HøjesteretSagen vedrører en irakisk statsborger, der som 5-årig kom til Danmark og blev fundet skyldig i forsøg på manddrab, men frifundet for straf på grund af utilregnelighed. Højesteret behandler anken over Vestre Landsrets dom om udvisning med et indrejseforbud på 6 år og vurderer, om dette strider mod Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8.
Den 3. februar 2024 stak tiltalte en 81-årig mand gentagne gange med en kniv, hvilket bragte offeret i livsfare. Retten i Kolding og Vestre Landsret fandt tiltalte skyldig i forsøg på manddrab, men frifandt ham for straf i medfør af Straffeloven § 16, da han på gerningstidspunktet var utilregnelig som følge af sindssygdom. I stedet blev han dømt til anbringelse på psykiatrisk afdeling uden tidsbegrænsning og udvist af Danmark med et indrejseforbud på 6 år.
Tiltalte påstod frifindelse for udvisningen, subsidiært et kortere indrejseforbud. Han argumenterede for, at udvisning med sikkerhed strider mod artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, da han er opvokset i Danmark, har sin nære familie her, og mangler sproglige og sociale forudsætninger for at etablere sig i Irak. Han fremhævede, at et 6-årigt forbud de facto udgør et livsvarigt indrejseforbud, idet han ikke har ægtefælle eller børn i Danmark, der kan danne grundlag for genindrejse.
Anklagemyndigheden anførte derimod, at kriminalitetens ekstreme grovhed og hensynet til den offentlige orden vejer tungt i proportionalitetsafvejningen, og at samfundet må beskyttes mod fremtidig ligeartet kriminalitet.
Højesteret foretog sin vurdering ud fra kriterierne i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, herunder dommene Maslov mod Østrig (1638/03), Savran mod Danmark (57467/15) og Azzaqui mod Holland (8757/20). Retten lagde vægt på, at selv om gerningen blev begået under indflydelse af psykisk sygdom, er forsøg på manddrab en så alvorlig forbrydelse, at udvisning ikke er uproportionalt i lyset af Udlændingeloven § 26, stk. 2.
Et afgørende punkt var, om tiltalte reelt kunne erhverve visum efter forbuddets udløb. Højesteret henviste til den ændring af visumbekendtgørelsen af 12. december 2024, som sikrer, at reglerne administreres i overensstemmelse med artikel 8, og henviste til sin egen dom af 18. marts 2025 (UfR 2025.1964 H). Herefter ansås tiltaltes mulighed for at opnå visum efter 6 år for ikke at være rent teoretisk, og indgrebet anses ikke for at få samme virkning som et livsvarigt forbud.
Højesteret konkluderede, at udvisning med et 6-årigt indrejseforbud ikke med sikkerhed strider mod Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Retten tiltrådte landsrettens afvejning og stadfæstede dommen i sin helhed.
Landsrettens dom stadfæstes. Statskassen skal betale sagens omkostninger for Højesteret.
