HøjesteretSagen afgør, om en lønforskrivning i en tjenestemandspension udgør en pantesikret fordring, der skal holdes uden for en gældssanering. Højesteret bekræftede, at der er tale om en pantefordring med gyldig hjemmel i tjenestemandspensionsloven, og at sikkerheden ikke ophørte ved skyldnerens fratrædelse.
Sagen rejser spørgsmålet om en lønforskrivning i pension kan anses som en pantefordring efter Konkursloven § 199, stk. 4, 1. pkt.. Højesteret fandt, at bestemmelsens ordlyd, forarbejder og formål taler for, at en lønforskrivning efter sin karakter og sit formål må anses for at være en pantefordring. Dette betyder, at fordringen kun omfattes af gældssaneringen for den del, som ikke dækkes af pantet.
Skyldneren bestridte, at der var hjemmel til lønforskrivning i en fremtidig pension. Højesteret fastslog, at der er gyldig hjemmel i Tjenestemandspensionsloven § 33, stk. 2, som tillader transport på pensionsydelser til godkendte låneinstitutter. Retten bemærkede, at tjenestemandspensionen betragtes som fortsat løn fra staten, hvilket understøtter muligheden for sikkerhedsstillelse.
Skyldneren fratrådte sin stilling i 2008 og hævdede, at lønforskrivningen herefter var ophørt. Højesteret afviste dette synspunkt og fastslog, at aftalen gav långiveren en beføjelse til at kræve straksindfrielse ved afskedigelse, men medførte ikke automatisk bortfald af sikkerheden. Lønforskrivningen fortsætter således som sikkerhed i den opsatte pension.
Højesteret udlagde reglerne om behandling af pantesikrede fordringer i gældssanering:
Højesteret stadfæstede Vestre Landsrets kendelse om hjemvisning til skifteretten. Sagen skal behandles fornyet med fokus på, i hvilket omfang den opsatte pension reelt dækker fordringen. Låneforeningen kan i mellemtiden ikke kræve ydelser fra skyldneren personligt, men må afvente pensionsudbetalingerne. Ingen part pålægges at betale kæreomkostninger.
