HøjesteretHøjesteret prøvede, om en tiltalts udeblivelse fra en ankesag på grund af sygdom i Pakistan var lovligt forfald. Landsretten havde afvist anken, idet den forelagte lægedokumentation ikke fandtes tilstrækkelig. Højesteret fandt, at en pakistansk lægeerklæring med anbefaling om tre dages hvile dokumenterede forfaldet, og ophævede derfor afvisningen.
Ved Københavns Byrets dom af 14. oktober 2022 blev T idømt en tillægsstraf på 8 måneders fængsel for overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, jf. § 247, stk. 1, og lovgivningen om euforiserende stoffer. T ankede dommen med påstand om frifindelse, subsidiært formildelse. Ankesagen blev berammet til hovedforhandling i Østre Landsret den 4. juni 2024.
Landsretten havde ikke kunnet forkynde indkaldelsen for T, der opholdt sig i Pakistan. Anklagemyndigheden påstod anken afvist efter retsplejelovens § 920, stk. 3. T's forsvarer oplyste imidlertid, at T var bekendt med retsmødet, og at han havde en flybillet til hjemrejse den 31. maj 2024.
Den 3. juni 2024 oplyste forsvareren, at T var blevet syg og ude af stand til at møde. Som dokumentation fremlagde han:
Landsretten afviste anken i medfør af retsplejelovens § 920, stk. 2 med følgende begrundelse:
Landsretten finder, at den fremlagte lægeattest, der er udfyldt den 3. juni 2024 af tiltaltes sædvanlige læge, læge A, ikke kan tillægges særskilt betydning, da den alene baserer sig på meddelelse fra anden læge, og læge A således ikke har undersøgt tiltalte. Desuden er konklusionerne i den fremlagte lægeattest ikke fuldt overensstemmende med oplysningerne i det i øvrigt fremlagte materiale fra Sharif Medical City Hospital.
Landsretten finder endvidere, at det fremlagte dokument fra Sharif Medical City Hospital ikke indeholder de nødvendige og tilstrækkelige oplysninger til at udgøre dokumentation for lovligt forfald. Bl.a. fremgår det af dokumentet, at tiltaltes maveinfektion skulle være opstået den 30. maj 2024 om aftenen, og at tiltalte den 31. maj modtog behandling. Derudover anbefales: ”rest for 3 days”, ”avoid exposure to sun” og ”take oral liquid. Stay hydrated”. Disse anbefalinger udelukker umiddelbart ikke, at tiltalte rejser til Danmark og deltager i hovedforhandling den 4. juni, hvilket heller ikke fremgår af dokumentet. Det fremgår videre af dokumentet, at der skulle ske ”follow up after 24 hours”. Det er ikke dokumenteret, hvorvidt denne undersøgelse er foretaget, og i bekræftende fald resultatet heraf.
På denne baggrund finder landsretten, at den fremlagte lægeattest og materialet fra Sharif Medical City Hospital ikke dokumenterer lovligt forfald, hvorfor tiltaltes anke afvises, jf. retsplejelovens § 920, stk. 2.
T kærede afvisningen til Højesteret med påstand om, at landsrettens kendelse ophæves og sagen hjemvises. Anklagemyndigheden påstod stadfæstelse.
T anførte navnlig:
Anklagemyndigheden argumenterede:
Højesteret udtalte, at sagen angik, om landsretten med rette havde anvendt retsplejelovens § 920, stk. 2. Retten lagde til grund:
På grundlag af den fremlagte lægeerklæring af 31. maj 2024 fra Sharif Medical City Hospital, som Ts forsvarer fremsendte til landsretten forud for retsmødet den 4. juni 2024, må det lægges til grund, at T samme dag blev diagnosticeret med en maveinfektion, som medførte mavesmerter og opkast, og at han i overensstemmelse med lægens anbefaling skulle hvile sig i tre dage.
Herefter fandt Højesteret, at T måtte anses for at have godtgjort, at han havde lovligt forfald ved retsmødet den 4. juni 2024. Landsrettens afvisning var derfor uberettiget. Højesteret bemærkede, at den efterfølgende dokumentation fra 3. juni ikke var nødvendig for vurderingen.
Højesteret afsagde kendelse:
Thi bestemmes:
Landsrettens kendelse ophæves, og sagen hjemvises til realitetsbehandling i landsretten.
Statskassen skal betale kæresagens omkostninger.
