HøjesteretHøjesteret tog stilling til, om en kvinde (T), der var dømt for at fremme Islamisk Stat (IS) og for ulovligt ophold i konfliktområder, delvist skulle frifindes, om straffen på fængsel i 4 år skulle ændres, og om hun kunne frakendes sin danske indfødsret og udvises, når hun havde syv mindreårige børn med dansk statsborgerskab. Højesteret stadfæstede landsrettens dom: T blev frakendt indfødsret, men frifundet for udvisning med en advarsel, da udvisning ville stride mod TEUF artikel 20 og børnenes tarv.
Sagen angår en kvinde (T), der i 2015 rejste til Syrien med sin ægtefælle og seks børn og opholdt sig i IS-kontrollerede områder indtil 2019. Hun blev ved Retten i Kolding idømt fængsel i 5 år, frakendt dansk indfødsret og udvist for bestandig. Vestre Landsret ændrede dommen til fængsel i 4 år, frakendelse af indfødsret, men frifandt hende for udvisning og tildelte en advarsel om udvisning. Anklagemyndigheden ankede med påstand om skærpelse af straf, stadfæstelse af frakendelse og udvisning, mens T påstod delvis frifindelse, formildelse og frifindelse for frakendelse og udvisning.
T rejste frivilligt til Syrien i februar 2015 med sin daværende ægtefælle og deres seks børn. Familien bosatte sig i Raqqa-provinsen, der var kontrolleret af IS. T vidste, at IS var en terrororganisation, der begik alvorlige forbrydelser. Hun virkede som hjemmegående husmor og opfostrede børnene, mens hendes ægtefælle kæmpede i en militærenhed for IS. Efter ægtefællens død i maj 2017 forblev hun i området og indgik i marts 2018 ægteskab med en anden mand, der arbejdede som ambulancefører for IS. Hun forlod ikke IS-området, før hun og børnene i marts 2019 blev tilbageholdt af kurdiske styrker og anbragt i al-Hol-lejren. T opholdt sig således i IS-kontrollerede områder i ca. fire år.
Anklagemyndigheden nedlagde påstand om skærpelse af straffen til 4-5 års fængsel, stadfæstelse af frakendelse af indfødsret og udvisning for bestandig. T påstod delvis frifindelse for overtrædelse af straffelovens § 114 e, 1. pkt., for de første to måneder i Syrien og perioden maj 2017 – marts 2018 (mellem ægtefællerne), formildelse af straffen, frifindelse for frakendelse af indfødsret og stadfæstelse af landsrettens frifindelse for udvisning.
Straffeloven
§ 114 e, 1. pkt.:
Med fængsel indtil 8 år straffes den, som i øvrigt fremmer virksomheden for en person, en gruppe eller en sammenslutning, der begår eller har til hensigt at begå handlinger omfattet af §§ 114, 114 a, 114 b, 114 c eller 114 d.
Bestemmelsen er en opsamlingsbestemmelse, der kriminaliserer enhver form for støtte til terrororganisationer, selv uden tilknytning til en konkret terrorhandling, når der er forsæt til at fremme organisationens generelle terrorformål.
§ 114 j, stk. 1, jf. stk. 3: straf for ulovligt ophold i konfliktområder.
Indfødsretsloven
Den dagældende § 8 B, stk. 1:
Den, der findes skyldig i overtrædelse af en eller flere bestemmelser i straffelovens kapitel 12 og 13, ved dom kan frakendes sin danske indfødsret, medmindre den pågældende derved bliver statsløs.
Af forarbejderne følger, at der skal foretages en proportionalitetsafvejning, og at mere alvorlige forhold (fængsel i 2 år eller derover) som udgangspunkt medfører frakendelse, medmindre frakendelsen er uproportional.
Udlændingeloven
§ 22, nr. 6, og § 24, nr. 2, giver hjemmel til udvisning.
§ 26 b: udvisning af EU-regulerede udlændinge skal ske i overensstemmelse med EU-reglerne.
