HøjesteretHøjesteret har i sag 32/2025 stadfæstet Vestre Landsrets dom om udvisning af en irakisk statsborger (T) med et indrejseforbud på 6 år. Sagen drejede sig om, hvorvidt udvisningen efter en dom for forsøg på manddrab, der blev begået under utilregnelighed, var i strid med artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Højesteret fandt, at kriminalitetens alvor og hensynet til samfundets beskyttelse retfærdiggjorde udvisningen.
T, der kom til Danmark som 5-årig, overfaldt den 3. februar 2024 en 81-årig mand og stak ham flere gange med en kniv, hvilket bragte offeret i livsfare. T blev i medfør af Straffeloven § 16 frifundet for straf, da han på gerningstidspunktet var utilregnelig på grund af sindssygdom. I stedet blev han dømt til anbringelse på psykiatrisk afdeling uden længstetid.
Det centrale spørgsmål var, om udvisning med et 6-årigt indrejseforbud med sikkerhed ville stride mod EMRK artikel 8. Højesteret foretog en proportionalitetsafvejning efter kriterierne fra Menneskerettighedsdomstolens praksis, herunder Maslov mod Østrig og Savran mod Danmark. Det blev lagt til grund, at T var psykisk syg på gerningstidspunktet, og at han har stærke tilknytninger til Danmark samt manglende forudsætninger for liv i Irak. Til trods for disse personlige forhold og den spontane karakter af volden, fandt Højesteret, at forsøget på manddrab var af så alvorlig karakter, at hensynet til samfundets beskyttelse vejede tungest. T's tidligere straffe og en tidligere betinget udvisning indgik som skærpende momenter.
T anførte, at et tidsbegrænset indrejseforbud på 6 år de facto ville være permanent, da han uden ægtefælle eller børn ikke ville kunne opnå visum til Danmark efter udløbet. Højesteret henviste til en ændring af visumbekendtgørelsen fra december 2024, som sikrer, at visumreglerne administreres i overensstemmelse med artikel 8. Det blev fastslået, at personer, der er vokset op i Danmark, har en reel og ikke blot teoretisk mulighed for at opnå visum efter forbuddets ophør, hvilket gør det 6-årige forbud proportionalt.
Højesteret stadfæstede Vestre Landsrets dom om udvisning med et indrejseforbud på 6 år. Det kendes for ret, at udvisningen ikke er i strid med Udlændingeloven § 26, stk. 2 eller Menneskerettighedskonventionens artikel 8. Statskassen pådømmes sagsomkostningerne for Højesteret.
