HøjesteretSagen angik, om OSCE Parliamentary Assembly (OSCE PA) kunne påberåbe sig sin folkeretlige immunitet til at få afvist en tidligere medarbejders søgsmål om godtgørelse for en kontraktophævelse uden varsel. Organisationens interne disciplinærkomité havde fundet, at ophævelsen manglede tilstrækkeligt grundlag og ikke opfyldte kravene til en retfærdig proces, men komitéens anbefalinger var ikke bindende, og der fandtes ingen intern klageadgang. Højesteret stadfæstede landsrettens afgørelse om, at det ville krænke medarbejderens ret til en retfærdig rettergang efter EMRK artikel 6 at opretholde immuniteten.
OSCE Parliamentary Assembly (OSCE PA) er en international organisation med hovedkontor i København. Ved aftale af 15. januar 1993 (værtsaftalen) mellem OSCE PA og den danske regering blev organisationen tillagt rettigheder og immuniteter svarende til dem, FN og FN's institutioner nyder efter Konventionen om De forenede Nationers rettigheder og immuniteter af 13. februar 1946, som Danmark tiltrådte i 1948. Immuniteten hviler på den generelle danske hjemmel i lov om rettigheder og immuniteter for internationale organisationer, hvorefter der ved mellemfolkelig overenskomst kan indrømmes internationale organisationer, som Danmark er medlem af eller vært for, de rettigheder og immuniteter, der er nødvendige for opfyldelsen af deres formål.
Af værtsaftalens artikel V fremgår bl.a., at hovedkontoret er ukrænkeligt, at sekretariatet i København kan udstede regulativer for udøvelsen af sine funktioner, og at retshandlinger inden for hovedkontorets område – herunder forkyndelse og udlæg – ikke kan finde sted uden direktørens samtykke:
"The Headquarters shall be inviolable. […] Juridical actions, including service of legal process and the seizure of private property, shall not take place within the Headquarters, except with the consent of, and under conditions approved by the Director of the Secretariat, Copenhagen."
A blev i oktober 2019 ansat i OSCE PA som Chief of Administration and Finance. Fra 1. oktober 2021 indgik parterne en ny kontrakt om, at A frem til 30. september 2025 skulle varetage stillingen som Head of Finance i HR-afdelingen.
Ansættelsesforholdet var reguleret af håndbogen "Staff Regulation and Staff Rules" fra marts 2019. Efter afsnit 8.03.2 kunne en kontrakt ophæves uden varsel ved bl.a. "other cases of similar gravity", men først efter at medarbejderen var underrettet om beskyldningerne og havde fået lejlighed til at redegøre for sin version.
Sagen blev forelagt OSCE PA's interne "Disciplinary Committee", der den 7. marts 2024 afgav en rapport med to centrale konklusioner:
"The Disciplinary Committee therefore concluded that there were insufficient grounds to proceed with a dismissal without termination notice."
"The Disciplinary Committee therefore concluded that this case failed to adequately meet the requirements of due process."
Komitéen fandt bl.a., at beslutningen om at afskedige A reelt var truffet, før den skriftlige advarsel overhovedet blev udstedt, og at A aldrig blev gjort bekendt med den konkrete hjemmel ("other cases of similar gravity"), som ophævelsen i sidste ende byggede på.
Det fremgår udtrykkeligt af håndbogens afsnit 8.05.4, at komitéen alene er et rådgivende organ, og at dens anbefalinger ikke er bindende for generalsekretæren. Den 12. marts 2024 fastholdt generalsekretæren ophævelsen. Da A den 19. marts 2024 klagede til OSCE PA's præsident, svarede denne, at sagen var "exhausted" internt, og at A skulle undlade yderligere henvendelser.
Den 28. juni 2024 anlagde A sag mod OSCE PA ved Københavns Byret med påstand om godtgørelse for den uberettigede kontraktophævelse. OSCE PA påstod sagen afvist under henvisning til sin immunitet, og spørgsmålet om afvisning blev udskilt til særskilt behandling efter retsplejelovens § 253, stk. 1.
| Instans | Dato | Resultat |
|---|---|---|
| Københavns Byret | 8. april 2025 | Afviste sagen – lagde vægt på, at A ved ansættelsen kendte til reglerne om immunitet og den interne tvistordning |
| Østre Landsret | 11. november 2025 | Ophævede byrettens dom og hjemviste sagen til realitetsbehandling – fandt, at opretholdelse af immuniteten ville krænke EMRK artikel 6 |
| Højesteret | 27. august 2026 | Stadfæstede landsrettens kendelse |
Byretten lagde afgørende vægt på, at A ved indgåelsen af ansættelsesaftalen kendte de vilkår, der gjaldt for ansatte hos OSCE PA, herunder immuniteten og den interne tvisteordning med Disciplinærkomitéen. Landsretten nåede til det modsatte resultat under henvisning til Menneskerettighedsdomstolens praksis om, at fravigelse af retten til domstolsadgang kræver, at arbejdstageren har haft rimelige alternative tvisteløsningsmuligheder til rådighed.
