HøjesteretHøjesteret afsagde kendelse den 27. juni 2024 (AM2024.06.27H) i en selvstændig procedure om gyldigheden af telefonforkyndelse af en ankemeddelelse til tre russiske statsborgere. Sagen rejste det centrale spørgsmål, om anklagemyndigheden lovligt kunne anvende telefonforkyndelse, da tiltalte på det tidspunkt havde kendt opholdssted i Rusland.
Tre russiske statsborgere var tiltalt for overtrædelse af udlændingelovgivningen ved at have udført arbejde på slæbebåde inden for dansk søterritorium uden den fornødne tilladelse. De blev frifundet i både byretten og landsretten. Anklagemyndigheden opnåede tilladelse fra Procesbevillingsnævnet til at indbringe sagen for Højesteret.
Den 12. september 2023 iværksatte Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi telefonforkyndelse af ankemeddelelsen over for de tre tiltalte. Tiltalte bestridte straks gyldigheden af forkyndelsen, hvilket førte til, at Højesteret måtte træffe en selvstændig afgørelse om forkyndelsens lovlighed, før ankesagen kunne behandles på grundlag.
Anklagemyndigheden gjorde gældende, at betingelserne for telefonforkyndelse var opfyldt, og anførte bl.a. følgende:
De tre tiltalte bestred gyldigheden af forkyndelsen og anførte:
Anklagemyndigheden oplyste, at en gyldig forkyndelse ville medføre nedlæggelse af påstand om straffebortfald efter Straffeloven § 83, 2. pkt. samt frafald af anken mod yderligere 25 russiske statsborgere i det samme sagskompleks.
Spørgsmålet for Højesteret var, om Retsplejeloven § 155, stk. 1, nr. 6 jf. § 156 a tillod telefonforkyndelse, eller om reglen om kendt bopæl i udlandet var prioriterende. Retten lagde vægt på, at anklagemyndigheden forud for telefonopkaldene var i besiddelse af adresseoplysninger i Rusland. Disse oplysninger stemte overens med de adresser, tiltalte selv oplyste under opkaldene, og gav anledning til at anmode de russiske myndigheder om retshjælp til forkyndelse, hvilket også skete sideløbende med telefonforsøget.
Højesteret fastslog, at oplysningerne i sagen retfærdiggjorde, at tiltalte havde kendt bopæl eller opholdssted i Rusland på tidspunktet for iværksættelsen af telefonforkyndelserne.
Højesteret finder på denne baggrund, at det må lægges til grund, at Tiltalte1, Tiltalte2 og Tiltalte3 på tidspunktet for iværksættelsen af telefonforkyndelserne havde kendt bopæl eller opholdssted i Rusland, jf. retsplejelovens § 158. Af bestemmelsen fremgår, at forkyndelse i sådanne tilfælde sker ved brevforkyndelse eller på den måde, der er foreskrevet ved konvention eller ved vedkommende lands lov.
Da betingelserne for kendt bopæl i udlandet var opfyldt, fandt Retsplejeloven § 158 anvendelse. Dette udelukkede lovligt at anvende telefonforkyndelse som alternativt middel. Retten henvisede i den forbindelse også til Retsplejeloven § 159, stk. 1, nr. 2 og stk. 3. De iværksatte telefonforkyndelser blev derfor fundet ulovlige.
Højesteret fastslog, at der ikke er sket lovlig telefonforkyndelse over for Tiltalte1, Tiltalte2 og Tiltalte3. Sagerne blev udsat for at give anklagemyndigheden mulighed for at foretage forkyndelse gennem de russiske myndigheder i overensstemmelse med gældende regler for international retshjælp og brevforkyndelse. Retten blev herefter hævet.