TEUF
Artikel 20: unionsborgerskab. EU-Domstolen har fastslået, at en tredjelandsborger, der er forælder til et mindreårigt unionsborgerbarn, ikke kan udvises, hvis det tvinger barnet til at forlade EU, medmindre der foreligger ekstraordinære omstændigheder og en reel, umiddelbar og tilstrækkeligt alvorlig trussel mod den grundlæggende samfundsinteresse.
EMRK
Artikel 8: ret til privat- og familieliv.
Charteret
Artikel 7 (privatliv), artikel 24, stk. 2 (barnets tarv).
T gjorde gældende, at hun de første to måneder ikke kendte til ægtefællens aktiviteter, og at hun i enkestand ikke fremmede IS. Højesteret fandt, at landsretten havde anvendt § 114 e korrekt.
Det fremgår af forarbejderne til § 114 e, 1. pkt. (tidligere § 114 b), at bistand til en terrororganisation … med bestemmelsen foreslås kriminaliseret i vidt omfang, men at det som anført i bestemmelsen, kræves, at der er tale om medvirken, som på en eller anden måde »fremmer« terrororganisationens virksomhed.
Landsretten havde lagt til grund, at T frivilligt rejste til Syrien og frivilligt blev der, mens hun vidste, at IS begik terrorhandlinger. Hendes rolle som husmor og hustru til IS-aktive mænd var en form for støtte, der konsoliderede IS’ tilstedeværelse. Forsætskravet var opfyldt for hele perioden. Der var derfor ikke grundlag for delvis frifindelse.
Højesteret fandt straffen på fængsel i 4 år passende. Der blev lagt vægt på:
Højesteret afviste, at opholdet i de kurdiske lejre (mere end to år) skulle medføre strafafkortning efter straffelovens § 86, stk. 5, eller dens analogi, da opholdet ikke havde karakter af frihedsberøvelse i straffelovens forstand.
Udlændinge- og Integrationsministeriet havde vurderet, at T ved siden af sit danske statsborgerskab fortsat besidder bosnisk-hercegovinsk statsborgerskab, idet hun er født i Bosnien-Hercegovina, og en automatisk fortabelse ved erhvervelse af fremmed statsborgerskab ikke fandt sted i praksis.
Da T var idømt fængsel i 4 år for overtrædelse af straffelovens kapitel 13, var udgangspunktet frakendelse. Højesteret foretog en proportionalitetsafvejning:
Højesteret fandt, at udgangspunktet om frakendelse ikke burde fraviges. Selvom udvisning ikke var mulig (se nedenfor), var det ikke uproportionalt at frakende indfødsretten. Dette var i overensstemmelse med EMRK artikel 8 og EU-Charterets artikel 7 og 24.
Da T var frakendt dansk indfødsret, var hun udlænding, og der var hjemmel til udvisning. Spørgsmålet var, om udvisning ville stride mod TEUF artikel 20.
TEUF artikel 20 er … til hinder for en lovgivning i en medlemsstat, hvorefter en tredjelandsborger, som er blevet dømt for et strafbart forhold, skal udvises … selv om den pågældende faktisk tager sig af et mindreårigt barn, som er statsborger i medlemsstaten, hvis udvisningen … indebærer, at barnet bliver nødsaget til at forlade Unionens område …
Der var enighed om, at der bestod et faktisk afhængighedsforhold mellem T og hendes syv mindreårige børn. Hvis T blev udvist, ville børnene sandsynligvis følge hende til Bosnien. Højesteret vurderede, om sagen var et “ekstraordinært tilfælde”, jf. EU-Domstolens praksis.
Der blev lagt vægt på følgende om børnene:
Det vil i øvrigt efter de foreliggende oplysninger ikke være forsvarligt at lade børnene blive i Danmark uden deres mor, der må anses for afgørende for børnenes videre trivsel og udvikling.
Højesteret fandt, at hensynet til børnenes tarv afgørende talte imod at fravige udgangspunktet. T's adfærd var alvorlig, men ikke tilstrækkelig til at udgøre et ekstraordinært tilfælde, der kunne begrunde udvisning på trods af børnenes rettigheder. Hun skulle derfor frifindes for udvisning og i stedet tildeles en advarsel.
Højesteret stadfæstede landsrettens dom i sin helhed.