OSCE PA gjorde gældende, at immuniteten udhules, hvis dens rækkevidde i sidste ende afhænger af en national domstols efterfølgende vurdering af organisationens interne ordninger. Værtsaftalen beskytter ikke alene mod national rettergang, men også organisationens ret til selv at regulere sine interne forhold. Med henvisning til Waite og Kennedy mod Tyskland (26083/94) anførte OSCE PA, at EMRK artikel 6 ikke kan fortolkes således, at en international organisation tvinges til at underkaste sig national arbejdsret. At Disciplinærkomitéen alene var rådgivende, og at der ikke fandtes bindende håndhævelse, kunne efter OSCE PA's opfattelse ikke være afgørende. Det havde endvidere betydning, at A varetog ledende administrative funktioner, jf. Pellegrin mod Frankrig (28541/95).
A gjorde gældende, at en afvisning af sagen ville krænke hendes rettigheder efter EMRK artikel 6, stk. 1. I modsætning til de organisationer, der var omtvistet i Klausecker mod Tyskland (415/07) og Waite og Kennedy-sagen – og i modsætning til FN-systemet, hvor en opsigelse kan prøves ved UN Dispute Tribunal og UN Administrative Tribunal – havde OSCE PA hverken tilbudt voldgift eller nogen bindende klageadgang. Disciplinærkomitéen havde ingen kompetence til at træffe afgørelser, og generalsekretæren kunne frit se bort fra dens konklusioner, hvilket han gjorde. Der var ingen intern appelmulighed, selvom en sådan burde være etableret efter håndbogens afsnit 8.05.5.
Højesteret lagde til grund, at EMRK artikel 6 beskytter retten til adgang til domstolsprøvelse af en tvist om borgerlige rettigheder, og at denne ret ikke er absolut, men kan begrænses, hvis begrænsningen forfølger et legitimt formål og er proportional.
Med henvisning til Menneskerettighedsdomstolens praksis, herunder Waite og Kennedy mod Tyskland (dom af 18. februar 1999, sag nr. 26083/94) og Klausecker mod Tyskland (afgørelse af 6. januar 2015, sag nr. 415/07), fastslog Højesteret, at det er et legitimt formål at tildele internationale organisationer immunitet, men at det ville være uforeneligt med konventionens formål, hvis kontraherende stater herved kunne fritages for deres ansvar for at sikre praktiske og effektive – ikke teoretiske eller illusoriske – rettigheder. Det afgørende for proportionalitetsvurderingen er, om arbejdstageren har haft rimelige alternative midler til rådighed for effektivt at kunne beskytte sine rettigheder, og at denne proces ikke er "manifestly deficient".
Højesteret konstaterede, at den interne tvisteløsningsmulighed hos OSCE PA bestod i en proces for Disciplinærkomitéen, som alene var et rådgivende organ uden kompetence til at træffe bindende afgørelser, og at der ikke var etableret nogen appelmulighed til et uafhængigt organ. Selvom Disciplinærkomitéen konkluderede, at der ikke var tilstrækkeligt grundlag for ophævelsen uden varsel, og at forløbet ikke opfyldte kravene til en retfærdig proces, fastholdt generalsekretæren ophævelsen uden nogen klagemulighed herover.
På den baggrund fandt Højesteret, at den interne tvisteløsningsmulighed ikke sikrede A et rimeligt alternativ til domstolsprøvelse, der levede op til Menneskerettighedsdomstolens krav. Det ville derfor udgøre en krænkelse af As ret til en retfærdig rettergang efter EMRK artikel 6 at opretholde OSCE PA's immunitet over for hendes søgsmål.
Højesteret stadfæstede herefter landsrettens kendelse. OSCE Parliamentary Assembly skulle betale 15.000 kr. i sagsomkostninger for Højesteret til A, med forrentning efter rentelovens § 8 a.
