HøjesteretHøjesteret afgjorde, at politiets anmodning om edition af trafik- og lokaliseringsdata – som teleselskaber opbevarer af hensyn til fejlretning, fakturering mv. og ikke som led i en statslig logningspligt – var lovlig, og at sagen ikke skulle udsættes på EU-Domstolens verserende sag C-241/22. Spørgsmålet var, om en sådan indhentelse er forenelig med e-databeskyttelsesdirektivet og EU's Charter om grundlæggende rettigheder. Retten fandt, at dommen i sag C-470/21 (La Quadrature du Net II) allerede gav tilstrækkelig afklaring, og at der ikke bestod en sådan usikkerhed, at udsættelse var påkrævet.
A var mistænkt for overtrædelse af Straffelovens § 191 (grov narkokriminalitet). Den 5. januar 2024 anmodede politiet (National enhed for Særlig Kriminalitet) en række teleselskaber om at hastesikre fejlretningsdata for telefoner, som den 30. december 2023 i nærmere angivne tidsrum havde været registreret på bestemte sendemaster og masteceller. Mistanken var, at A havde opholdt sig i de pågældende områder den 30. december 2023.
Den 16. januar 2024 anmodede anklagemyndigheden Retten i Aarhus om editionspålæg i medfør af Retsplejelovens § 804 a, jf. § 804, til udlevering af data om IMEI-, IMSI- og telefonnumre, der havde været registreret på de pågældende sendemaster og masteceller i de angivne tidsrum, jf. § 806, stk. 2. Formålet var at identificere de mobiltelefoner, A måtte benytte. De ønskede oplysninger var ikke undergivet en statslig logningspligt, men stammede fra teleudbydernes egen databehandling til fejlretning og lignende.
Ved kendelse af 25. januar 2024 pålagde Retten i Aarhus teleselskaberne at udlevere oplysningerne. Retten lagde til grund, at efterforskningen angik en overtrædelse af Straffelovens § 191, og at kriminalitetskravet i Retsplejelovens § 804 a var opfyldt. Det blev fremhævet, at der var tale om ikke-logningspligtige trafik- og lokaliseringsdata, som udbyderne rådede over af andre grunde end en registrerings- og opbevaringspligt efter regler udstedt i medfør af Retsplejelovens § 786 e. Under henvisning til Vestre Landsrets kendelse af 4. november 2022 (TfK 2022.501 V) og Justitsministeriets notat af 25. maj 2022 fandt retten, at anmodningen ikke stred mod EU-retten. Indgrebet blev desuden vurderet proportionalt, jf. Retsplejelovens § 805, stk. 1. Byretten afslog at udsætte sagen på afgørelsen i EU-sagerne C-470/21 og C-241/22.
Landsretten stadfæstede ved kendelse af 8. marts 2024 byrettens afgørelse. Landsretten gennemgik det retlige grundlag og udtalte bl.a.:
Efter e-databeskyttelsesdirektivets (direktiv 2002/58) artikel 6 og 9 er det under nogle nærmere angivne betingelser tilladt for teleudbydere at behandle trafik- og lokaliseringsdata om deres abonnenter og brugere bl.a. med henblik på debitering og levering af tillægstjenester. Efter betragtning 29 i direktivet kan udbyderne behandle trafikdata vedrørende abonnenter og brugere med henblik på såkaldt fejlretning.
Landsretten fastslog, at politiets adgang til sådanne oplysninger – der ikke er lagret som følge af en statslig pålagt pligt – ikke er omfattet af EU-Domstolens restriktive praksis på logningsområdet, jf. bl.a. dommen i sag C-140/20. Der var derfor ikke nogen sådan usikkerhed om overensstemmelse med EU-retten, at sagen skulle udsættes på dommen i sag C-470/21 eller den da verserende sag C-241/22.
Byretten fandt, at kriminalitetskravet i Retsplejelovens § 804 a var opfyldt, og at de ønskede oplysninger var ikke-logningspligtige. Under henvisning til Vestre Landsrets praksis og Justitsministeriets notat af 25. maj 2022 konkluderede retten, at editionen ikke stred mod EU-retten.
Landsretten tiltrådte byrettens vurdering og bemærkede, at EU-Domstolens praksis om logningspligtige data (navnlig C-140/20) ikke fandt anvendelse på data opbevaret af teleudbyderne af hensyn til fejlretning mv. Retten fandt derfor ikke grundlag for at udsætte sagen på de verserende EU-sager.
Sagen rejser spørgsmål om samspillet mellem EU-retten – særligt E-databeskyttelsesdirektivet (2002/58/EF) – og de danske regler om edition af teleoplysninger i Retsplejeloven.
Direktivet indeholder regler om behandling af trafik- og lokaliseringsdata. Artikel 6 og artikel 9 tillader teleudbydere at behandle disse data til bl.a. fakturering og levering af værdiforøgende tjenester. Betragtning 29 nævner desuden behandling med henblik på fejlretning. Efter artikel 15, stk. 1 kan medlemsstaterne vedtage retsforskrifter om lagring af data i en begrænset periode, når det er begrundet i bl.a. national sikkerhed eller bekæmpelse af grov kriminalitet.
De danske regler om registrerings- og opbevaringspligt for teleudbydere findes i Retsplejelovens §§ 786 a-786 e. På baggrund heraf er der udstedt bekendtgørelser, der pålægger teleudbydere generel og udifferentieret registrering og opbevaring af trafikdata (bekendtgørelse nr. 381/2022 og 337/2023).
