HøjesteretSagen angår, om betingelserne for fortsat varetægtsfængsling efter dom i medfør af Retsplejeloven § 769, stk. 1, jf. Retsplejeloven § 762, stk. 2, nr. 1 (retshåndhævelsesarrest), var opfyldt efter en dom på 3 års fængsel for indsmugling og besiddelse af 630 kg hash.
Tiltalte blev anholdt den 13. december 2024 og sigtet for overtrædelse af Straffeloven § 191. Ved Københavns Byret den 27. februar 2025 (SS 22059/2025) erkendte han sig skyldig i tre forhold fra marts-juni 2020 vedrørende indførsel/forsøg på indførsel af i alt 630 kg hash i forening med henblik på videreoverdragelse. Han blev idømt 3 års ubetinget fængsel. Byretten bestemte fortsat varetægtsfængsling under eventuel anke eller indtil straffuldbyrdelse. Østre Landsret 5. afdeling (S-548-25) stadfæstede dette den 1. marts 2025. Tiltalte kærede til Højesteret (BS 36/2025).
Højesteret fandt, at både mistankekravet og kravet om, at lovovertrædelsen kan medføre mindst 6 års fængsel, var opfyldt. Retten understregede, at der ifølge fast praksis skal foretages en konkret vurdering af, om hensynet til retshåndhævelsen kræver, at den dømte ikke er på fri fod.
"Henset til forholdenes grovhed finder Højesteret, at hensynet til retshåndhævelsen krævede, at han ikke var på fri fod efter domsafsigelsen, og indtil straffuldbyrdelse kunne iværksættes."
Retten afviste tiltaltes anbringender. At forholdene stammede fra 2020, at der var tale om en tilståelsessag, samt den forudgående varetægtsfængsling kunne ikke føre til en anden vurdering. Heller ikke de personlige forhold kunne begrunde løsladelse. Politiet havde først oplysningerne gennem infiltration af EncroChat/Sky ECC, hvilket forklarer tidsmellemrummet mellem gerning og anholdelse.
Højesteret stadfæstede Østre Landsrets kendelse. Fortsat varetægtsfængsling blev opretholdt. Statskassen bærer omkostningerne for kæresagen.
