HøjesteretHøjesteret prøvede, om en udvist kvindes udvisning og livsvarige indrejseforbud skulle ophæves eller forkortes, fordi hendes datter havde fået konstateret alvorlige psykiske lidelser, og datterens trivsel forværredes efter morens udsendelse til Usbekistan i juli 2024. Domfældte, der tidligere var idømt fængselsstraf og udvist for grov vold mod tjenestemand, fik ikke medhold. Højesteret lagde afgørende vægt på, at kontakten mellem mor og datter havde været meget begrænset, og at de helbredsmæssige ændringer ikke ville have ændret udfaldet af den oprindelige udvisningssag.
Domfældte er en kvindelig udlænding, dømt for personfarlig kriminalitet ved to domme:
| Dom | Dato | Overtrædelse | Straf | Udvisning |
|---|---|---|---|---|
| Østre Landsrets ankedom | 3. november 2020 | Straffeloven § 119, stk. 1 og § 245, stk. 1 | Fængsel i 3 år | Udvist for bestandig (livsvarigt indrejseforbud) |
| Retten i Holbæks dom | 24. februar 2022 | Straffeloven § 244 | Fængsel i 8 måneder (inkl. reststraf) | Udvist i 6 år |
Hun var endvidere tidligere straffet for personfarlig kriminalitet og betinget udvist. Domfældte afsonede fængselsstraf og blev udsendt til Usbekistan i juli 2024.
En udlænding, der påberåber sig væsentlige ændringer i sine forhold, kan efter Udlændingeloven § 50, stk. 1 begære udvisningen ophævet eller indrejseforbuddets varighed forkortet. Bestemmelsen sikrer, at ændringer, der ville have ført til et andet resultat, hvis de havde foreligget oprindeligt, kan medføre ophævelse.
Ved prøvelsen gælder Udlændingeloven § 26, stk. 2, dvs. udvisningen kan kun ophæves, hvis opretholdelse med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8. Tilsvarende gælder for forkortelse af indrejseforbud, jf. Udlændingeloven § 32, stk. 10.
Ved lov nr. 919 af 21. juni 2022 indførtes udtrykkelig adgang til at forkorte indrejseforbuddets varighed, hvis dettes varighed i sig selv ville stride mod internationale forpligtelser. Som det fremgår af forarbejderne, skal domstolene kun forkorte indrejseforbuddet, hvis udvisningen derved kan opretholdes.
”Forslaget indebærer, at domstolene i forbindelse med en prøvelse efter udlændingelovens § 50, stk. 1, vil skulle tage stilling til, om varigheden af et meddelt indrejseforbud kan forkortes i de tilfælde, hvor en udvisning som udgangspunkt ikke kan opretholdes på grund af ændringer i udlændingens forhold.” (Folketingstidende 2021-22, tillæg A, L 189, s. 52)
Domfældte påberåbte sig følgende ændringer:
Domfældte anførte desuden, at det var en alvorlig mangel ved sagens oplysning, at datteren ikke var blevet afhørt direkte. Herved påberåbte hun sig børnekonventionens artikel 12.
Højesteret afviste kravet om hjemvisning af sagen med henblik på direkte afhøring af datteren. Retten lagde vægt på, at en række personer – herunder datterens plejemor – var afhørt, og at de sociale myndigheder havde tilvejebragt oplysninger om datterens helbred og relationen til moren. På denne baggrund fandtes datterens forhold tilstrækkeligt belyst.
”I lyset heraf finder Højesteret, at Domfældtes datters forhold er tilstrækkelig belyst. Der er derfor ikke behov for direkte at afhøre datteren til brug for spørgsmålet om udvisningens ophævelse eller forkortelse af indrejseforbuddets varighed. Danmarks internationale forpligtelser, herunder børnekonventionens artikel 12 om høring af børn, kan ikke føre til en anden vurdering.”
Ved den samlede vurdering lagde Højesteret følgende omstændigheder til grund:
”Efter en samlet vurdering finder Højesteret, at ændringerne i Domfældtes datters helbredsforhold ikke – hvis de havde foreligget på tidspunktet for afgørelsen om udvisning – ville have ført til, at der ikke skete udvisning, eller at indrejseforbuddets varighed ville have været kortere.”
Retten bemærkede endvidere, at datteren ikke er EU-statsborger, og at artikel 20 i Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde derfor ikke kunne tillægges betydning, jf. Højesterets dom af 27. september 2024 (UfR 2024.5478).
Højesteret tog derfor hverken påstanden om ophævelse og hjemvisning til følge eller de subsidiære påstande om ophævelse af udvisningen eller forkortelse af indrejseforbuddet. Landsrettens kendelse blev stadfæstet i sin helhed. Statskassen blev pålagt at betale kæresagens omkostninger for Højesteret.
