved (Byretten):
Østre Landsret:
Højesteret:
Afgørelsen hviler på følgende juridiske rammer:
Straffelovens § 238, stk. 1 (Barnedrab):
"Dræber en moder sit barn under eller straks efter fødslen, og må det formodes, at hun har handlet i nød, af frygt for vanære eller under påvirkning af en ved fødslen fremkaldt svækkelse, forvirring eller rådvildhed, straffes hun med fængsel indtil 4 år."
Straffelovens § 237 (Manddrab): Bestemmer straf for drab uden de formildende omstændigheder i § 238. Strafferammen er betydeligt højere end for barnedrab.
Retsplejelovens § 762, stk. 2, nr. 1 (Retshåndhævelsesarrest): Varetægtsfængsling af hensyn til retshåndhævelsen kræver, at den tiltalte lovovertrædelse kan straffes med fængsel i seks år eller derover. Da Straffeloven § 238, stk. 1 maksimalt giver fire års fængsel, kan denne bestemmelse ikke direkte begrunde arrest efter dette nummer, medmindre mistanken vedrører en mere alvorlig forbrydelse som manddrab.
Højesteret lagde vægt på Sigtedes egen forklaring, den foreliggende mentalerklæring og vidneudsagn fra hendes nærmeste omgivelser.
Retten konkluderede, at der alene forelå en særligt bestyrket mistanke om overtrædelse af Straffeloven § 238, stk. 1. Citat fra kendelsen:
"...finder Højesteret, at der alene foreligger en særligt bestyrtet mistanke om, at Sigtede – sådan som hun har erkendt – har overtrådt straffelovens § 238, stk. 1. Der foreligger herefter ikke en særligt bestyrtet mistanke om, at hun har gjort sig skyldig i manddrab efter straffelovens § 237."
Da mistanken om manddrab (Straffeloven § 237) ikke kunne fastholdes, og strafferammen for barnedrab (Straffeloven § 238, stk. 1) ligger under den nødvendige grænse på seks års fængsel, var betingelsen for varetægtsfængsling efter Retsplejeloven § 762, stk. 2, nr. 1 ikke opfyldt. Højesteret bemærkede eksplicit:
"Da strafferammen i straffelovens § 238, stk. 1, som nævnt er fængsel indtil 4 år, er der ikke grundlag for at varetægtsfængsle Sigtede i medfør af retspielejovens § 762, stk. 2, nr. 1, idet denne bestemmelse indeholder et krav om, at lovovertrædelsen skal kunne straffes med fængsel i 6 år eller derover."
Højesteret stadfæstede Retten i Næstveds kendelse af 29. januar 2025.
Afslag på anklagemyndighedens påstand: Landsrettens kendelse om varetægtsfængsling omstødes.
Stadfæstelse af byrettens kendelse: Sigtede skal løslades umiddelbart.
Der var ingen dissens blandt dommerne Jens Kruse Mikkelsen, Kristian Korfits Nielsen og Jørgen Steen Sørensen.