Edition af teleoplysninger reguleres i Retsplejelovens § 804 a, der indfører et skærpet kriminalitetskrav for at beskytte mod indgreb, der er omfattet af EU-Domstolens logningspraksis. Ved lov nr. 664 af 11. juni 2024 blev der indsat et nyt 2. pkt. i § 804 a, hvorefter edition af oplysninger, der udelukkende er registreret og opbevaret i medfør af regler udstedt efter § 786 e, kun kan ske, hvis efterforskningen angår en forsætlig overtrædelse af Straffelovens kapitel 12 eller 13. For data, der opbevares på andet grundlag (f.eks. fejlretning), gælder fortsat det almindelige krav om, at efterforskningen skal angå en lovovertrædelse, der kan straffes med fængsel i 3 år eller derover.
Af lovens forarbejder (L 148, 2023-24) fremgår Justitsministeriets vurdering:
Trafikdata, som udbyderne har registreret og opbevaret på et andet grundlag end en registrerings- og opbevaringspligt, er ikke omfattet af EU-Domstolens praksis, herunder Domstolens dom af 5. april 2022, idet denne praksis alene omfatter oplysninger, der er registreret og opbevaret på grundlag af en registrering og opbevaring, som medlemsstaterne i medfør af e-databeskyttelsesdirektivets artikel 15, stk. 1, pålægger udbyderne at foretage.
Direktivet tillader lagring til egne formål, og adgang for retshåndhævende myndigheder kan begrundes i bekæmpelse af kriminalitet i almindelighed, når dataene ikke stammer fra en statslig logningspligt.
Lovændringen i 2024 præciserer, at den restriktive adgang til editionsdata (forsætlige overtrædelser af kapitel 12 og 13) alene gælder data, der udelukkende er logget som følge af en statslig pligt. For andre data gælder det mildere kriminalitetskrav.
Advokat B (forsvarer for A) anførte, at spørgsmålet om forenelighed med EU-retten var afgørende, og at der var betydelig usikkerhed. Han påpegede, at EU-Domstolens dom i C-470/21 alene angik IP-adresser og ikke tog stilling til trafik- og lokaliseringsdata, der opbevares på andet grundlag end en registreringspligt. Derfor burde afgørelsen afvente den mere direkte relevante sag C-241/22 (DX).
Anklagemyndigheden henviste til forarbejderne til lov nr. 664/2024, hvorefter politiets adgang til sådanne data ikke er omfattet af EU-Domstolens restriktive logningspraksis. EU-Domstolens præmis 95-98 i C-470/21 bekræfter generelt, at bekæmpelse af strafbare handlinger i almindelighed kan begrunde adgang til data, der er lagret af hensyn til markedsføring, fakturering mv. Der bestod derfor ikke nogen usikkerhed, der kunne begrunde udsættelse.
Der er usikkerhed om retstilstanden; C-470/21 afklarer ikke spørgsmålet for de foreliggende datatyper; sagen bør udsættes på C-241/22.
EU-retten er klar; C-470/21 støtter anklagemyndighedens synspunkt; Justitsministeriets vurdering og lovforarbejderne bekræfter lovligheden; ingen grund til at vente.
Højesteret tilsluttede sig landsrettens begrundelse i sin helhed. Retten tilføjede, at resultatet understøttes af den nu foreliggende dom fra EU-Domstolen i sag C-470/21 (La Quadrature du Net II). Præmisserne 95-98 opsummerer retstilstanden:
Det følger af Domstolens praksis, at det på området for bekæmpelse af strafbare handlinger kun er bekæmpelse af grov kriminalitet eller forebyggelse af alvorlige trusler mod den offentlige sikkerhed, der kan begrunde det alvorlige indgreb i de grundlæggende rettigheder … som følger af offentlige myndigheders adgang til en samling af trafikdata eller lokaliseringsdata …
Når det indgreb … som følger af de offentlige myndigheders adgang til identitetsdata lagret af udbyderne … uden at disse data kan kædes sammen med oplysninger om den foretagne kommunikation, ikke er alvorligt … kan den nævnte adgang begrundes i et formål om forebyggelse, efterforskning, afsløring og retsforfølgning af straffelovsovertrædelser generelt …
… kan adgang til trafikdata og lokaliseringsdata kun begrundes i henhold til artikel 15, stk. 1, i direktiv 2002/58 i det mål af almen interesse, med henblik på hvilket udbyderne … er blevet pålagt at foretage lagringen, medmindre denne adgang er begrundet i et mål af almen interesse, som er vigtigere. …
Et sådant formål om bekæmpelse af strafbare handlinger i almindelighed kan derimod begrunde, at der gives adgang til trafikdata og lokaliseringsdata, der er blevet lagret og dermed opbevaret i det omfang og tidsrum, der er nødvendigt af hensyn til markedsføringen og faktureringen af tjenesterne samt leveringen af værdiforøgende tjenester som tilladt i henhold til artikel 6 i direktiv 2002/58 …
På denne baggrund fandt Højesteret, at der ikke bestod en sådan usikkerhed om, hvorvidt udlevering af de pågældende teleoplysninger var i strid med EU-retten, at sagen skulle udsættes på dommen i sag C-241/22.
Landsrettens kendelse stadfæstes.
Statskassen skal betale kæresagens omkostninger for Højesteret.
