HøjesteretSagen angår spørgsmålet om, hvorvidt en tilskadekommen, der pådrog sig en hjernerystelse under arbejde i april 2000 og næsten 14 år senere overgik til fleksjob, er berettiget til erhvervsevnetabserstatning efter dagældende arbejdsskadesikringslovs § 32 (nu § 17). Ankestyrelsen afviste i 2020 erstatning under henvisning til, at erhvervsevnetabet ikke udgjorde mindst 15 % som følge af arbejdsskaden. Højesteret fastslår med fuldt panel, at den 5%-bagatelgrænse, som domstolen i 2024 og 2025 udledte af § 17's forarbejder, tilsvarende gælder for sager under § 32 (nu § 17), og stadfæster landsrettens hjemvisning til Ankestyrelsen.
A pådrog sig den 12. april 2000 under sit arbejde for X Kommune en hjernerystelse, da bilens bagsmæk ramte hende i hovedet under lastning af varer. Arbejdsskadestyrelsen anerkendte skaden som arbejdsskade den 14. september 2000.
Den 12. september 2002 fastsatte styrelsen et varigt mén på 12 % med begrundelse i bl.a. vedvarende hovedpine, svimmelhed, koncentrationsproblemer, træthed og smerter i kæben. Styrelsen afviste imidlertid ved afgørelse af 7. juni 2002 at tilkende erhvervsevnetabserstatning, idet A efter skaden var vendt tilbage til sit arbejde til uændret løn.
A arbejdede herefter i X Kommune frem til 2012, hvor hun blev sygemeldt. Med udgangen af april 2014 blev hun afskediget, idet kommunen henledte til Helbredsnævnets vurdering om helbredsmæssig utjenstdygtighed i sin stilling. I november 2014 tilkendte kommunen A et midlertidigt fleksjob med begrundelse i, at hendes arbejdsevne var varigt og væsentligt nedsat i forhold til ethvert erhverv – herunder pga. de samme symptomer (hovedpine, træthed, smerter i kæben, koncentrationsbesvær og svimmelhed), som begrundede ménfastsættelsen i 2002.
Ankestyrelsen genoptog sagen om erhvervsevnetab og traf den 4. juni 2020 afgørelse om, at arbejdsskaden fra 2000 ikke havde nedsat As erhvervsevne med 15 % eller derover. Styrelsen anførte:
For Højesteret angik sagen principielt, om der var grundlag for at hjemvise sagen til Ankestyrelsen med henblik på en fornyet vurdering af erhvervsevnetabet – herunder navnlig om Ankestyrelsen korrekt havde fortolket Arbejdsskadesikringsloven § 32 (nu § 17).
Af dagældende Arbejdsskadesikringsloven § 32, stk. 1 – der viderefører § 27, stk. 1, i lov nr. 79 af 8. marts 1978 om arbejdsskadeforsikring – fremgår, at der ikke ydes erstatning for tab af erhvervsevne, hvis erhvervsevnetabet er mindre end 15 %. Bestemmelsen er videreført i § 17, stk. 1 (nu 4. pkt.).
Arbejdsskadesikringsloven § 17 a vedrører tilskadekomne, der er visiteret til fleksjob. Efter § 17 a er erhvervsevnetabet direkte identisk med tilskadekomnes indtægtsnedgang (beregningsteknisk afstemning), hvorimod erhvervsevnetab efter § 32/§ 17 bygger på en samlet skønsmæssig vurdering, hvori indtægtsnedgangen blot indgår som ét af flere momenter.
Ankestyrelsen argumenterede for, at netop denne beregningstekniske forskel indebar, at de retningslinjer, Højesteret har fastlagt for § 17 a-sager, ikke kunne overføres til sager under § 32 (nu § 17).
Højesteret redegjorde for to forudgående domme, der begge byggede på forarbejderne til § 17 – ikke § 17 a:
Dom af 9. april 2024 (UfR 2024.2853) Med henvisning til Socialudvalgets betænkning i Folketingstidende 1977-78, tillæg B, sp. 315 ff., fastslog Højesteret, at det afgørende kriterium er, om der foreligger et klart og varigt tab af erhvervsevnen som følge af arbejdsskaden, og at der ikke er holdepunkter for, at tabet skal være tæt på 15 %, for at kriteriet er opfyldt. Den tilskadekomne i den sag havde en indtægtsnedgang på 10,3 % og fik medhold i ret til erstatning svarende til 15 %.
Dom af 17. januar 2025 (UfR 2025.1185) Højesteret udtalte, at formålet med 15%-grænsen bl.a. er:
"at sikre administrationen mulighed for at afvise dyberegående behandling af et stort antal udokumenterbare krav om erstatning for bagatelagtige beløb som følge af mindre arbejdsskader", jf. Folketingstidende 1977-78, tillæg A, L 47, sp. 916.
Højesteret fastslog, at beløb må anses som bagatelagtige, når indtægtsnedgangen er under 5 %. I den sag var nedgangen på 9,6 % og 8,8 %, og erstatningen blev tilkendt.
Højesteret fastslog, at de to domme fra 2024 og 2025 reelt tog stilling til, hvordan 15%-grænsen i § 32 (nu § 17) skal forstås, idet begge domme byggede på forarbejderne til § 17 – ikke § 17 a. Ankestyrelsens anbringende om, at beregningstekniske forskelle burde begrunde en anderledes fortolkning af bagatelgrænsen, gav ikke grundlag for at ændre den retstilstand, som Højesteret allerede havde fastlagt.
Den gældende retstandard er herefter:
En tilskadekommen har ret til erstatning for erhvervsevnetab svarende til 15 % efter dagældende § 32 (nu § 17), hvis der er tale om en klar og varig indtægtsnedgang som følge af arbejdsskaden, og hvis indtægtsnedgangen er på 5 % eller derover.
Da Ankestyrelsen havde anlagt en anden og forkert forståelse af bestemmelsen, og da Retslægerådets besvarelser (spørgsmål 3, 9, 12, A og F) bekræftede, at arbejdsskaden den 12. april 2000 indgik som en komponent i det samlede årsagskompleks, tiltrådte Højesteret landsrettens hjemvisning af sagen til Ankestyrelsen til fornyet vurdering af spørgsmålet om erhvervsevnetab.
Sagsomkostninger: Ankestyrelsen pålægges at betale 50.000 kr. til statskassen for Højesteret, forrentet efter Renteloven § 8 a fra 14 dage efter dommens afsigelse.
Landsrettens dom stadfæstes.
