HøjesteretSagen vedrører en udvist udlænding (Tiltalte), der efter to domme for alvorlig personfarlig kriminalitet er blevet udsendt til Usbekistan. Tiltalte begærede ophævelse af udvisningen eller forkortelse af indrejseforbuddet under påstand af, at hendes 13-årige datters alvorlige psykiske lidelser udgjorde en væsentlig ændring, der gjorde opretholdelsen af udvisningen uligelig med Danmarks internationale forpligtelser. Højesteret afviser påstandene og stadfæster landsrettens kendelse.
Tiltalte blev ved Østre Landsrets dom af 3. november 2020 idømt fængsel i 3 år og udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig for overtrædelse af Straffeloven § 245, stk. 1 om grov vold.
Ved Retten i Holbæks dom af 24. februar 2022 blev Tiltalte på ny idømt fængsel i 8 måneder for personfarlig kriminalitet (Straffeloven § 244) og udvist med et 6-årigt indrejseforbud.
Tiltalte blev udsendt til Usbekistan i juli 2024. Sagen har tidligere været behandlet i Københavns Byret (21. december 2023) og Østre Landsret (12. april 2024), hvor begæringen om ophævelse eller forkortelse blev afvist. Sagen er herefter kæret til Højesteret (sagsnr. 84/2024).
Tiltalte påstod primært hjemvisning til landsretten, da datteren ikke var blevet afhørt direkte, hvilket ifølge Tiltalte udgjorde en alvorlig mangel i sagens oplysning. Subsidiært påstod Tiltalte ophævelse af udvisningen, og mest subsidiært forkortelse af indrejseforbuddet. Anklagemyndigheden påstod stadfæstelse.
Stridspunkterne vedrørte:
Prøvelsen af spørgsmålet om ophævelse eller forkortelse foretages efter Udlændingeloven § 50, stk. 1 og Udlændingeloven § 32, stk. 10. Da udvisningen er afsagt for kriminalitet, skal vurderingen foretages efter Udlændingeloven § 26, stk. 2.
udvisningen alene skal ophæves, hvis opretholdelsen af udvisningen med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
Tilsvarende strenge krav gælder for forkortelse af indrejseforbudets varighed.
Højesteret afviser påstanden om hjemvisning. Retten finder, at datterens forhold og interesser er tilstrækkeligt belyst gennem afhøringer af datterens plejemor og oplysninger fra de sociale myndigheder.
I lyset heraf finder Højesteret, at Tiltaltes datters forhold er tilstrækkelig belyst. Der er derfor ikke behov for direkte at afhøre datteren til brug for spørgsmålet om udvisningens ophævelse eller forkortelse af indrejseforbudets varighed. Danmarks internationale forpligtelser, herunder børnekonventionens artikel 12 om høring af børn, kan ikke føre til en anden vurdering.
Ved den samlede vurdering lægger Højesteret vægt på Tiltaltes gentagne og alvorlige personfarlige kriminalitet (samlet 3 år og 8 måneders fængsel) samt hendes begrænsede faglige og familiemæssige tilknytning til datteren.
Efter en samlet vurdering finder Højesteret, at ændringerne i Tiltaltes datters helbredsforhold ikke – hvis de havde foreligget på tidspunktet for afgørelsen om udvisning – ville have ført til, at der ikke skete udvisning, eller at indrejseforbuddets varighed ville have været kortere.
Det bemærkes endvidere, at det ikke har opholdsretlige konsekvenser for datteren, at Tiltalte er udvist af Danmark.
Højesteret tager ikke påstandene om ophævelse, hjemvisning eller forkortelse til følge.
På den anførte baggrund, og da det, som Tiltalte i øvrigt har gjort gældende, ikke kan føre til en anden vurdering, finder Højesteret, at der ikke er grundlag for at ophæve udvisningen eller forkorte indrejseforbuddets varighed. Højesteret stadfæster herefter landsrettens kendelse.
Statskassen betaler kæresagens omkostninger for Højesteret.
