Tvangsindlæggelse lovlig trods ulæselig lægeerklæring – stærk formodning ved fulgt fremgangsmåde (BS-38653/2025-HJR)

Tvangsindlæggelse i 2013 og dokumentationsproblemet ved digitalisering

A blev den 23. maj 2013 tvangsindlagt på psykiatrisk afdeling på X Sygehus i medfør af psykiatrilovens § 5, nr. 2 ("farlighedsindikation") og tilbageholdt frem til den 8. juli 2013. Sagen opstod, da A i marts 2023 – ca. 10 år efter indlæggelsen – klagede til Det Psykiatriske Patientklagenævn.

Under klagesagen fremlagde Region Sjælland indlæggelsespapirer, herunder den lægeerklæring, der var udstedt af den indlæggende læge. Erklæringen viste sig imidlertid at være næsten ulæselig som følge af en fejl ved indscanningen i forbindelse med digitalisering af sagens akter. Det blev lagt til grund, at lægeerklæringen var fuldt læsbar på selve indlæggelsestidspunktet.

Sagen gik fra Retten i Næstved (dom af 5. juli 2024), som kendte tvangsindlæggelsen ulovlig, til Østre Landsret (dom af 7. april 2025), som omgjorde byrettens afgørelse og kendte indlæggelsen lovlig, og endelig til Højesteret.

Psykiatrilovens krav om to-læge-prøvelse og politiets kontrolfunktion

Højesteret gennemgik de procedurekrav, som psykiatriloven og den tilhørende bekendtgørelse opstiller for tvangsindlæggelse på farlighedsindikation:

• § 5, nr. 2: Patienten skal være sindssyg (eller i en tilstand, der ganske kan ligestilles hermed), og det skal være uforsvarligt ikke at frihedsberøve den pågældende, fordi vedkommende frembyder en nærliggende og væsentlig fare for sig selv eller andre.
• § 6, stk. 2 og 3: En læge – der ikke er ansat på det modtagende psykiatriske sygehus – skal undersøge patienten og skønne, at betingelserne i § 5 er opfyldt, og at tvangsindlæggelse er nødvendig.
• § 7, stk. 1 og 2: Politiet træffer bestemmelse om iværksættelse og påser, at lægeerklæringen indeholder de fornødne oplysninger som grundlag for tvangsindlæggelsen. Politiets vagthavende jurist godkender erklæringen inden iværksættelse.
• § 9, stk. 2: Overlægen på den modtagende afdeling træffer endelig afgørelse om, hvorvidt betingelserne er opfyldt – og er ikke bundet af den indlæggende læges skøn.

Den foreskrevne fremgangsmåde indebærer således en reél to-trins-prøvelse: først af politiets vagthavende jurist, dernæst af modtagende overlæge.

A's anbringende om garantiforskrift og Region Sjællands modanbringende om fri bevisbedømmelse

A's centrale anbringender:

• Bevisbyrden for lovligheden af et tvangsindgreb påhviler regionen og kan kun løftes ved fremlæggelse af den indlæggende læges erklæring i læsbar form.
• Journalføringspligten er en garantiforskrift, hvis tilsidesættelse udgør en grov fejl og medfører afgørelsens ugyldighed.
• Regionens dokumentationssvigt ved digitalisering kan ikke komme ham til last; den fejl bør bære retsfølgen.
• Tvangsindlæggelsen kræver under alle omstændigheder godtgørelse efter erstatningsansvarslovens § 26 og EMRK artikel 5.

Region Sjællands centrale modanbringender:

• Det afgørende er, om sagens samlede oplysninger dokumenterer, at betingelserne var opfyldt på indlæggelsestidspunktet – ikke om den ulæselige erklæring kan fremlægges 13 år senere.
• Psykiatriloven stiller krav til erklæringens tilstedeværelse og indhold på indgrebstidspunktet – ikke til dens læsbarhed ved en efterfølgende domstolsprøvelse.
• Den fejl, der skete ved digitalisering, kan udgøre en formel fejl, men konverterer ikke en materielt velbegrundet og formelt korrekt tvangsindlæggelse til en ulovlig frihedsberøvelse.

Fri bevisbedømmelse ved domstolsprøvelse af tvangsindgreb – retsplejelovens § 344

Højesteret understregede, at når lovligheden af en tvangsindlæggelse behandles ved domstolene efter retsplejelovens kapitel 43 a, gælder princippet om den frie bevisbedømmelse i overensstemmelse med retsplejelovens § 344, stk. 1.

Dette indebærer:

"[D]et [...] i overensstemmelse med princippet om den fri bevisbedømmelse, jf. retsplejelovens § 344, stk. 1, [må] bero på en konkret vurdering af de fremlagte og indhentede oplysninger, om psykiatrilovens betingelser for indgrebet var opfyldt på indlæggelsestidspunktet."

Der gælder ikke et krav om, at lægeerklæringen kan fremlægges i original, læsbar form. Bevis kan føres med alle sædvanlige bevismidler, herunder journal, politirapport og forklaringer.

Højesterets afgørelse: Stærk formodning ved fulgt fremgangsmåde – tvangsindlæggelse lovlig

Højesteret stadfæstede Østre Landsrets dom og fandt tvangsindlæggelsen den 23. maj 2013 lovlig.

Det principielle udgangspunkt:

Højesteret fastslog, at den foreskrevne fremgangsmåde ved tvangsindlæggelse – herunder at politiets vagthavende jurist godkender erklæringen og overlægen på modtagende afdeling påser dens indhold – indebærer, at der opstår en stærk formodning for, at lægeerklæringen på indlæggelsestidspunktet indeholdt de lovpligtige oplysninger, når det er dokumenteret, at denne fremgangsmåde er fulgt:

"Det forhold, at den indlæggende læges erklæring ikke længere kan fremlægges i en læsbar form, kan således ikke i sig selv begrunde, at betingelserne for tvangsindlæggelse ikke var opfyldt på indlæggelsestidspunktet."

Bevisvurderingen i den konkrete sag: