HøjesteretSagen vedrørte, hvorvidt en tiltalt i en straffesag havde kæreadgang mod byrettens omkostningsafgørelse til landsretten, når påstandene byggede på, at en urimeligt lang sagsbehandlingstid skulle kompenseres ved, at statskassen afholder omkostningerne. Højesteret fandt, at en sådan anfægtelse er uafhængig af sagens udfald, og fastslog derfor, at der var adgang til at kære afgørelsen.
T blev tiltalt for hærværk af betydeligt omfang efter Straffeloven § 291, stk. 2. Ved Retten i Glostrups dom af 14. marts 2025 blev T fundet skyldig. Ved strafudmålingen lagde retten vægt på, at sagsbehandlingstiden i væsentligt omfang havde overskredet det rimelige uden Ts skyld. På trods af dette bestemte retten, at T skulle betale sagens omkostninger i medfør af Retsplejeloven § 1008, stk. 1.
T kærede omkostningsafgørelsen til Østre Landsret med påstand om, at statskassen skulle afholde omkostningerne på grund af den lange sagsbehandlingstid. Landsretten afviste imidlertid kæren med henvisning til, at omkostningsafgørelsen ikke var uafhængig af sagens udfald, da T var fundet skyldig. Afvisningen skete efter Retsplejeloven § 1013, stk. 1, 3. pkt. jf. Retsplejeloven § 968, stk. 3. Sagen blev herefter påkendt for Højesteret.
Spørgsmålet for Højesteret var fortolkningen af begrebet "uafhængig af sagens udfald" i Retsplejeloven § 1013, stk. 1, 3. pkt.. T argumenterede for, at spørgsmålet om kompensation for lang sagsbehandlingstid via omkostningsfordelingen er en selvstændig rimelighedsvurdering efter Retsplejeloven § 1008, stk. 4. Højesteret fandt, at da T anfægtede omkostningsafgørelsen udelukkende ud fra betragtningen om lang sagsbehandlingstid, var anfægtelsen uafhængig af selve spørgsmålet om skyld og straf. Derfor forelå der kæreadgang. Højesteret ophævede landsrettens kendelse, hjemviste sagen til realitetsbehandling af omkostningsspørgsmålet og pålagde statskassen at betale omkostningerne for Højesteret.
