HøjesteretHøjesteret har i sagen BS-31891/2025-HJR behandlet en tvist om berettigelsen til at ophæve et lejemål efter en andelsboligforenings konkurs og et efterfølgende ejerskifte. Sagen drejede sig om, hvorvidt en tidligere andelshavers fremleje af sin lejlighed til sin søn var etableret før eller efter udlejerens overtagelse af ejendommen, hvilket afgjorde, om lejelovens eller andelsboligforeningens vidtgående vedtægter gjaldt.
Andelsboligforeningen Duegården gik konkurs, hvorefter ejendommen blev overtaget af Akelius ApS (nu Heimstaden Duegården ApS) med virkning fra den 1. september 2017.
A var andelshaver i foreningen og indgik i tidsnær sammenhæng med overtagelsen en aftale med sin søn, B, om at overtage brugen af lejligheden (fremleje). Ifølge de daværende andelsboligvedtægter havde andelshavere en mere vidtgående adgang til fremleje, end det følger af Lejelovens almindelige regler.
Sagen berørte fortolkningen af Andelsboligforeningslovens § 4, stk. 1, som giver en andelshaver ret til fortsat brugsret som lejer ved ejerskifte. Forarbejderne til bestemmelsen fastslår, at andelshaverne har ret til at blive boende som lejere efter de til enhver tid gældende regler i lejeloven.
Højesteret fastslog følgende principper:
Hovedspørgsmålet var, hvornår lejeforholdet mellem A og sønnen B blev etableret.
Højesteret lagde vægt på oplysninger fra Folkeregistret (CPR), som viste, at både A og B var tilmeldt adressen på overtagelsesdagen, og at der først forelå en skriftlig fremlejeaftale flere år senere (i 2024). Retten fandt det samlet set ikke godtgjort, at lejeforholdet var etableret før ejerskiftet.
Da fremlejeforholdet ikke var etableret før overtagelsen, gjaldt Lejelovens § 158. Da det var ubestridt, at A's fravær ikke var midlertidigt, var betingelserne for fremleje ikke opfyldt.
Højesteret stadfæstede derfor landsrettens dom og fastslog:
